Anmeldelse af Dead by April + Unseen Faith, d. 30-04-2026 i Voxhall, Aarhus
Det er ikke hver dag, at jeg bevæger mig over broen og ind i det ukendte jyske territorium.
Foto: Aleksander Espelid
Hvis der er noget, der kan få mig til at pakke tasken og tage turen, så er det sukkersød metalcore og underholdning i absolut topklasse. Og lige præcis den kombination mestrer svenske Dead by April.
Da dørene til Voxhall åbnede klokken 7, sad jeg fanget i en jysk trafikprop i en lettere tvivlsom FlixBus et sted nær Egebjerg, mens jeg druknede i min sørgmodighed og lyttede til Losing You. Ironien var krystalklar: sangen om at miste kørte i loop, mens jeg langsomt indså, at jeg muligvis var ved at miste chancen for at se et af mine yndlingsbands. Alt sammen fordi jeg ville spare 150 kroner. En beslutning, der i øjeblikket føltes som økonomisk ansvarlighed, men som nu viste sig at være selvsabotage.
I desperationens time, og drevet af mit hovedperson-syndrom, lagde jeg en Instagram story op, hvor jeg taggede bandet og bad dem (ydmygt) om lige at trække tiden lidt ud, så jeg kunne nå at være med. Inden for ti minutter havde bandets officielle profil reageret med et lille hjerte på min story. De havde set min struggle. De havde anerkendt min eksistentielle krise i bussen fra helvede nær Egebjerg. Pludselig var der håb i mørket.
Og nåede jeg det så? Ja, ellers havde denne anmeldelse aldrig set solens lys.
Unseen Faith
Jeg nåede lige akkurat at vælte ind af døren i det sekund aftenens første band gik på klokken 20:00. Det århusianske supportband Unseen Faith gik på scenen og skreg: “vi bor seriøst lige herovre.” Og det var svært ikke at holde af. Hele bandet lignede nogen, der havde ventet hele ugen på præcis det her øjeblik, og nu stod de der endelig, klar til at fyre den af med ægte århusiansk hygge og et smil.
Musikalsk var det en unik oplevelse. Ikke nødvendigvis en dårlig én, men lidt som at åbne et køleskab kl. 02 om natten i en hyggebrandert og lave girl dinner af det ,man lige kan finde. Der var lidt af det hele: tunge breakdowns, mærkelige temposkift og pludselige øjeblikke, hvor man åbenbart skulle stå og fistbumpe i luften, som stod man på klubben eller til Infernal koncerten på Smuk festival i 2017 (if you know you know).
Forsangeren stod for aftenens (og måske musikhistoriens) mest mindeværdige breakdown, der næsten kræver sin egen kategori. Det byggede og byggede… og kulminerede i et fuldstændig uforglemmeligt, meget lokalt århusiansk “hej”. Det var så absurd, at det faktisk fungerede. Det var metalcores svar på et varmt stjerneskud med en kold Ceres bajer ved siden af.
Bandet kastede sig også frygtløst ud i alt, hvad genrekøkkenet havde at byde på. Vil du have pigsqueals? Selvfølgelig. Rapid-fire growl-rap? Hvorfor ikke. Et ekstra lag breakdown ovenpå dit breakdown? Kombardo. Det var som et musikalsk smorgardsbord, hvor nogen havde sagt: “Tag for jer, vi har det hele” og så bare ment det helt bogstaveligt.
Midt i det hele forsøgte forsangeren også at give plads til lidt følelser med en introduktion om at miste, inden han kastede sig ud i en mere sjælfuld vokal. Det var et følelsesladet øjeblik, om end det stod i ret sjov kontrast til, at man 30 sekunder tidligere mentalt havde stået og vibet til en omgang growl-rap med pigsqueal, tak.
Bassisten ville også gerne være med på vokal-fronten og leverede noget, der nok bedst kan beskrives som et modigt forsøg på clean vocals. Det var i min optik ikke helt vellykket. Man må dog respektere indsatsen, og måske samtidig foreslå, at han fremover holder sig til det, han allerede gør fint.
Alt i alt var Unseen Faith lidt som en pose bland-selv-slik: der er noget, man virkelig godt kan lide, noget man er lidt i tvivl om, og noget man måske ikke behøver tage igen, men man hygger sig alligevel undervejs. Og vigtigst af alt: de havde det tydeligvis sjovt. Det smitter.
Dead by April
Der er bare noget særligt over koncerter i VoxHall. Det kompakte rum, den lave scene og den der let klaustrofobiske “nu står vi alle sammen meget tæt og deler sved”-stemning gør, at selv mellemstore bands pludselig føles store. Denne aften i Aarhus var der ingen undtagelse, da Dead by April lagde vejen forbi som første stop på deres Scandinavian-tour. Sidst jeg så dem var i Amager Bio tilbage i november, hvor de passende nok føltes lidt mere som “Dead by November”. Nu passede det endelig ind i kalenderen: Dead by April klæder dem bedre.
