Anmeldelse af Týr: Týr. Udgivelse d. 24. november 2026 via Runic Records.
Så er vi her igen; et album fra Týr lander (kun) to år efter Battle Ballads, nu på eget pladeselskab, Runic Records, efter mange år med Metal Blade Records.
Som tidligere nævnt, så formår Týr at balancere på en knivsæg mellem at være folk og episke, men ikke for folkelige og poppede. De lyder stadig som dem selv, og det er i princippet godt. Dog er der altid en fare for, at folkeligheden bliver for forudsigelig og kedsommelig, men det er ikke tilfældet hér. Týrs blanding af progressive, symfoniske og folkede elementer giver nye nuancer. De overdøver ikke hinanden - hver sang og sektion har deres egne momenter og højdepunkter.
Albumåbneren og førstesinglen, “Cycle of Misery”, sparker det hele i gang uden nogen ubehagelige overraskelser lige ud ad de færøske landeveje, der dog bugter sig i det kuperede terræn undervejs. Herefter følger “Bloodsworn” og “Slaughter Chords”, som er nogle my tungere numre, og det klæder dem mere end deres episke power. Gunnar Thomsen på bas, Hans Hammer på guitar, Tadeusz Rieckmann på trommer og Heri Joensen på vokal og guitar er både rutinerede og tilpas eksperimenterende.
“Black Heather Rain” indledes regnfuldt og mere rytmisk ud for at gå over i en stadion-“åh-åh”-hymne, men hurtigt starter sangen for alvor, og Heri og Co. kører lige så stabilt som et Royal Scotsman-lokomotiv i det skotske højland - det er bare behageligt.
“Idols for a Day” har flere symfoniske dele, men også her formår de at holde det delikat og eksklusivt, ligesom “Home Savage Home” aldrig bliver for sukkersød, men mere bittersød og syrlig i den nordatlantiske melankoli.
“The Guardian Lie” er catchy, så man hurtigt nynner med på lyrikken “That which we bind and we leave behind where, The river of tears and of blood runs high, Unfetters our fate when the wolf can’t wait we, Deliver the Guardian Lie”. Jeg er vild med den løgn.
Albumlukkeren, “Two Paths of the Twilight Field - The Righteous and The Ravenous”, er 10 minutter lang, men føles aldrig for langtrukken eller lunken undervejs - melodien ændrer sig flere gange, og jeg opdager flere og flere lyspunkter i “tusmørket”. Hele albummet bliver altså afsluttet med manér; episk, men stadig med “god stil”.
Den eneste kritik, jeg har, er, at albummet føles lidt for kort. Jeg savner enten en sang på færøsk, som de tidligere har gjort, eller et instrumentalt nummer som intermezzo, som kunne give en lille overraskelse i det ellers perfekte flow.
Týr har lavet power-pagan-folk metal i snart 30 år, og med dette selvbetitlede album når de den tiende i rækken. Det er i sig selv imponerende, og når man tænker på, at deres albums de sidste 10 år kun holdt niveauet eller er blevet bedre, inklusive dette, er det endnu mere respektindgydende.
For godt 20 år siden forelskede jeg mig i Færøerne og et andet færøsk band, The Dreams, så det virker næsten symbolsk, at jeg endnu en gang kommer tilbage til Færøerne og Týr.
Týr er ikke bare en “stjerne for en aften” eller to - de er stjerner for tre dekader.