Anmeldelse af Hatesphere: Guillotine, udgivelse 09.10.26 via Scarlet Records
Det har taget lidt tid at nedfælde nogle velvalgte ord om Guillotine, da udgivelsesdatoen desværre ramlede ind i mit fuldtidsstudie. Nu da jeg er færdig med eksamener, har jeg endelig haft tid til at sætte mig ned og skrive noget andet end opgaver om virksomhedsøkonomi.
Hatesphere har været en stor del af mit tidlige danske metalpensum sammen med bands som Raunchy, Mnemic, Mercenary, Pyramaze, Artillery og Iron Fire. Så efter at have fulgt dem gennem mange albums og skiftende line-ups, så er spørgsmålet om death thrash-kongerne anno 2026 med Mathias Uldall (vokal), Peter Lyse Karmark (guitar), Franz Aleksander Posch (guitar), Jimmy Fyrstenberg (bas) og Mike Park (trommer) er lige så drabelige som altid på skive nummer 12?
Den instrumentale introen "Chapter XII" er i og for sig en fin lille appetitvækker hvis guitar flere steder minder mig om noget som Arch Enemy kunne have skrevet. Da skiven rigtig åbner med "Dogma" er vi i velkendt territorium, hvor tempoet er i frigear og Uldalls råb, skrig og growl sætter en fed streg under at han som den fjerde vokalist i gruppen bestemt ikke står i skyggen af tidligere sangere. I midten af nummeret er der en veleksekveret solo, der viser de fine melodiske sider af Hatesphere, inden at der trampes videre. "Guillotine" er en tungere og mere groovy satan, der byder op til brysk kinddans i pitten. Nummeret har et langsommere vanvid over sig, og det klæder sangskrivningen, at der arbejdes med musik, der udfolder sig lidt anderledes. Som altid er håndværket i orden, selv om genkendelighedens besværlige muse viser sig i større og mindre grad over hele linjen.
"Morbid" bygger om med et bastant og lækkert sammenspil, inden at gruen bliver sluppet løs. Det er solidt, men på trods af at nummeret får smidt en masse ind i sin korte lidt over 2 minutters længde, så fremstår det lidt for gennemsnitligt. Anderledes står det til med "Cleansing", hvis catchy og aggressive omkvæd akkompagneres af guitarer, der eksemplarisk sørger for varierende og spændende sektioner i versene. "Snake Charmer" åbner stille og ildevarslende, men man venter ikke forgæves på den vilde udvikling og vi inviteres med i endnu en hæsblæsende runde i manegen. Jeg kan sagtens se mig selv svinge garnet til de rasende rytmer, men desværre er det ikke en sang der overordnet sætter sig rigtig fast. På trods af at have en af bedste soloer på pladen.
Langt mere fanget er jeg til gengæld af "Mouth Filled With Barbed Wire", hvor energien fra Hatesphere rammer lige præcis den kyniske fremdrift man håber på. Parks tighte trommespil sætter en ramme for at Karmark og Posch kan sammenflette guitarriffs af det bedste fordærv. "Bottom Feeder" hører absolut også til blandt albummets bedste skæringer med sit umanerlige tunge momentum, der næsten pisker ens øregange med sine pinsler. Det er varierende at lytte til med sine mange skift og hele vejen igennem er det en god grov fornøjelse. "Human Scum" udmærker sig overordnet ikke lige så meget, men præsenterer dog noget af det mest syng med-venlige, hvis man kan sige det om en Hatesphere-sang. Og jeg vil mene at nummeret bestemt fortjener en plads i kælderen med alle de andre abnormiteter bandet har sat i verden.
"Heresy" har nogle ekstremt seje stykker, der som knytnæver rammer ens øregange imens at Uldalls brølende svada sender os udmattede i mål med pulsen kørende. Har du hørt Hatesphere før, ved du præcis hvad du får og Guillotine er ikke ligefrem et nyt mesterværk i diskografien. Men mindre kan 100% også gøre det, og selvom et par anonyme numre og detaljer trækker ned, så er det sgu fedt at et band, der har eksisteret så længe under Karmarks ledelse, stadig holder et niveau der bestemt hæver sig over gennemsnittet.
Det er ikke nødvendigvis en skive jeg tror jeg vil vende tilbage til ofte i fremtiden, men jeg har bestemt et par numre jeg glæder mig til live. Og når det hele er mixet og masteret af Tue Madsen, er produktionen jo fejlfri. Hatesphere har en balance som de mestrer, men sjældent udfordrer. Derfor får man stadig rigeligt ondt i nakken.