Anmeldelse af: Wayward Dawn – Haven of Lies. Udgivet 10. april 2020 via Mighty Music.
MAN SKAL IKKE GRÆDE OVER SPILDT MÆLK, OG DE UNGE DRENGE FRA WAYWARD DAWN HAVDE HELLER IKKE TRAVLT MED SELVMEDLIDENHED, DA TIDLIGERE VOKALIST, NIKLAS LYKKE, GIK OVER TIL AT SKRÅLE HOS LIVLØS – DETTE TIL VORES HELD.
Wayward Dawn så dagens lys i 2015 og har siden allerede udgivet en demo, en debut og nu er tiden snart oprundet til “den svære to’er”. Den berygtede efterfølger. Og så oven i dette med en ny konstellation!? Sateme stærkt gået, gutter.
Med albummet “Haven of Lies” viser Wayward Dawn, at (døds)metallen også eksisterer i bedste velgående andre steder end i Aarhus.
På Haven of Lies trækker Wayward Dawn et tungt emne ind i deres eget tunge univers med alt, hvad det indebærer. Fra episke, melodiske eskapader til gedigne dødsmetal bangers, der tager fat ved nakken og nægter at slippe grebet.
Stemningen bliver sat fra start. “Misery” bygges langsomt op med et smukt klaverstykke med kraftigt scenessættende baggrundslyde. På toppen er der krydret med udpluk fra “The Final Speech” fra Charlie Chaplins 1940-film The Great Dictator. Med ét er man ramt af melankoli, og tankevirksomheden er skubbet i en refleksiv retning. Er vi mennesker virkeligt så kolde, kyniske og knaldhamrende uforskammede?
Hvad der senere følger, er det ene stærke dødsmetal track efter det andet, kun afbrudt af det instrumentale nummer, “Bliss”, der fungerer lidt som den rare brise på en hed, hed sommerdag. Men nok om melodi og følelser. Kom nu med det tunge, for helve’!
Wayward Dawn viser med Haven of Lies en enorm udvikling. Deres store musikforståelse og ungdommelige legesyghed gennemsyrer hele albummet. De har formået at omdanne tabet af en bandkammerat til en sejr i at skabe mere dybde. Kasper og Rasmus’ vokaler komplimenterer hinanden som fod i hose. Dertil kommer, at vokalerne ligger mere inkorporeret i musikken, end den gjorde på debuten, Soil Organic Matter. På denne måde virker udgivelsen mere balanceret. Legesygheden kommer især til udtryk i sangskrivningen, der konstant veksler mellem tempi, rytmer og dynamikker. Musikken er svingende, stakeret, balanceret, tung, morsom, fræk, medrivende, brat, interessant, etcetera, etcetera.
Skal et enkelt nummer have lov til at blive fremhævet, må det blive “Ridicule”. Det bider sig fast i dig og slipper dig først, når 5 minutter er gået – og så efterlader det dig endda med lyst til mere! “Ridicule” kan blive et genialt livenummer. Det byder op til dans, og jeg kan allerede forestille mig pitten, når den (forhåbentligt) bliver spillet til årets koncerter (og festivaler i de kommende år, please). Et hav af hoveder på overarbejdende nakker forvandles til en tornado af mænd og kvinder, der mere eller mindre frivilligt piskes rundt til tonerne i ekstase. Den eneste pause, man bliver budt, er, når der skiftes fra de lidt længere fjerdedele til piskende ottendedele, og man skal være heldig for at trække vejret mellem de dybe smæld, der uddeles til nakken.
Jeg kan i hvert fald ikke vente med at forsøge at se ond og vred ud, mens jeg danser rundt som en lykkelig julenisse, når jeg får lov til at opleve denne skæring live i 2020.
Med dette billede i hovedet vil jeg så anbefale dig at lytte til “Rotten Sphere”, “Sophomania”, “Upheaval of Earth”…. og resten af Haven of Lies.
Et sidste godt råd med på vejen: Hav en Panodil klar til nakkemusklerne efterfølgende.