Noget af det mest finurlige ved Dead by April er, at de på ingen måde forsøger at genopfinde sig selv. De ved præcis, hvem de er, og deres lyd har ikke ændret sig bemærkelsesværdigt siden 00’erne, og jeg tvivler på, at det sker anytime soon. Der er ingen nye eksperimenter, ingen “nu prøver vi lige noget helt vildt uforventet”. Der er ingen nye svenske kødboller i suppen. Men helt ærligt: når kødbollerne smager så godt, hvorfor så begynde at putte hest i opskriften?
Spillestedet var bestemt ikke proppet til bristepunktet, hvilket måske ikke er optimalt for bandet, men personligt er jeg vild med de mere intime koncerter. Man kunne uden problemer bane sig vej fra baren til scenekanten, en særlig luksus, der normalt på de små koncertsteder kræver både held og en vis grad af aggression, som jeg ikke besidder. Publikum bestod klart af flest hardcore fans, men også nysgerrige sjæle, der var mødt op for at få deres dosis melodisk metalcore med poppede hooks.
Bandet gav den gas helt i fronten af scenen, så der var lagt op til det ene fistpump efter det andet til de forreste rækker. Jeg gjorde et hæderligt forsøg på at nå dem, men jeg har virkelig korte arme. De disker op med den ene dramatiske intro efter den anden, hvor synthflader og backing tracks byggede spændingen op. Fra første breakdown var det tydeligt: lyden var massiv. Trommerne hamrede, guitarerne lå tungt, og det hele føltes som en mur af lyd. Desværre var det også lidt for meget mur, for vokalerne druknede en smule, og det var tydeligt, at bandets clean vokalist Pontus Hjelm havde en mindre teknisk diskussion med sin synthesizer. Men fair nok, jeg har aldrig forventet lyd i topklasse, når jeg er til koncert i Voxhall.
Heldigvis gjorde publikum deres del af arbejdet. Når 90% af salen kan alle lyrics i “Heartbeat Failing” og “Dreamlike” udenad, får man automatisk en slags surround sound, der reddede den uheldige vokalmixing.
Vokalmæssigt er Dead by April stadig ude i de store kontraster. De rene vokaler sad skarpt og leverede et sukkersødt straight-to-radio omkvæd, mens de hårde skrig sørgede for, at det hele ikke blev for pænt. Overgangene mellem de to var dog til tider lidt akavede, som om de stadig lige skal finde den helt glatte gearskiftning. Når Pontus Hjelm ramte de bløde toner i sange som “Break My Fall”, kunne Christopher Kristensen ikke altid dy sig for at synge med, også når det måske ikke lige var nødvendigt. Men credit hvor credit er due: han har tydeligvis læst op på sin lektie og leverer de gamle numre som “What Can I Say” med imponerende respekt for originalen, selvom han “kun” har været en del af bandet siden 2020.
Publikum var med hele vejen, og VoxHall blev flere gange forvandlet til ét stort syngende kor, især under bangers som “Crying Over You” og “Swarm Mode”. Det er her, bandet virkelig skinner igennem med deres evne til at skrive ørehængere. Vi kom selvfølgelig også igennem hele metalcore-scenens motionsprogram: moshpits, wall of death, “alle ned og sid’ og hop op igen”, armvinken og fællesskrål. Det er crossfit med bajere og lidt dårligere kondi.
Dead by April er et bundt charmetrolde, og de ved det godt. Der blev smilet, blinket og smådrillet fra scenen til et meget villigt publikum. De ved præcis, hvad vi vil have, og de leverer det. Hverken mere eller mindre.
Mod slutningen kom det obligatoriske spørgsmål: “Hvad vil I høre?”, som om der var nogen som helst tvivl. Publikum råbte i kor, og selvfølgelig fik vi “Losing You”. Nogle traditioner skal man ikke pille ved.
Da koncerten sluttede, stod jeg tilbage med følelsen af at være godt tilfreds. Ikke blæst bagover, ikke skuffet, bare sådan helt tilpas mæt. Bandet rundede af med at dele plektrer og trommestikker ud, og jeg, med mine praktisk talt ubrugelige korte arme, fik ikke fat i noget. I stedet fik jeg en fugtig klud af bassisten Marcus Wesslén, en svedig souvenir direkte fra panden. Og ja, selvfølgelig var det en Vagsjön vaskeklud fra IKEA. Svensk metal er en god blanding af funktionelt design og kropsvæsker.
Dead by April leverede en koncert, der ramte præcis det, de altid har været gode til: stærke melodier, fængende hooks og tunge breakdowns. Det er lækkert, ikke banebrydende, men satans afhængighedsskabende.
Inden jeg forlod VoxHall, var jeg så heldig at få en snak med bandet. De var jo måske stadig bekymrede for, om jeg nogensinde var nået frem med min FlixBus efter min Instagram-SOS. Jeg kunne berolige dem. Som bonus fik jeg en autograf på min arm, hvor bassist Marcus Wesslén skrev “Hej hopp snopp!” Hvad det betyder, er stadig et mysterium. Men jeg er sikker på, at det er en sød og venlig hilsen.
Se galleriet af Aleksander Espelid herunder
