Dobbelt aarhusiansk dø’

Den nye medievirkelighed er landet; de gamle formeler virker ikke så effektivt længere, nu når folk er begyndt at streame deres musik og høre playlister fremfor at købe og gennemlytte et helt album fra ende til anden. Derfor skal man i dag hellere udgive singler lidt af gangen og derved holde et konstant udgivelsesflow, således at man konstant kan holde sig relevant.
Dette kan både være godt og skidt. At hele tiden kunne udgive nyt materiale pleaser jo uden tvivl fanbasen, og man holder sig som sagt relevant i en tid, hvor verden er ved at blive oversvømmet af bands, som er mere eller mindre ligegyldige og udgiver mere eller mere ligegyldigt musik. Dette har Wayward Dawn taget konsekvensen af ved at udgive to singler i stedet for at vente på at have materiale nok til en EP eller et helt album.

Det ærgerlige ved at udgive på denne måde er, at det (i hvert fald for mit vedkommende) er svært at fordybe sig ordentligt i musikken, og helt ærligt så er det at skulle anmelde på den her måde utroligt ambivalent. Musikken mister den helhed albums har og som i forvejen er svær nok at ramme på en EP-udgivelse. Der er denne anmelder måske lidt gammeldags, men jeg foretrækker et album med en rød tråd, hvor man kan gå bedre i dybden i forhold til musikken.

Nu er virkeligheden dog sådan, at det er smartest at udgive på denne måde i dag, og Wayward Dawn gør det altså også glimrende på deres nye singler.

Særligt sidder produktionen på EP’en rigtigt godt i forhold til det genren. Det er tilpas beskidt, til at musikken virkelig kommer til sin ret og fungerer enormt godt til denne slags småsimple dødsmetal. Guitarerne knaser og er tunge, ja, faktisk er der lidt af den svenske motorsavslyd, som vi alle kender og elsker over dem, imens trommerne ikke spiller for højt, hvilket, jeg ellers synes, er lidt en tendens for mange nyere dødsmetal bands. Hos Wayward Dawn ligger alt sig pænt i mixet, hvor der så i stedet er givet plads til, at de growlende vokaler kan komme til sin ret.

De to nye numre – som udgør denne singleudgivelse – groover godt, og riffsne er ganske glimrende, særligt når der kommer nogle hurtige løb og en god gang smadder. Wayward Dawn er fedest, når der lige bliver nikket en ekstra skalde, og tempoet sættes lidt op, uden at groovet mistes. Som i det første riff i ”Further Down the Nest”

Vokalerne på de nye numre fungerer godt, på trods af at de lyder som det meste andet dødsmetal. Der er generelt lidt svenskerdød over singlerne, og man kan hurtigt komme til at tænke lidt i retningen af Entombed. Måske Aarhus med både Baest og Wayward Dawn er begyndt at blive Danmarks Sverige?

‘Teknisk’ er ikke det ord, disse numre får en til at forbinde med Wayward Dawn. Der bliver ikke leget for meget med at prøve på noget nyt, og guitarerne er ikke altid helt konsekvente i deres teknikker. Således er flere af de forskellige pinch harmonics indenfor de samme riffs ikke ensartede, og det giver både et mere menneskeligt feel, dynamisk lyd, men får også lidt musikken til at dale en anelse i ren teknisk kvalitet. Det er meget muligt, at det er meningen, og det virker da også, for man kommer lige til at spidse ører, når et squeal lyder anderledes, end man er vant til.

Numrene går fint i spænd med hinanden. Som helhed er der dog et lidt for langt indløb til ”House of Mirrors” i forhold til slutningen på ”Further Down the Nest”. Overgangen imellem de to numre er der ikke tænkt så meget i, og det er vel egentlig også typisk, når man ikke sigter efter at udgive det som album.

Sammenspillet i bandet fungerer godt, sådan som det nu hør og bør sig – når nu man er i gang med at indspille, skal det sgu også helst sidde lige i skabet, inden man begynder at udgive.

Musikalsk bliver det dog lidt ensformigt at sidde og høre i langt tid, og der vinder det så igen, at der kun er tale om to numre. Havde jeg skulle høre et helt album med så lidt alsidighed, ville jeg hurtigere være gået død i det. Wayward Dawn vinder altså på det genkendelige og på at være glimrende til at skrive et genkendeligt og ganske solidt dødsmetal-nummer. Man bliver ikke så hurtigt træt af nogle af de to nye numre, som man godt kunne have frygtet, og faktisk vokser de nærmere lidt på en med tiden.

Vi kommer aldrig helt op at ringe, men mindre kan også gøre det. Måske man med fordel faktisk skulle have udgivet de to singler helt selvstændigt? En single den ene måned, og så en ny den anden dag og derved speede sig lidt bedre ud over fladen. Begge numre fungerer helt klart godt nok, til at de ville kunne være udgivet særskilt.