Syre og Fuzz? Jadak!

Man kan ikke altid nå det hele, og når årets Fuzztival starter 15.00, og man har fri fra sit borgerlige erhverv 16.00, så er det desværre umuligt at nå det hele. Derfor går Metal A Day desværre også glip af de første tre bands på årets festival.

Bogwife

Første levende billede efter den lange og meget regnfulde køretur til Esbjerg bliver Aalborgensiske Bogwife, der leverer en interessant form for psykedelisk stoner med rigeligt at spændende riffs. Bogwife har fint med knald på og fungerer for mit vedkommende som en glimrende start på festivalen. Det er ikke med de helt store armbevægelser på scenen, hvilket i og for sig er ganske genretypisk, men også kan afledes af det siddende publikum. Det er svært at gå fuldstændigt til stålet, når ikke der er et publikum, der sender helt den samme type energi tilbage.

Lyden spiller perfekt for Bogwife her til aften og får i sandhed riffsne og melodierne til at synge. Bandets egen lyd er præcis, som man kunne håbe indenfor genren. Det er dybt, sovset ind i fuzz og med en vokal, der lægger sig godt imellem instrumenterne fremfor at være det bærende element. Vokalen er ligeledes glimrende omend en kende anonym.

Bogwife er ikke på nogen måde, hvad der kan kategoriseres som et nytænkende band, men er dette et ufravigeligt krav fra en som lytter, så er hele denne genre den forkerte genre at gå efter og da særligt til koncerter. Der er ikke den voldsomme udvikling igennem numrene, til gengæld svinger musikken og lyder samtidig godt.

Sceneopsætningen og særligt lyset fungerer enormt godt, omend det er festivalens opsætning og ikke bandets. Der er tænkt over at få tematikken for festivalen til at fungere, og det gør den i høj grad også.

Bogwife får altså gulvet til at gynge sagte med en velspillet koncert, der opvejer for manglende spræl og originalitet ved at have musikalsk schwung, god lyd og velsolide og velplantede riffs og melodier. Dette bliver i hvert fald ikke det sidste, jeg skal høre til Bogwife, det er helt sikkert. En fremragende start på årets Fuzztival for undertegnede.

Pause af den bedste slags

Hvad gør man i Esbjerg, når nu der er en pause imellem bands? Hvordan holder man mon folkets opmærksomhed, når man jo i sidste ende godt ved, at de drømmer sig ud på havet, hvor de vil fange fisk, skyde måger og harpunere sæler, imens der bliver drukket en blanding af snaps og guldøl?

Man hyrer sgu da Kalle Mathiesen aka. Kalles World Tour til at underholde ude foran selve spillestedet! Kendere ved præcis, hvad Esbjerg her bliver udsat for, og kendere er der rigeligt af i Esbjerg. For de uindviede så laver Kalle, hvad hovedpersonen selv kalder for ”Drummedy”, og, ja, det er sådan ca. præcis, hvad man forestiller sig. Kalle er en af (hvis ikke han faktisk er) Danmarks bedste trommeslager(e).
Med store kræfter kommer stort ansvar, men det ansvar kan du godt lede efter et andet sted, for Kalle bruger ikke sine evner, nej, han misbruger dem – til stor morskab for publikum og manden selv. Den perfekte pause giver det, hvor publikum får serveret sjove crossover-covers imellem kunstnere, der ellers er diametrale modsætninger, banke-banke-på-jokes, ballonsoli, vinkelsliber, og ikke mindst en mand, der ikke tager sig selv alt for seriøst. Altså den perfekte pauseunderholdning; ja, faktisk ville han sikkert også have passet fremragende til selve festivalen, han ville i så fald have gjort sit for at medbringe netop fest-delen i ordet ‘festival’.

Øresund Space Collective

Var der nogen, der sagde syre!? Sådan kan man hurtigt fristes til, at mange har sagt til Øresund Space Collective, der mest af alt minder om en stor jam-session. Der er i hvert fald lagt i gryderne til en noget særpræget oplevelse; en, der er velspillet og interessant på lige fod med finurlig og forvirrende.

Sammenhængen i forhold til det musikalske er enormt svævende, og til tider svær at finde hoved og hale i. På trods af dette så spiller det altså godt, når bandet virkelig finder hinanden. På trods af den meget løse jam-lignende formel, så fremstår det dog stadig til, at der er en eller anden form for struktur igennem koncerten. Bandmedlemmer tager pænt over for hinanden i forhold til soli og melodier, der svæver sammen i et virvar af rocket syre. Bandet spiller fremragende. Dette betyder dog ikke, at det hele tiden er super interessant at lytte til musikken; faktisk er det ofte, at det ikke rigtigt sætter sig fast eller formår at totalt imponere. Derimod må man give bandet enorm respekt for rent faktisk at spille på denne måde og levere et så langt show med nærmest ren improvisation, det kræver ikke alene talent, men i endnu højere grad mod. At det så ikke virker helt optimalt hele tiden, må man tage med, når jam og improvisation er nøgleordet for ens musik.

Sceneshow er heller ikke det, man går allermest op i, hvilket ligeledes kan skyldes, at der skal fokuseres så meget på at spille og ramme rigtigt i forhold til ens medmusikanter. Koncerten bliver meget introvert og virker mest af alt til at være et band, der hygger sig sammen. Dette skaber en form for autenticitet i forhold til improvisationerne og passer egentlig fremragende til netop denne type musik, ligeså meget fordi musikken ofte syrer ud, som fordi den virker improviseret.

Lyden fungerer og virker generelt klar og nuanceret. Man kan høre samtlige instrumenter, og de får lov til at træde tilpas frem i lydbilledet i takt med, at det bliver nødvendigt.

Øresund Space Collective er altså en interessant størrelse, hvor man kan forvente, at man hver eneste gang får en ny og unik oplevelse. Det kan dårligt nogensinde blive det samme fra gang til gang med det koncept, som bandet kører med. Det er syret og til tider også småtungt, men her til aften er det bare ikke hele tiden, at det musikalske rammer helt plet, og det virker en kende akavet at lukke aftenen af med lige netop denne type musik.

Her er flere billeder fra fotografen fra dag 1: