Anmeldelse af: Svartsot – Kumbl. Udgivet 25. februar 2022 via Mighty Music.
Svartsot er efterhånden et ret velkendt band herhjemme i Danmark. De har rejst landet tyndt og skal spille til dette års Copenhell. De har endda også spillet en del i udlandet heriblandt til festivallen 70000 tons of metal.
Svartsot har gennem årene formået at skabe sig en ret karakteristisk lyd: Afgrundsdybe growl, nedtonede guitarer og diverse folkeinstrumenter som mandolin, tinfløjte og harmonika. Så man kan stille og roligt kalde deres lyd for folkdeath. Svartsots tekster har også typisk, hvis ikke altid, bevæget sig i det folkesavnlige univers. Det fortsætter Svartsot med her på deres nye plade, Kumbl, og tager det endda skridtet videre ved at fortolke gamle folkeviser. Et interessant koncept, men er det stærkt nok til at løfte denne plade?
Kort sagt: ”Niks”. Dermed sagt er Kumbl ikke nogen dårlig plade. Det er en virkelig velspillet og for det meste en velproduceret og festlig plade med et par semi-skarpe ørehængere.
Dér, hvor pladen dog virkelig har et problem, er, at det trods alt ér baseret på gamle folkeviser, og når alle de folkeviser, der er blevet taget med, så næsten kun kører i trioliserede rytmer, og man har valgt at køre en næsten konstant hastighed igennem pladen, så bliver det en VIRKELIG ensformig plade.
Jovist, der er da et par mere stille passager, og der er massere af melodier, men når det her så bliver overdøvet af ekstreme vokaler, som næsten kun har to indstillinger (mørk eller lys), tunge distortede guitarer og trommer, der nærmest er copypastede mellem sangene, så bliver sangene bare lidt svære at skelne mellem hinanden.
De sange, der faktisk stikker mest ud, er sange som ”Nu Stander Landen I Våde”, ”Kragevisen” og ”Rottefængeren”, da disse sange nemlig indeholder noget kor med clean-sang, hvilket er med til lige at bryde lidt af pladens monotone stemning.
Jeg er godt klar over, at det trods alt er folkdeath vi har med at gøre, og at clean-sang så ikke rigtig burde være nødvendigt, men når det meste af pladen føles så repetitiv, som den gør, så er det ét af de få lyspunkter, jeg kan pege på.
For at komme lidt tilbage til noget af det positive, så synes jeg, det er hæderligt af Svartsot at fortolke de her gamle folkeviser. For mig har det været super interessant at høre disse nærmest tabte fortællinger. Der kan jeg som dansker næsten ikke få andet end en lille smule følelse af national stolthed, og der løfter mit humør sig blot en lille smule.
Men jeg må desværre være lidt en bussemand igen og sige, at HVIS man gerne vil forstå teksterne og få fortællingerne med, så skal man generelt enten være VIRKELIG god til at dechifrere dødsmetalvokaler (hvilket jeg selv synes, jeg normalt er okay til) eller have teksterne ved siden af sig, mens man lytter til pladen. Derudover så er diskanten i lyden på pladen også en anelse for skinger til tider. Men som før nævnt, så lyder pladen for det meste godt.
All in all så er Svartsots plade ganske glimrende. Der er et par sange, jeg fremover vil sætte på til en god gang mjød-drikning og vil glæde mig til at høre live til bl.a. dette års Copenhell.
Dog vil jeg nok ikke lave et helt gennemlyt af pladen fremover, medmindre jeg gør det for at læse teksterne samtidig og primært fokusere på dem. For rent musikalsk er denne plade en kende tør og mangler noget mere variation.
