Anmeldelse af: Stoned Jesus – Father Light. Udgivet 03. marts 2023 via Season of Mist.
Ukrainske Stoned Jesus’ seneste album kræver sin fordybelse, før det virkelig åbner sig op.
Til trods for den nuværende situation i det krigsramte Ukraine er Stoned Jesus fra hovedstaden, Kiev, netop nu aktuelle med det seneste skud fra stammen, navnlig albummet Father Light. Ukrainerne har igennem karrieren skabt stærk stoner rock og metal med imponerende kompositioner, fede udtryk og en til tider spøjs vokal, der bare passer perfekt ind i sin egen småt-skæve vinkel.
Gruppens hovedværk, Seven Thunders Roar, og særligt mega bangeren “I Am The Mountain” viser i særdeleshed et band, der mildest talt, ja, undskyld mit franske, kan sit lort. Gruppens resterende udgivelser når ikke helt samme pondus, og det ved bandet tydeligvis også selv, da netop Seven Thunders Roar som gruppens eneste album har fået en anniversary edition; sågar kun to år efter den oprindelige udgivelse. Kan bandet så leve op til dette på Father Light?
Jeg sætter pladen på og læner mig godt tilbage. Nu skal jeg rigtigt godte mig med solid og udfordrende stoner, og alt der forventes i forhold til latterligt fede og interessante kompositioner.
Albummet starter fint, men gør ikke noget stort væsen af sig. “Season of the Witch” sætter lidt gang i den, men hele vejen igennem første gennemlytning begynder følelsen af skuffelse at nage i baghovedet. Der mangler aggression, produktionen er også lidt til dem grynede side, og vokalen sparker ikke rigtigt igennem. Albummet føles på sin vis kedeligt. Da pladen slutter, sidder jeg tilbage med en lidt tom mavefornemmelse: ”Er det her, hvad bandet præsterer og har på hjerte i denne tid? Hvor er vreden over verden? Hvor er de utroligt spændende kompositioner?”
Jovist, allerede ved første lyt får flere steder på skiven foden til at vippe samt hovedet til at nikke sagte og anerkendende. Gruppen er ikke tabt bag en vogn. Det når bare ikke op på det niveau, jeg havde forventet.
Ved første lyt.
Jeg giver mig i kast med andet, med tredje, med fjerde, j,a sågar med femte og sjette lyt, og vi kunne fortsætte. For hver eneste gang er det som om, albummet åbner mere op for mig, som hvis en bog ved gentagne gennemlæsninger åbenbarer sætninger og ord, som man ikke lagde mærke til tidligere, formår albummet at vise sin kompleksitet, skønhed, inderlighed og generelle forcer ved hver eneste gennemlytning. Albummet vokser på en og formår at give en mere og mere lyst til at starte forfra, hver gang man er færdig.
Albummet vinder ind med sine variationer og kompleksitet, samtidig med at forsanger, Igor Sydorenko, med sin lidt skæve stemme bevæger sig smukt igennem den til tider smukke, og til andre tider meget tunge musik. Riffsne er hele vejen igennem bundsolide, og bassen fletter sig sammen med trommerne til en lækker og legende rytmegruppe, der formår at holde numrene i konstant udvikling.
Ligeledes vinder den lidt grynede produktion sin vej ind til ens hjerte med sine små finurligheder og generelle dynamik. Der er stor variation på dette album, og det kræver en vis produktion at danne den rette balancegang indenfor det soniske udtryk, bandet kaster imod lytteren. Progressionen igennem albummet står faktisk skarpere, end man ved første lyt tænker.
Bandet balancerer elegant imellem det gumpetunge, simple og alligevel stærkt progressive i form af sine melodilinjer og kompositioner. Progressiv stoner er ikke just den mest udbredte eller velkendte genre, ja, faktisk skulle man ofte tro, at dette ville være et paradoks.
Stoned Jesus beviser dog på Father Light, at Stoner og progressivitet nemt kan gå hånd i hånd, såfremt man blot giver det den rette tid og opmærksomhed, som det fortjener.
Father Light vinder i høj grad ved genlyt og viser et band, der til trods for en lidt spag første gennemlytning i sandhed formår at skrue et gedigent album sammen, og på ingen måde sætter faderens lys under en skæppe.
