Rebelsk nostalgi uden rigtigt anarki

Dette skulle også vise sig at være sidste koncert i vores kongerige med Alissa White-Gluz bag mikrofonen. D. 23. november samme måned annoncerede sangerinden, at hun forlod gruppen. Siden da har hun startet bandet Blue Medusa og er begyndt at synge i ingen ringere end DragonForce. Hun nåede at medvirke på 4 plader med Arch Enemy. Men the show must go on og det er jo som bekendt ikke første gang at svenskerne mister en vokalist eller for den sags skyld et bandmedlem. Så d. 19 februar i år blev Lauren Hart fra Once Human, der også er kendt for sit arbejde med Kamelot, afsløret som erstatning for Alissa og samme dag udgav femkløveret singlen “To the Last Breath”. Senere offentliggjorde Arch Enemy også at de ville tage på en tour hvor de ville fokusere på mindre spillesteder og derfor har Pumpehuset æren af at modtage denne nye version af veteranerne på deres Back to the Root of All Evil 2026 show. Det er kun 2 dage siden jeg sidst var her til Biohazard https://metaladay.dk/anmeldelse/i-dialog-om-at-banke-hinanden-med-respekt/ .

Jeg var ikke ligefrem imponeret af den nye single og selv om det blev til en ret pæn karakter på Refshaleøen, så er det længe siden at materiale fra Arch Enemy rigtig har fanget mig. Jeg så dem første gang tilbage på Wacken Open Air i 2011 med Angela Gossow og er derfor spændt på hvordan det kommer til at gå med Michael Amott (leadguitar), Daniel Erlandsson (trommer), Sharlee D’Angelo (bas) og Joey Conception (guitar, backing vokal) i en “lille” sal uden den store produktion vi er vant til. Bliver det et værdigt nyt kapitel denne udsolgte tirsdag?

Arch Enemy

Scenen er i den grad “tom”. Et backdrop og en simpel belysning er hvad det kan blive til. Sangene og tilstedeværelsen fra bandet skal gøre arbejdet i aften. Möterheads “Ace of Spades” spiller og der slukkes kun for at blive oplyst af blåt lys. Bandet kommer ind og åbner med “Silent Wars” fra en af mine yndlings skiver Anthems of Rebellion (2003). Hart har en langt mere skrigende vokal end sin forgænger og sine steder bliver det helt manisk og hysterisk, på den fede måde naturligvis. Hun smiler over hele femøren og er tydeligvis glad og spændt ved at stå her i aften. “Taking Back My Soul” fra Doomsday Machine (2005) er skøn af råbe med på og resten af bandet spiller tight og professionelt. Publikum skal dog lige varmes op og det er først til “The First Deadly Sin” fra Wages of Sin (2001) at pitten kommer i sving.

“We are Arch Enemy and you Copenhagen are fucking Ravenous” siger forsangerinden og til netop den sang får jeg flere ved siden af mig til at synge med på melodien. Det er da også et skide catchy nummer. Men det er alligevel svært at få gæsterne helt med. Jeg havde regnet med langt mere aktivitet, men selv oppe foran er det med en mere afventende attitude at folk ser showet. Bevares humøret er fint, men det virker mest som et hygge-show end det ragnarok man måske kunne havde forventet når selveste Arch Enemy står i Pumpehuset. Det er heller ikke fordi at Amott, Conception eller D’Angelo gør noget yderligere for at skabe en mere løssluppen stemning. De mestrer deres instrumenter, men alt andet står Hart 100% for.

“Copenhagen this is motherfucking war” siger hun og så kommer “War Eternal” fra War Eternal (2014) der er en af de bedste numre bandet har skrevet og det var i min optik også det sidste album hvor Arch Enemy rigtig havde noget at byde på. Hart står ryg mod ryg med D’Angelo og har en god udadvendt attitude og bærer både bagkataloget fra Angela og Alissa godt. Da hun siger “Copenhagen I am new to the camp”, afbrydes hun helt af et fælles “LAUREN!” råb. Hun er vist godtaget af størstedelen herinde inklusiv denne anmelder. “To the Last Breath” er lidt bedre live og det er fedt at folk allerede kan teksten. “Blood Dynasty” fra Blood Dynasty (2025) siger mig ikke så meget og rammer ej heller i hjertekulen hos andre omkring mig oppe foran i højre side. At der dog er plads til et deep cut som “Bury Me an Angel” fra debutalbummet Black Earth (1996) er til gengæld ret sejt, og sangen dedikeres da også til den oprindelige vokalist Johan Liiva.

“HEY” råbene er taget lidt til i volumen og der klappes også, men selv om setlisten har valgt de tungere sange og et flag med bandets logo på svinges rundt til “Under Black Flags We March” fra Khaos Legions (2011) så får Arch Enemy ikke rigtig fat i kraven på fansene. Måske er flere af os millennials blevet lidt for komfortable, eller også så mangler svenskerne en mere fandenivoldsk attitude som helhed? Når Lauren indikerer at vi skal synge til “The Eagle Flies Alone” den eneste gode skæring fra Will To Power (2017) og at vi skal hoppe til “No Gods No Masters” så er folk mere end modtagelige, men der er for få momenter hvor at kemien mellem bandet og os for alvor slår destruktive gnister. Således spilles “Dead Bury Their Dead” + “Shadows and Dust” uden megen respons. Først til den geniale “Dead Eyes See No Future” og “We Will Rise” samler vi os en smule mere. Det er skønt at opleve at der bliver gravet lidt i skattekisten og at meget af det senere materiale bliver udeladt til fordel for lidt ædre musik, men måske fordi at gæsterne ikke oplever en decideret hitparade så er responsen lidt tom?

Den rå “Blood On Your Hands” fra ofte oversete Rise of the Tyrant (2007) er som at se en gammel ven (meget mere fra den skive tak). “Nemesis” sender et par crowdsurfere op i luften og balloner med gruppens logo kastes rundt i Kransalen. Det var helt sikkert en godkendt præstation der varsler at Arch Enemy med Lauren Hart i front slet ikke kan afskrives endnu. Der var ganske vist ikke meget anarki, men det betyder ikke at det ikke var særdeles underholdende med noget tung nostalgi.

Se galleriet af Magnus Karms Blichfeldt herunder