Anmeldelse af Fuzztival. Tobakken, Esbjerg d. 02/06-24.

Lørdagen på Fuzztival bød på en lækker og balanceret omgang fuzzede toner fra et varieret og spændende program.

Det er endelig blevet den tid på året, hvor det begynder at røre på sig i fiskerbyen Esbjerg. Troligt er det den tid, hvor der skal afholdes Fuzztival; en festival, jeg personligt ser meget frem til hvert år.
Siden første gang jeg var afsted tilbage i 2021 (festivalen havde allerede da nogle år på bagen), har jeg haft et særligt forhold til denne festival. Den emmer af kvalitet indenfor sin niche; nemlig de fuzzede genrer. Her er vi oftest ude i psykedelisk rock og metal, stoner, doom og til tider endda punket sludge og prog.

Festivalen har budt på mange gode nye oplevelser og har for mit vedkommende stiftet bekendtskab med adskillige fremragende bands. Der er så godt som tilfredshedsgaranti på denne festival, hvor programmet i og for sig kunne være totalt ukendt. Der skal nok være noget, der falder lige i ens smag, såfremt man er til disse genrer til at begynde med, naturligvis.

I år går vi desværre glip af hele førstedagen samt halvdelen af andendagen, da det borgerlige arbejde ikke kunne give weekenden fri. Afsted kommer vi dog, og vi lander på Tobakken, hvor Fuzztival igen i år bliver afholdt, lige til…

Tō Yō

Der er langt fra Japan til Esbjerg. Ikke desto mindre er det første navn, som Metal A Day oplever til dette års festival, kommet fra netop Japan. Heldigvis kommer de lidt mere omkring i Europa med deres psykedeliske og introverte rock.

Tō Yō spiller musik, der i og for sig næsten lige så godt kunne være at betragte som instrumental. Det er ikke ofte der bliver sunget i mikrofonen, og de gange, der bliver, er det sporadisk og flyder sammen med musikken. Den støtter mere op om musikken, end musikken supplerer den, hvilket er et dejligt musikalsk take, der dog ikke vil være noget for alle.

Gruppen spiller fremragende, og deres sammenspil virker dejligt levende. De har ligeledes en god intern kemi i bandet, hvor de til trods for at have et introvert udtryk og ikke henvender sig vanvittigt meget til publikum, formår at have et godt og levende flow på scenen. Bassisten i bandet giver den lidt mere gas, hvor guitaristerne (hvoraf den ene også er forsanger) er lidt mere tilbagelænede og fokuserede. Det giver til sammen en fin og levende liveoplevelse.

Til trods for ikke at være det mest udadvendte band, høster Tō Yō fine klapsalver og imponerede blikke hos det fremmødte publikum. For denne anmelder er dagen (eller mere korrekt aftenen) startet fremragende ud med dette japanske besøg. Er man til introvert, men dybfølt psykedelisk rock spillet med feeling, så kan dette band i den grad anbefales at tjekke ud. Hvis muligheden opstår, naturligvis.

Full Earth

Vi går fuldstændig instrumental ved aftenens næste band. Full Earth spiller improviseret instrumentalmusik, men det virker nu alligevel til, at de har nogle tematikker og rundgangen, som de ved, at de skal bevæge sig rundt i. Uagtet spiller gruppen godt og har ligesom hos Tō Yō en rigtigt god intern kemi på scenen. Dette må dog også være nødvendigt, når man netop jammer sig lidt frem igennem musikken.

Gruppen er dygtige til det, de gør, og i takt med at de får spillet sig varme, bliver koncerten faktisk bedre og bedre i forhold til en lidt mindre interessant start.  Jo længere man kommer ind i Full Earths musik og hengiver sig til præmissen, jo stærkere står deres performance og musik.

Gruppens performance fungerer ligeledes fint, omend man til tider godt kunne savne bare en smule mere publikumskontakt. Musikken er en del mere udadvendt i sit udtryk, end hvad vi tidligere blev præsenteret for, men det går ikke altid op i et på scenen.

Full Earth leverer en koncert, der kræver at lytteren hengiver sig til, hvordan bandet vil levere musikken. Det vil klart ikke ramme alle, og det gør det heller ikke i aften. Til gengæld formår gruppen at udvikle koncerten og få det op i gear løbende. Et glimrende instrumentalt indspark denne lørdag aften i Esbjerg.

Nightstalker

Nu skal der lige lidt mere knald på. Nightstalker er et for mit vedkommende et så godt som ubeskrevet blad, men adskillige af mine bekendtskaber er taget til festivalen netop for at opleve dette band.

Stilmæssigt er det noget mere lige ud ad landevejen og en del mindre prætentiøst i sit udtryk end de to foregående bands. Der er et godt groove, og energien på scenen er ganske glimrende.

