Anmeldelse af Crocell: Swarm of Insects. Udgivelse d. 29. maj 2026 via Emanzipation Productions
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke bryder mig om dansk metal.
Der er mere en regel end en undtagelse, at jeg stiler ud om alt, der er dansk. Men det er heller ikke en sund strategi for hvad nu hvis, der lige var netop det album, der ramte mig lige i solar plexus, men som jeg aldrig fik lyttet til, fordi jeg er skide stædig og nægter at udvide min horisont. Sådan skal det ikke være, og derfor fik jeg fingrene i Crocells nyeste album Swarm of Insects. Success, eller endnu en bekræftelse i, at dansk musik ikke kan det samme som lækkert svensk metalcore? Vi får at se.
Crocell er et århusiansk metal band, som siden 2007 har været på noget af en rejse. I deres spæde år kunne musikgenren beskrives som melodisk dødsmetal, men her i det senere år har de bevæget sig hen i noget, som lyder mere af sort eller død.
Crocell er et band, som for mig virker til at have alle de rigtig ambitioner, men udførelsen matcher ikke helt. Det er et band, der har haft både viljen og evnerne på plads, men som alt for ofte er druknet i mudrede produktioner og kompositioner, der lød mere som øvelokale-kaos end noget andet. Derfor var jeg ekstra skeptisk over dette album, og ikke mindst fordi albummet er det første siden Rasmus “Hexen” Henriksens har forladt bandet. Æret være hans minde.
Heldigvis virker det som om Crocell denne gang har fundet en bedre lyd frem på denne plade. Allerede fra første nummer, “Sarcophagus”, hører man, at produktionen har fået en overhaling. Instrumenterne står langt skarpere defineret end tidligere, og især guitaren får lov til at sætte sit pondus. Det klæder bandet, at der er kommet lidt finesse over produktionen. Hvor Of Frost, Of Flame, Of Flesh fra 2024 nærmest druknede i sit eget støjniveau, formår Swarm of Insects faktisk at skabe balance i brutaliteten. Det klæder bandet.
Titelnummeret “Swarm of Insects” fungerer som albummets mest helstøbte sang. Her rammer Crocell den rette kombination af aggression, lækker lyrik og knivskarpt guitarspil. Sange som “Traitors’ Blood” og dele af “Labyrinthian Tunnels” demonstrerer, at bandet har noget forskellighed i deres sange, frem for at diske op med et konstant bombardement af aggression. Fra en person der lever og ånder for breakdowns og growls: Der skal også være en grænse! For Crocell er det særligt de mere rolige passager giver musikken dybde, hvilket godt kunne antyde at Crocell måske endelig er begyndt at forstå værdien af kontrasterne.
Men albummet afslører også hurtigt dens akilleshæl. For selvom håndværket er blevet bedre, halter sang materialet stadig en smule. Mange af numrene flyder sammen i én massiv mur af tremolo riffs og blastbeats, hvor lyrikken nærmest drukner i den konstante intensitet. Synd at sige, at det begynder at lyde decideret kedeligt, men det gør det.
Dog er Crocells allerstørste hæmsko vokalen. Asbjørn Steffensens stemme mangler både variation og finesse. Især de højere skrig mister hurtigt gennemslagskraft. De dybere growls fungerer klart bedre, men samlet set bliver vokalen for ensformig. Resultatet er, at albummet imponerer mere med instrumenterne, end med noget andet. Det er fint nok, men jeg savner en vokal med gennemslagskraft.
Det er dog tydeligt, at Crocell som band har gennemgået en udvikling. At bandet selv har stået for indspilningen giver albummet en stærk identitet, og man fornemmer et band, der oprigtigt forsøger at skubbe sig selv fremad i stedet for blot at gentage gamle formler. Swarm of Insects er ikke enden på Crocells musiske udvikling, men det er måske deres mest helstøbte album til dato.
Når sværmen til sidst lægger sig, står man tilbage med indtrykket af et band, der elsker deres craft, og lægger blod, sved og tårer i deres musik. Dog mangler albummet stadig det sidste giftige stik, før de for alvor kan hæve sig over pøblen.
