Anmeldelse af Mercenary + support: Kōya, d. 22.03.25 på BETA 

Heart of the Numb DK Tour 2025 er landet i København og jeg cykler glad de 3 minutter på cykel fra mit værelse op til BETA. 

Foto: Gabriel Rasmussen

Efter en aften i Pumpehuset bliver dette ugens sidste koncert og sikke en måde at slutte af på. Før hovednavnet er der et særdeles interessant support band.

Kōya

August 2024 skulle jeg have været til Dødsgangen, men efter en underlig dag med tømmermænd, en skramlet økonomi + halve og hele planer om turen til Albertslund endte jeg med at blive hjemme. Da jeg var blevet lidt mere frisk, kunne jeg alligevel ikke dy mig, da jeg kom i tanke om at min kammerat havde gjort mig opmærksom på et gratis show i Råhuset med Slovsind, Kōya og Throwe. Det var en chance at tage, da jeg ikke kendte til nogen af bandsene, men har siden da set Throwe på Stengade og nu er jeg klar til anden runde med Kōya.

Da de herrer træder ind på scenen er det med store smil og så kastes vi ud i en vildt miks af post harcore og sludge. “I har for meget tøj på, det vil i fortryde” griner forsangeren og gruppen gør i den grad hvad de kan for at leve op til denne kække åbningsreplik. Med sange som “Pig Wine” der bliver omtalt som et knallert nummer og “Tempest” der med et glimt i øjet bliver indledt med at det er en sjæler, så leverer Koya en utrolig energisk optræden.

Mikrofonstativet væltet i kaosset og backing vokalisterne råber med af deres lungers fulde kraft og bandet er helt ude i ansigterne på publikum. Det er så meget glæde og hoppen rundt på den lille scene og jeg er selv i fuld gang med at headbange og det på trods af at det er min 4. koncert denne uge. 

Der grooves, skriges og gruppen prøver på bedste vis at piske en stemning op. Det føles kærligt konfrontatorisk på den bedste måde. Desværre er det ikke, hvad BETA er i humør til. Enkelte gange er der en smule pit, men de fleste er ikke kommet for at smide deres Lordi t-shirt, som undertegnede. “Webbed” sætter dog en smule skub i tingene. Men Kōya fortjener mere. Ikke at det generede de charmerende musikere. 

Dette betyder ikke at nordjyderne ikke får point for at optræde med liv og sjæl, og jeg glæder mig allerede som bare pokker til at se dem på Dødsgangen til august. The hype is real, kom og bræk ryggen næste gang. 

Mercenary 

Fra Roskilde til Rønne, Sønderborg og Vordingborg har Jakob Mølbjerg (guitar), Martin Buus (leadguitar, keyboards), René Pedersen (vokal, bas) og Martin Nielsen (trommer) været vidt omkring og dette er næstsidste stop inden Fredericia. 

På Copenhell Metal Cruise var bandet i vanlig topform, så mon ikke de som altid vil være medrivende. Særligt nu hvor der er få billetter tilbage til aftenens forestilling. Der er fyldt, men derfor føles det ikke som om man står og kæmper om pladserne. Alle skal være med i aften, og det er altid en god attitude at være en del af. Jeg selv er helt oppe foran scenen med mine svenske venner. 

Til jubel går Mercenary på og der åbnes med “Burning In Reverse” fra Soundtrack For the End Times (2023), “Through Our Darkest Days” fra Through Our Darkest Days (2013) efterfulgt af “Heart of the Numb” fra 2023-skiven. 

Således begynder vi i det nyere materiale. Men derfor kan gæsterne sagtens synge med. Dette er mere et show for man står og føler de storladne omkvæd og finder sin luftguitar frem til den mange imponerende soloer, der legende let leveres i mængder så alle guitar entusiaster burde være mere end tilfredse. 

Den melankolske og smukke “Isolation (The Loneliness In December)” fra Architect Of Lies (2008) er et nummer der betyder utroligt meget for mig og jeg giver slip på meget inde i mig selv, imens mine sorte lokker kastes frem og tilbage. “Soul Decision” fra en af mine absolutte danske favoritudgivelser The Hours That Remain (2006) sætter gang i koret af stemmer i lokalet og man mærker hvor meget Mercenary betyder for metal fans her i landet. 

Som en pendant til når man ser svenske Evergrey (de har nogle skønne ligheder med hinanden) står fansene i ro og mag og ikke i en moshpit hele koncerten igennem. Selv om der alligevel er mange muligheder for det under numrene denne lørdag. 

“Embrace the Nothing” er en lille forkælelse og min stemme er ved at være udfordret af at skulle synge med på alt den magi der udfoldes foran mig. Naturligvis skal vi også tilbage i tiden og “World Hate Center” samt den udødelige “11 Dreams” fra 11 Dreams (2004) leveres med brændende passion og numrene er ældet med lige dele ynde og aggression + Pedersens stemme kan 100% stå distancen. Han er ofte ude i sjove grimasser tæt på sine fans samt hygger sig med sine band kammerater på scenen. Således samles vi til den vrede “Black and Hollow” og under “Where Darkened Souls Belong” er jeg ikke den eneste, der er rørt. “Beyond the Waves” lukker på fornem og emotionel vis endnu en rejse ud i noget af det bedste progressive power mertal/melodic death metal vi har i verden. 

Jeg fandt Mercenary i mine formative år som heavyhoved og her som voksen mand på 33 år står bandet stadig som et lys i mørket, der gennem deres musik bevæger noget helt særligt i mig og tydeligvis også i mange andre. Må de blive ved med deres kunst i mange årtier endnu.