Anmeldelse af Statement – Sinister Thing. Udgivelse d. 9. maj 2025 via Mighty Music/Target Group

Sæt Statement fri for deres vrede og klichéer, tak.

Statements forrige album, Dreams from the Darkest Side, fra 2022 ikke bare lugtede af, men også smagte af Volbeat og Metallica, så man skulle tro, at det var et coverband. Statement dyrker både det mørke og uhyggelige på deres albums, men det er lige så lidt skræmmende som de gamle “Scary Movies”-film. Hvis de i det mindste havde humor, ville det måske redde lidt mere af æren. Eller hvis de gjorde det på en alternativ, eksperimenterende, dynamisk måde, men det er heller ikke tilfældet. 

I front for det danske (hard) rockband står forsanger, Jannick Brochdorf, og han synger uden tvivl bedre end flertallet af amatørsangere, men han mangler alligevel en “bund”, når han growler/synger i de dybe toner, f.eks. når han synger “I’m so tired of hearing your crap, so tired of having your back, so tired of saving your low life self righteous ass, so stupid and numb…” i “The World Is Fading”.

Brochdorf har enten en midtlivskrise eller er nyligt fraskilt/forladt eller begge dele. Det er da muligvis også meget træls, men vanvittigt raffineret i udtrykningsformen er det ikke. Det er næsten kun talesprog og ikke mange metaforer eller andre sprogblomster, der bliver anvendt. Det hele behøver heller ikke at være Michael Strunge- eller Tove Ditlevsen-agtige digte, men det kunne godt være skrevet anderledes og bedre. Det er lige så banalt som de fleste børnesange.

De øvrige musikere, Niels Alex Larsen (leadguitar og backing vokal), Lars Ulrik Le Fevre (rytmeguitar og backing vokal), Martin Poulsen (bas) og Daniel Nielsen (trommer) spiller i princippet “fint nok” – især guitarerne. Der er soli, der inviterer til luftguitarspil – lige til segmentet af farrock- og Eurovision-ballader, men det bliver bare trukket ned af lyrikken, vokalen og en let for genkendelig skabelon for numrenes opbygning.

“Set My Anger Free”-nummeret skriger Metallica og “St. Anger”-omkvædet, så det bliver uappetitligt, og jeg mest af alt bare har lyst til at slukke for anlægget.  

I pressematerialet om albummet står der, at: “‘Sinister Thing’ er dybt personligt, og trækker inspiration fra virkelige oplevelser, meninger og historier, som er delt af venner og familie. Hver sang gennemgik mange omskrivninger for at sikre den perfekte balance mellem følelse, melodi og heaviness, hvilket ledte til svære, men nødvendige, kreative beslutninger.” Det lyder jo i princippet fint nok, hvis ikke det bare lyder så generisk, så man kunne sige det om et hvilket som helst rockalbum; så unik en proces er det nok heller ikke. Men det er ikke det eneste, der er lidt for stereotypisk rockmusik. 

“A Right Kind Of Love” slutter temmeligt middelmådigt pladen. Det er hverken en ballade eller uptempo rockanthem, så den bliver bare en tam affære. Hvis “No More Words” afsluttede, ville det måske være bedre, næsten bare på grund af titlen, men også fordi det er et marginalt bedre powernummer. 

Albummet får på alle sinister-tangenter, så det bliver tragikomisk. Alle klichéer om rock- og metalmusik bliver indfriet, så alle fordomsfulde mennesker kan blive bekræftet i deres perspektiv.

Sinister Thing er mere af det samme som forgængeren og får derfor kun 1 stjerne.

Sinister Thing trackliste:

1. Sinister Thing
2. The World Is Fading
3. The Hive
4. Set My Anger Free
5. No More Words
6. Empty Eyes
7. Slowly Kill My Dreams
8. Raised In Hell
9. My Last Goodbye
10. A Right Kind Of Love