Anmeldelse af: The Offspring – Let the Bad Times Roll. 16. april 2021. Udgivet via Concord.
Efter ni års ventetid er de Californiske pop-punkerne The Offspring tilbage med en ny plade, og den fungerer efter nogenlunde samme formel, som bandet har gjort sig kendt for.
Det er nok de færreste, der havde regnet med, at der skulle gå hele ni år, før The Offspring kom med en opfølger til albummet Days Go By. Velsagtens er det de færreste, der indenfor de seneste år havde regnet med, at et nyt album overhovedet ville blive en realitet. Der har været rigeligt internt drama i mellemtiden, hvor det helt store af slagsen har udspillet sig igennem stridigheder med den grundlæggende bassist, Gregory ’’Greg K.’’ Kriesel, der blev fyret tilbage i 2018. Dette udviklede sig mildest talt til et mindre shitshow af anklager, og derfor har et nyt album ikke nødvendigvis været det mest forventelige. Bandet har dog sadlet op og er nu aktuelle med deres tiende album, Let The Bad Times Roll – måske en svag hentydning til de problemer, der har været bag kulisserne?
Er gruppen så tilbage i topform, nu hvor de har haft så lang en pause samt fået skiftet medlemmer ud? Tjaaaa, jeg vil personligt sige både og. Der er rigeligt af fede ting at hente på Let the Bad Times Roll; ja, langt henad vejen føles den faktisk umiddelbart som et frisk pust fra et band, hvor man havde frygtet, at lyset havde flakket i noget tid og derfor var meget tæt på at gå ud.
Personligt har jeg altid haft en svaghed for The Offspring og deres musikalsk simplistiske univers. Et univers, hvor man det ene øjeblik kan spille om hjertesorg det næste om meningen med livet, døden; hvordan ens kvarter har udviklet mennesker i forskellige retninger, hvide hiphop-wannabees i 90erne, eller at man skal passe på, hvad man samler op fra jorden. The Offspring har altid haft mange enormt seriøse tekster, men der har som regel også skulle være plads til det morsomme, og dette er bestemt ingen undtagelse på Let The Bad Times Roll.
Albummet skydes i gang med det fremragende, ’’This Is Not Utopia’’, der, som titlen antyder: et nyt album er ikke en utopi, men en realitet. Det lugter af, hvordan The Offspring har lydt tilbage i 00erne, mere end hvad man fik på deres seneste, Days Go By, og dette klæder bandet rigtigt godt. Musikalsk føles det genkendeligt og på kun få måder nytænkende. Vi har generelt at gøre med et fængende omkvæd og masser af bølle-punkkor. The Offspring er her ikke for at skabe utopi, de er her for at levere et album uden for mange dikkedarer, og som man også kan have det lidt sjovt med. Dette kommer også til udtryk på titelnummeret ’’Let The Bad Times Roll’’ der på trods af sin titel og tekstemne egentlig er et lidt sjovt nummer, der sagtens kunne lyde som noget fra albummet Splinter fra 2003 med blandingen mellem de akustiske og elektriske guitarer. De dårlige tider sætter ikke dette band på pause, men bliver nærmere brugt som en force.
Generelt sidder den første del af albummet egentlig pænt lige i skabet, omend alle numre ikke er helt lige mindeværdige særligt grundet knap så stærke hooks. ’’Behind Your Walls’’ er egentlig et glimrende nummer, men er ikke et, der sætter sig helt så stærk i ens hukommelse. ’’Army Of One’’ har ligeledes sine momenter særligt i form af nogle interessante hooks samt valg af lyde på guitarerne – der spiller godt sammen og sender minder i retning af den mere surf-inspirerede punk. Denne lyd fortsætter og forstærkes på det stærke ’’Breaking These Bones’’, hvor det atter engang er den særlige kombination imellem fraseringen i verset fra forsanger Dexter Holland kombineret med den sporadiske guitar ind over en solid basgang, der virkelig får nummeret til at svinge.
Nummeret ’’Coming For You’’ kan velsagtens kaldes for den første single til albummet. Mange havde muligvis ikke forventet, at dette nummer ville ende på albummet, da det blev udgivet som en standalone single tilbage i 2015 – akkompagneret af en fremragende musikvideo med et stort og absurd slagsmål imellem klovne. Hvad mere kunne man bede om? At sangen så, modsat andre singler, der er udgivet i mellemtiden, er kommet med på albummet, føles som det helt rigtige valg, da dette nummer muligvis er det stærkeste nummer, The Offspring har skrevet siden 90erne.
