Anmeldelse af: My Dying Bride – Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast.
Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying Bride tilbage, men var det nu også nødvendigt?
Når det rammer plet, er der noget katarsisk over doom-metal i almindelighed og måske death doom i særdeleshed, som få andre genrer kan matche, og sammen med deres landsmænd i Paradise Lost og Anathema var My Dying Bride med til at grundlægge denne subgenre tilbage i de hedengangene halvfemsere.
Det er ikke småting, karrieren har budt på siden da: tretten fuldlængde albums er det blevet til med det seneste, The Ghost of Orion, så sent som i marts måned dette år. Om Macabre Cabaret er numre, der ikke var plads til på den plade, eller om det er Corona-tiden, der har inspireret til en EP efter så kort tid, melder historien ikke noget om, men nu er de altså klar igen med tre skæringer af melankoli og skærende guitarer.
Når det ikke rammer plet, hvad jeg må indrømme, at jeg ikke synes, dette udspil gør, så er det mere cringe end katarsis, man som lytter føler, og det er sgu synd, at jeg må sætte sådanne ord på et band, jeg altid har talt mellem mine favoritter – særligt 1993 Turn Loose the Swans ligger mit hjerte nært. Til sammenligning virker denne her EP noget overflødig.
Titelnummeret starter sådan set godt ud med storladne toner og skarpe skift mellem en messende og en growlende vokal, men det bliver mere ens og mere langtrukkent, end det helt kan holde til. Misforstå mig ret: lange, snørklede numre er et kerneelement i doom-metallen, men her synes jeg sgu, det falder igennem og bare bliver ensformigt og overfladisk.
“A Secret Kiss” blev udgivet som single tilbage i september og er pladens stærkeste bidrag. Efter et lille minuts udforskende intro bryder det første vers igennem som et skybrud fra en ravne-sort himmel. Den formår også at holde en varieret og groovy melodi kørende; et aspekt, som er blevet overset på skivens andre numre. I forhold til titelnummeret hjælper det selvfølgelig også, at den kan holde sig på godt seks minutter.
Hele affæren afsluttes med “A Purse of Gold and Stars”, der efter min mening klar er det svageste nummer i en svag samling. Det er ikke en sang, som det er en lejlighed for forsanger Aaron Stainthorpe til at mumle, mens noget der bliver klimpret på et klaver i baggrunden.
