Anmeldelse af Rezn + support: Tidejord, d. 19.08.25 på Spillestedet Stengade

Atter tilbage på Nørrebro til endnu en genial booking.

Foto: Gabriel Rasmussen

Igår besøgte jeg Vesterbro til noget næsten ubeskriveligt metal med Car Bomb og Imperial Triumphant. Et par timer senere, efter en semikort arbejdsdag og en tur forbi mit øvelokale i samme bydel, tog jeg af sted i højt humør på min cykel.

Tidejord

Efter et lyt til danskernes nye EP Væsen (2025) var jeg meget spændt på, hvad deres musik kunne i en live sammenhæng. Scenen er proppet med udstyr og det fem mand store band kan lige akkurat være der. Der åbnes med at bassen og trommerne er i fokus og dækket i blåt lys sniger de spacy keyboardlyde fra Andreas Bjerring sig ind på os som en udenjordisk fare. 

Igennem showet fungerer de som et bagtæppe af mørkt drama. Ham måtte de meget gerne sætte mere fokus på i fremtiden. En person der til gengæld ikke har noget problem med at tiltrække sig gæsternes opmærksomhed, er sangerinde Liza Rosenbaum. Ligesom på deres EP, så er hendes stemme lige de 15% mere fremme i lydbilledet end de andre. Dette fungerer til gengæld en tand bedre live. Særligt når hun med fagter og patos fremfører numre som “Dødt Træ” og “Skyggemennesket” som en arrig banshee. 

Når hun lader sin vokal falde ned i et mere roligt leje, føles det som en snigende forbandelse, hvor der påkaldes ulykker ned over de arme skæbner i Tidejords tekstunivers. Doom metal er ikke hørt bedre i lang tid på den danske metalscene. Tidejord formår også at få publikum med når Peter Bøggild (guitar) groover og flankeret at Simon Le Févre Ryom (bas) introducerer de rockede stykker der kan hive festen det ekstra op.  

Der er helt bestemt fans af opvarmningen til stede i aften, da der råbes på specifikke sange. Mon ikke jeg snart kan tilslutte mig denne skare. Man kunne dog godt mærke at bandet skulle i gang i starten, men de vinder terræn som koncerten skrider og de forreste rækker headbanger i takt.

Tidejord skal muligvis fungere mere som et samlet band på en scene i forhold til at komme ud over kanten, så ikke kun Rosenbaum står for kontakten til fansene. Når det så er sagt, så er der meget mere gang i dem her end det gennemsnitlige internationale doomband. Der skal ikke justeres meget før endnu flere muligheder vil åbenbarer sig for danskerne. 

Jeg kommer til at lytte til Tidejord (2022) i fremtiden så jeg kan synge med på de drævende salmer og gruppen efterlod os alle med appetit på mere. Det må vist betegnes som en sejr. Vi ses 100% næste gang.

Rezn

I 2023 tog jeg ind i Store Vega for at se Cult of Luna og opdagede til dette show Russian Circles, som jeg tog ind i Lille Vega for at gense i 2024. Til den koncert blev jeg introduceret for Rezn og her befinder jeg mig så på Stengade for at følge op på den musikalske stil der har åbenbaret sig for mig. 

Til en ambient intro sætter gruppen i gang med at male et drømmende scenarie til “Indigo” fra Burden (2024). Atter engang er Phil Cangelosi (bas) et hypnotiserende bekendtskab og han formår hele koncerten igennem af skabe rytmesektioner, som man enten lukker øjnene koncentreret til eller rykker med på, lige så fanget. Der skal lige justeres på Rob McWilliam (vokal, guitar), men da hans stemme indfinder sig i lydmikset, så er det som at høre et gespenst kalde fra hinsides kløfter fulde af brudte løfter.  

Hans ofte emotionelle og skrøbelige stemme er smukt integreret i de blidere melankolske stunder i Rezns musik. Når tyngden lægger sig som et mindre jordskælv og en uigennemtrængelig mur omkring os, så er han en af de fire grundsten med sit legende og faste guitarspil. 

Det er lummert varmt herinde og min ven spørger grinende hvorfor jeg ikke bare smider trøjen som jeg plejer. Ja, hvorfor ikke? Af med skjorten så jeg kan bevæge mig mere uhæmmet. 

Vi bliver forkælet med en næsten visionær blanding af stoner, hard rock, psychedelic, doom og post metal i singlen “Hypersurreal”, “Instinct” og “Mirrored Mirage” fra Calm Black Water (2018). Denne tour de force leder os ud i billeder fra øde tågede skove til kolde kældre i forladte byer. Rezn er et eminent soundtrack til fantasien og ligesom bandet sættes der ingen grænser for udfoldelse. 

Ganske vist startes en sang for tidligt, men dette er en mindre skønhedsfejl. 

“Waves of Sand”, “Optic Echo” og “Garden Green” er forførende katatoniske og Stengade er dedikeret hele vejen. Spencer Ouellette opererer sine synths som en virtuos kapelmester. Han trækker paralleller til flere proggede momenter, og når hans saxofon for lov at tilføje en filosofisk vibe, så indser man hvor uundværlig han er for Rezn. Dog må han gerne skrues lidt op. 

Denne dronende vandring må desværre slutte før eller siden, og “Scarab” samt “Webbed Roots” demonstrerer til fulde alle de særlige elementer, der gør Rezn til et unikt ensemble. 

Der er så mange muligheder for fordybelse oven i de niveauer, hvor man blæses bagover af de aggressive dele. Trænger man til at komme i kontakt med de lag af ens bevidsthed, der ønsker dynamisk og divergerende kunst, så bør man stifte bekendtskab med amerikanerne fra Chicago.