Produktionen på albummet er, som man forventer den af The Offspring. Der er skruet op for 10 langt henad vejen, men hvor der stadig er plads til dynamiske skift i sangene, som særligt mærkes i form af forskellige afdæmpede guitarlyde, varierende bas og harmonerende vokaler. Ind imellem får vi sgu også skudt lidt blæsere med ind, og disse spiller dejligt med resten af bandet. Det hele lugter af The Offspring, hvor alt som regel står krystalklart i mixet. Vokalerne kan nogle gange have en tendens til at kæmpe en anelse om pladsen, og derved skaber det indimellem noget unødvendigt kaos. Husk at unødvendigt kaos ikke altid er en skidt ting, og det er det heller ikke altid på Let The bad Times Roll.
I nummeret ’’We Never Have Sex Anymore’’ bevæger bandet sig, som man hurtigt regner ud fra titlen, i den mere morsomme retning igen. Der ledes an med en svedig basgang, der akkompagneres af blæseinstrumenter, der rigtigt giver nummeret den ska-feel, som The Offspring ofte har været leveringsdygtige i. Nummeret efterfølges af pladens anden overraskelse nemlig et punkcover af Edvard Grieg-værket “I Dovregubbens Hall (In The Hall Of The Mountain King)”, der, selvom at være kort og simplificeret, egentlig svinger godt. Hvorvidt den egentlig passer ind på albummet og dets helhed, er en anden sag. Det føles på en gang akavet og alligevel som et fint afbræk i forhold til albummet. The Offspring har altid gjort sig i afbræk, nogle mere vellykkede end andre. Denne sidder lidt i en akavet situation midt imellem akavet og fremragende. Den havde muligvis fungeret bedre som åbner på pladen?
’’The Opiod Diaries’’ fortæller den velkendte historie om narkotikamisbrug og minder musikalsk utroligt meget om noget, der kunne have været med på The Offsprings største album, Americana. Desværre minder den om et af de numre, som ikke nødvendigvis ville være blevet spillet helt så meget. Derefter rykker vi over i ’’Hassan Chop’’, som rammer som et spark lige i skridtet og viser, at The Offspring stadig ikke har mistet den lynhurtige no-nonsense punkede attitude, og det er et vanvittigt stærkt og kort nummer. Sammen med ’’Coming For You’’ står dette nummer stærkest på albummet.
Indtil videre spiller albummet altså glimrende og minder egentlig om bidder fra forskellige perioder af The Offspring fra slut 90erne og frem. Det skal der da også lige sættes en fed streg under ved at lave en nytænkning af det dystre og for en gangs skyld lav-tempoede nummer ’’Gone Away’’ fra Ixnay On The Hombre fra 1997. Her taber bandet altså småkagerne, eller måske er det egentlig selve produktionen, der gør dette for bandet? Nummeret er nemlig velsammenskruet og passer godt til den dystre tekst med et klaver, vokal og akkompagnerende strygere. Hvad der virkelig får nummeret til at falde igennem, er den mængde af effekter og særligt autotune, man har valgt at plaske Dexter Brian Hollands vokal ind i. Det lyder forfærdeligt og bringer egentlig blot noget falskt ind over et nummer, der ellers burde glimte af ærlighed og inderlighed. Man skyder forbi målet ved ikke at give en ægte vokal-performance, og det får egentlig albummet til at falde meget til jorden lige ved slutspurten. Inderligheden i tabet, som sangen omhandler, ryger ud af nummeret til fordel for mekanisk leveret vokal. Det virker uægte og falder helt ved siden af resten af albummet. Herefter får vi en kort outro, som ligeledes virker lidt akavet, hvor der er nogle gentagelser fra titelnummeret. I det hele taget slutter albummet på ingen måde ordentligt og er en stor fed plet på et ellers fremragende og gennemført stykke pop-punk.
’’Let The Bad Times Roll’’ føles altså på mange måder velkendt, på både godt og ondt. Til tider kan det virke for let, særligt når man har dyrket The Offspring rigtigt meget, som jeg f.eks. har. Heldigvis er der tilpas nye ideer på pladen til at den kan høres igen og igen. Dette tåler albummet faktisk, meget modsat den tidligere ’’Days Go By’’ der som helhed ikke fungerede. Det bliver genkendeligt, men til tider også ufarligt. Heldigvis er der nogle sange som hurtigt vil have potentiale for at kunne blive ny-klassikere for bandet. Særligt ’’Coming For You’’ og ’’Hassan Chop’’ kunne jeg personligt godt forestille mig som stærke sange i en sætliste. Der sigtes højt på denne udgivelse, men det betyder så også at man falder ekstra langt ved slutningen på albummet, en ting der nemt ville have kunne været undgået. ’’Let The Bad Times Roll’’ er altså et kærligt gensyn, som klart er lyttet værd, hvis man så bare havde undgået at slutte af på en down-note havde vi været helt oppe at ringe.
