Alice Cooper

Topform tilsat tomgang

-

Anmeldelse af: Iron Maiden – “Senjutsu”. Udgivet 03. september 2021 via Parlophone Records.

Iron Maiden kører den for det meste sikkert igennem på deres 17 udspil, ’’Senjutsu’’, hvor der er plads til både de lange episke og de mere ligetil og hårdtrockende slagere.

 

6 år er der nu gået, siden det legendariske britiske band Iron Maiden sidst udgav et album. Dengang hed det nye skud fra stammen, The Book of Souls, og for at være ærlig ramte den ikke rigtigt så hårdt her, som man kunne have håbet på. Der var simpelthen ikke så meget at hente i The Book of Souls for mit vedkommende, og netop derfor er det ekstra spændende med det nye album, Senjutsu. Kan Iron Maiden leve op til deres storhedstid her i 2021?

De prøver i hvert fald ihærdigt på det nye album, der egentlig lyder som en slags Best Off af den stil, som bandet har kørt, siden sanger Bruce Dickinson og guitarist Adrian Smith vendte tilbage i 1999 og udgav deres comeback album, Brave New World (2000), der dengang viste et band, der var tændte og tilbage i storform. Denne følelse lader det til, at Maiden prøver at genskabe på Senjutsu, og det lykkedes egentlig også, i hvert fald delvist – og det er vel også en form for succes? Når albummet svinger, så svinger det nemlig helt abnormt godt, og det besidder numre, som er fuldt ud på niveau med skæringer fra netop  Brave New World og Dance of Death – der begge var ganske glimrende plader, eller som minimum indeholdte en håndfuld solide numre.

Således gør Senjutsu dem altså kunsten efter, i hvert fald når det kommer til at levere nogle solide numre. Der er lidt af hvert for en Maiden-elsker på dette album. Der er både de korte lidt lettere tilgængelige sange; dem, hvor det ind imellem bliver lidt for lalleglad og folkemusik-agtigt i melodierne, og de lange episke værker, der forsøger at lede dine tanker imod storhedstidens værker som f.eks. det helt igennem geniale nummer Rime of the Ancient Mariner.
Problemet er bare med de lange episke sange på mange af de nyere Maiden plader, at de simpelthen, stik modsat førnævnte nummer, slet ikke sætter sig ordentligt i hovedet hos lytteren, fordi en stor del af numrene egentlig virker overflødige. Iron Maiden har en tendens til at lave lange numre for at lave lange numre og ikke helt få dem skrevet så skelsættende, som det blev gjort i fordums tid. Jovist, vi skal ikke bare have en kopi af, hvad Iron Maiden har været (det er jo ikke hverken Slayer eller AC/DC, vi har med at gøre her), og på det punkt har de da også delvist fornyet sig, men noget, der kom helt op på samme niveau som 80er klassikerne ville da være herligt. Brave New World formåede at komme op på det niveau, men det er jo også små 21 år siden, at det udkom nu, og det siger vel egentlig mere om mig, end det gør om Maiden, at jeg stadig betragter det som et ’’nyt’’ Iron Maiden album.

Pladen lægger ud ved at vække de nostalgiske følelser hos lytteren, da alt virker til at være, som det skal være i Maiden -land, på titelnummeret. Riffsne spiller godt, melodierne er i fokus, og Bruce synger, til trods af at være kommet igennem et kræftforløb fuldstændig eminent, præcis som vi er vant til det. Allerede her bliver det tid til de, singler vi allerede har fået forud for udgivelsen, Stratego og The Writing On The Wall, spiller begge enormt godt og viser et Iron Maiden, der stadig kan skrive fængende melodier, fede fraseringer og ikke mindst galopere! Hvad der dog virker lidt spøjst, er, at pladen trods sit japanske samurai-tema, faktisk utroligt sjældent spiller på tematikken. Der bliver da brugt nogle østlige skalaer fra tid til anden, men det er virkelig i petitesseafdelingen og kunne sagtens have været noget, man kunne have gjort mere i. Særligt ville det have været med til at bidrage med noget nyt og give en sjov rød tråd i forhold til cover og eventuelt overordnet tema.

Når Maiden gør det, de er bedst til, på Senjutsu, så gør de det altså også rigtigt godt, som på det fuldstændigt fremragende (og, ja, faktisk også korteste nummer på hele albummet) Days Of Future Past, der virkelig formår at fange lytteren på de små 4 minutters løbetid. Det rammer godt ind i sjælen af, hvad Iron Maiden er, samtidig med at der særligt i kraft af den fede intro, som går over i et riff, der egentlig på sin vis lyder som noget fra Foo Fighters, der er et twist af noget nyt – og det spiller kanongodt. Det giver generelt rigtigt meget af Brave New World-feelet, og lyder næsten som et outtake fra det album.