Bandets sammenspil er godt, og den tørre guitar spiller præcist så lækkert, som man kunne håbe. Bassen laver en god dybde, og trommerne er lækkert varierende. Forsanger, Argy Galiatsatos, synger desværre næsten konsekvent urent, men dette passer alligevel på sin vis til det grovkornede, men alligevel groovy lydbillede, som Nightstalker præsenterer. Det giver en lidt mere punket oplevelse, at vokalen nærmest konsekvent er lidt off, hvilket delvist er charmerende og delvist enormt irriterende.

Nightstalker giver et fint afbræk fra den mere syrede start på aftenen med en solid og velspillet omgang stoner uden alt for mange dikkedarer. Energien har været god både på scenen og nede hos publikum, hvor der er blevet headbanget lidt mere end ved de foregående bands.

Mars Red Sky

Aftenens næstsidste navn er den franske trio, Mars Red Sky, et band, som denne anmelder har håbet på at kunne få set i over 10 år nu.

Franskmændene er en del tilbagelænet i stilen på scenen, og forsanger og guitarist, Julien Pras, ser nærmest konsekvent bedrøvet eller bekymret ud; noget, der faktisk går ganske fint overens med den bastunge og riffbaserede groovede musik særligt fordi, vokalen virker så porøs, følelsesladet og afdæmpet, som den gør hos Mars Red Sky.

Melodierne er i top, og bandet får også høstet godt med klapsalver, omend der ikke headbanges helt så meget som hos Nightstalker. Energiniveauet hos publikum er ikke i top, men Mars Red Sky heller ikke på nogen måde et moshband.

Gruppens sceneoptræden er der ikke vanvittigt meget spræl i. Der kommes ikke for meget rundt på scenen, og der henvendes heller ikke synderligt meget til publikum. Til tider savner man måske lidt mere energi på scenen, da musikken til trods for at være meget melodisk helt klart også har sin del af tyngde at byde på.

Bandet spiller til gengæld lækkert, og særligt tager bandets hit “Strong Reflection” kegler med sin let genkendelige basgang og utrolige stærke hooks. Lyden på spillestedet fungerer ligeledes rigtigt fint, og man kan mærke detaljerne i samtlige instrumenters spil.

Franskmændene får ikke sat gang i pitten, men noget headbanging får de dog alligevel op at køre til deres melodiske og indadvendte stoner. En glimrende opvisning i, at stoner godt kan være både tungt og melodisk på samme tid.

Mondo Generator

Aftenens absolutte hovednavn er (som nærmest alt andet på programmet) noget, jeg må krybe til korset og indrømme, at jeg ikke kender. Denne gang viser det sig at være en større fejl end som så, da der går lidt for langt tid af denne koncert, før det går op for mig, hvilken legende det faktisk er, der står på scenen i Esbjerg.

Nick Oliveri er bedst kendt for sin rolle i henholdsvis Kyuss og ikke mindst Queens of the Stone Age. Han har altså været med i to grupper, der mildest talt kan kaldes for giganter og pionerer indenfor genren, og at kalde ham for legendarisk er nærmest en underdrivelse.

Nu står han her så med sit projekt Mondo Generator, og der bliver tændt en ild i gulvet på Tobakken. Billedligt skal det naturligvis forstås. Der bliver næsten hele vejen igennem koncerten moshet(!); en ting, jeg helt ærligt ikke kan huske at have set tidligere til Fuzztival.
Det passer sig dog også rigtigt godt til Mondo Generator, da de ligger pænt imellem stoner, doom og punk – utroligt nok uden at man ville kalde det for sludge. Det er primalt, det er energisk, og, for satan, hvor er det effektivt! Stemningen er enormt høj i hele salen, der nærmer sig kogepunktet.

Lidt vrede i forhold til fortiden omkring Kyuss bliver der også tid til, hvilket også betyder, at vi får serveret både “Hurricane” og “Green Machine” (Kyuss-numre. red.) fra Mondo Generators hånd, ligesom dansegulvet virkelig åbnes til Queens of the Stone Age-bangeren “You Think I Aint Worth A Dollar, But I Feel Like A Millionaire”. Attituden og intensiteten er til at tage og føle på, og dette bliver den perfekte afslutning på en utroligt god og alsidig tur i fuzzens varme favn.

Mondo Generators energiske og punkede stoner-koncert sætter et afgørende og definitivt punktum for årets festival, der i den grad har bragt gode koncerter med sig, særligt denne enormt energiske og velsiddende koncert vil blive husket i flere år.

Fuzztival har gjort det igen!

Herunder kan du se et galleri fra aftenens koncerter taget af vores anmelder og fotograf Bastian Reinholdt Madsen: