Anmeldelse af Sort Sol d. 14. maj 2026 i Det Kongelige Teater, København
Da Sort Sol rystede teatret klokken 16
Arkivfoto: Anders Groos Mikkelsen
Der er bands, man tager ind og ser bare for gamle dages skyld, og så er der Sort Sol. Når de går på scenen, er det selvfølgelig et fantastisk genhør med alle de minder, man har i bagagen, men det bliver aldrig til ligegyldig nostalgi. De leverer stadig sangene med en rå energi og en helt speciel, mørk stemning, der føles fuldstændig levende her og nu.
Det var alligevel specielt at stå i Det Kongelige Teater midt på eftermiddagen. Sidst, mange af os så bandet, var jo om natten på Copenhell i 2024. At rykke fra den hårde, mørke asfalt på Refshaleøen og direkte ind under guldlofterne klokken 16:00 var en ret vild kontrast
Det var Kristi Himmelfartsdag, og tøjkrisen derhjemme var til at tage og føle på. For hvad tager man overhovedet på til en rockkoncert i de fine rammer? For jeg er da helt sikker på at outfittet fra da jeg hørte dem på Copenhell, ville skille sig ret med ud i Det Kongelige Teater. Det blev et klassisk kompromis for de fleste. Foyeren var en sjov blanding af pæne skjorter, gamle band-T-shirts og helt almindelige fadøl. Efterspørgslen på billetter havde været fuldstændig vanvittig, og der blev brug for flere ekstrakoncerter
Bandet startede jo helt tilbage i 1977 som punkbandet Sods, hvor de var med til at starte hele den danske punkbølge. – så er det vildt at se, hvordan den tilbageværende kerne med Steen, Lars og Tomas stadig formår at holde liv i den helt rigtige Sort Sol-nerve. De tre kan altså stadig noget helt særligt sammen.
Præcis klokken 16:00 gik det løs i en musestille sal. Lyset slukkede, og de lagde ud med den rå og hårdtslående ”Popcorn” som den allerførste skæring, hvilket med det samme satte rammen. Det blev hurtigt fulgt op af tunge sager som ”Dog Star Man” og hyldesten ”Copenhagen”. Masser af røg og et helt simpelt lys trak os med det samme ind i deres mørke univers.
Steen Jørgensen stod som det absolutte midtpunkt. Hans dybe, rå stemme hen over de tunge rockrytmer og synther på sange som ”…Like a Trance Like…” passede bare perfekt. Han behøver ikke at rende forvirret rundt på scenen; hans udstråling er rigeligt. Fire numre inde i sættet kom det tørt fra ham: ”Godaften København, K.G.L (stavet ud) Teater. Dejligt at se jer.”
Musikken var tung og bundsolid. Et højdepunkt var ”…Like a Trance Like…”, hvor gæstesangerinden Lucie Cure kom på scenen og leverede et fedt modspil med sin lyse stemme. Det virker bare. Midt i det hele fandt han dog også en trompet frem og spillede lidt – jeg ikke helt ved, hvad jeg skal synes om.
Vi fik selvfølgelig ”Let Your Fingers Do the Walking” som det første ekstranummer. De havde lagt et sindssygt flot kor ind over denne version, hvilket gjorde det til en vildt rørende omgang, der gav gåsehud over det hele. Det var fedt at det føltes som første gange de spillede det nummer, og det var svært ikke at blive rørt, inden de lukkede helt ned med en rå udgave af ”Shaheeba Bay”.
Den gamle teatersal blev sat på en seriøs prøve til sidst. Det historiske plys og guld rystede over det hele, da Steen kiggede ud over publikum og afsluttede: ”København, tak fordi I valgte at fejre denne Kristi Himmelfart med os. I valgte rigtigt.”
Salen eksploderede i stående ovationer. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet et publikum larme så meget derinde før. Sort Sol beviste, at de stadig er et af de vildeste livenavne, vi har herhjemme. Det var beskidt, det var smukt, og det var bare en fucking god koncert.