Albummet spiller altså langt henad vejen glimrende, og viser et Iron Maiden, der er i ret god form. Adskillige tidspunkter føler man sig henkastet til en Janick Gers, der løber på stedet, imens guitarerne lystigt galoperer derudaf i vanlig Maiden stil. Sådan føles det særligt i nummeret The Time Machine, der virkelig lyder sådan, som et Maiden-nummer bør lyde. Man kan nærmest allerede forestille sig disse numre blive spillet live, og er der en ting, vi efterhånden er vant til ved Iron Maiden, så er det, at de formår at få deres sange til virkelig at folde sig ud i en livesammenhæng.

Dette gør sig faktisk også gældende for de længere og mere episk indstillede numre, som dog til tider har en tendens til at miste noget af deres momentum, som f.eks. den næsten 13 minutter lange The Parchment, der på trods af hovedsageligt at bestå af fede passager til tider virker forglemmelig, da der går lidt tomgang inde i nummeret. Sådan går det faktisk med flere af de længere numre. Iron Maiden har ind imellem svært ved at holde fokus, når det kommer til de helt lange numre, og det føles derfor som om, den går lidt i tomgang. Heldigvis samler bandet publikum op igen undervejs, men dette burde man have håbet, var unødvendigt.

Lyden på albummet er måske en smule dateret. Det lyder som om, Iron Maiden forsøger at finde sig en lyd, der ville have været prægende for start-00erne, hvilket til trods for at virke dateret, faktisk fungerer for Iron Maiden. Bassen er så åbenlyst den klassiske Iron Maiden-lyd, og den fungerer lige så godt på Senjutsu, som den altid har gjort. På dette punkt er Steve Harris nærmest signaturlyden for Iron Maiden, mindst lige så meget, hvis ikke mere end de harmoniserende guitarer, de episke løb og Bruce Dickinsons for evigt klassiske og meget unikke vokal. Faktisk spiller den lidt underspillede produktion ret godt for musikken, hvor alt går klart igennem, og på intet tidspunkt føles for overpoleret.
De akustiske guitarer har en helt enormt fed lyd på dette album, og dette medvirker, at de akustiske melodier, der spiller på pladen, kommer til at føles som noget af det stærkeste materiale på skiven. Dette gør sig særligt gældende i introen til The Death Of The Celts, hvor der virkelig sættes en dyster stemning med både akustisk og klassisk ren, elektrisk guitar med lyd som, ja, atter engang er vi ovre i Brave New World. Albummet byder ligeledes på en del brug af keyboard, og det fungerer faktisk overraskende godt langt hen ad vejen på Senjutsu. Det bliver ikke overbrugt, men sætter stemningen ret godt, særligt i de længere og episke stykker, hvor der i vanlig vis skal lires soli af.

Soli er i øvrigt stramme og velspillede, som man er vant til den. Det er få gange i løbet af albummet, at man får en soli, der ikke rigtigt spiller, men der skal vel også være lavkonjunktur, for at der kan opstå højkonjunktur, ikke sandt?

Der er altså intet nyt under solen hos Iron Maiden, i hvert fald ikke banebrydende meget. De ting, der dog bliver prøvet af, fungerer enormt godt for bandet. Keyboardsne spiller en væsentlig rolle i lydbilledet på dette album, og de til tider østligt inspirerede melodier fungerer super godt i Iron Maidens lydbillede.
Det har alle dage været melodi, struktur og genkendelighed, der har været fokus i Iron Maidens musikalske univers, og dette lykkedes de altså med at gengive på Senjutstu, der i min optik formentlig kan snige sig ind som det bedste Iron Maiden album siden A Brave New World.
Det spiller ikke konstant, men når det gør, så spiller dette album altså stærkt og rammer lige i mit nostalgiske teenage-jeg, der selvsagt var kæmpestor fan af Iron Maiden. Selv de numre, der føles som lidt i tomgang, kan jeg egentlig godt forestille mig åbenbare sig for lytteren på længere sigt.

Senjutsu er altså mere end bare et enkelt lyt værd, det er faktisk noget af det bedste, Maiden har produceret de sidste 20 år, for på trods af at der unægtelig går lidt tomgang i den ind imellem, så svinger pladen altså enormt godt det meste af tiden, og til tider når den sågar et rigtigt højt niveau, også for et band som Iron Maiden.

Det er ikke meget fornyelse i denne omgang, men klassisk Iron Maiden er nu også sædvanligvis en dejlig lytter.

REVIEW OVERVIEW

Iron Maiden - Senjutsu

Share this article

Recent posts

Fra 8210 til verden

CLIENTS-interview

MONO GOES METAL 2021 – del 2

Sobert brud med de faste rammer

Popular categories