Svartsot er efterhånden et ret velkendt band herhjemme i Danmark. De har rejst landet tyndt og skal spille til dette års Copenhell. De har endda også spillet en del i udlandet heriblandt til festivallen 70000 tons of metal.
Svartsot har gennem årene formået at skabe sig en ret karakteristisk lyd: Afgrundsdybe growl, nedtonede guitarer og diverse folkeinstrumenter som mandolin, tinfløjte og harmonika. Så man kan stille og roligt kalde deres lyd for folkdeath. Svartsots tekster har også typisk, hvis ikke altid, bevæget sig i det folkesavnlige univers. Det fortsætter Svartsot med her på deres nye plade, Kumbl, og tager det endda skridtet videre ved at fortolke gamle folkeviser. Et interessant koncept, men er det stærkt nok til at løfte denne plade?
Kort sagt: ”Niks”. Dermed sagt er Kumbl ikke nogen dårlig plade. Det er en virkelig velspillet og for det meste en velproduceret og festlig plade med et par semi-skarpe ørehængere.
Dér, hvor pladen dog virkelig har et problem, er, at det trods alt ér baseret på gamle folkeviser, og når alle de folkeviser, der er blevet taget med, så næsten kun kører i trioliserede rytmer, og man har valgt at køre en næsten konstant hastighed igennem pladen, så bliver det en VIRKELIG ensformig plade.
Jovist, der er da et par mere stille passager, og der er massere af melodier, men når det her så bliver overdøvet af ekstreme vokaler, som næsten kun har to indstillinger (mørk eller lys), tunge distortede guitarer og trommer, der nærmest er copypastede mellem sangene, så bliver sangene bare lidt svære at skelne mellem hinanden.
De sange, der faktisk stikker mest ud, er sange som ”Nu Stander Landen I Våde”, ”Kragevisen” og ”Rottefængeren”, da disse sange nemlig indeholder noget kor med clean-sang, hvilket er med til lige at bryde lidt af pladens monotone stemning.
