Den næste revolution

Oven på nogle sindsudvidende oplevelser til A Colossal Weekend så jeg i den grad frem til noget, på sin vis, lidt mere nede på jorden. Det var også noget tid siden, jeg sidst besøgte Urban 13. Det var i oktober 2023, da jeg skulle anmelde Persecutor. Solen bagte, og alt skriger sommer og musik. Efter en tur på Copenhagen Comics med arbejdet ude i Øksnehallen cyklede jeg afsted. 

Humøret ude foran det lille spillested er højt ,og det er jo altid en solid start på en koncert. Bænkene bliver brugt flittigt, og der er også fine toiletforhold. Området bliver ofte brugt til forskellige arrangementer, og det mærkes. Dørene åbner, og jeg er klar med mobilnotesblokken.

Cold Culture

De unge herrer i metalcorebandet har jeg efterhånden oplevet en håndfuld gange på blandt andet Hotel Cecil, B&W og i Pumpehuset. Deres Afterthoughts–EP fra 2023 har været på repeat on and off, særligt nummeret “Faded”, kan konkurrere med lignende bands fra udlandet. Jeg glæder mig til endnu en sing along-svingom. 

Med en ungdommelig stærk energi går bandet på scenen og lægger ud med “Downfall” og “Heartache”. Sidstnævnte udmærker sig med sine elektroniske lyde og sit catchy omkvæd. Lyden er desværre lidt rodet, gudskelov bliver der rettet op på det undervejs. 

Michael Mentz formår sørme at vælte trommen ved siden af sit keyboard i egen begejstring. Lidt skønhedsfejl kan også gøre en koncert autentisk. Andy Morielle (guitar) og Andy Paul (trommer) gør deres for at være til stede og umulige at ignorere. 

Der er blågrønt lys, der oplyser musikerne, ikke det vildeste sceneshow, men så er det godt, at materialet er der til at underholde. Mellemfingrene er i vejret til “Heartache” på Mads Zelanskys opfordring. Hans stemme bliver bedre og bedre for hver gang, jeg ser ham. Det er også svært at mestre den rene sang og growl/skrig. Jeg selv holder mig kun til den råbende del.

Der klappes med, og på trods af at publikum lige skulle se drengene an, så formår de at trække folk tætte på scenen. “I Need You” er et nyt nummer, der både passer godt til EP’ens sange og lover mere emotionelt metalcore i fremtiden af bedste skuffe. Udvikling går i den retning, jeg håber.

Under “Low” skal vi hoppe i luften. Det er, som jeg før har skrevet med alle de gamle tricks i bogen, at Cold Culture opfører en koncert, men det er tydeligt, at de bliver bedre og bedre til at engagere folk og i deres selvtillid på scenen. 

“Deep End” og “Faded” har tyngden og følelserne uden på tøjet, og gæsterne har for længe givet sig hen til Cold Culture. Jeg glæder mig til at se bandet på større scener. De er uden tvivl på vej derop. Næste gang bliver til sommerfest i Pumpehusets Byhaven d. 1 juni. Vi ses.

Gradiance

Når jeg ser på den eksperimenterende og bredt favnende del af den danske metalscene, kommer jeg i tanke om navne som Siamese og mine darlings i Natjager. Gradiance har potentialet til at være de næste på denne liste.

Bandet er startet af Gavin Mistry (vokal) og Jakob Harris (vokal, guitar). Denne nyankomne bastard udgav deres første single ,”The Abyss”, i januar i år og selveste Metal Hammer UK spottede dem og nævnte dem i deres artikel “the best new metal songs you need to hear this week”. Slet ikke en skidt start.

Det er i særdeleshed også en spændende cocktail, de to gentlemen brygger. Trap, black metal, metalcore og rap flettes sammen til noget, der bestemt ikke er set og hørt før. Nu står de klar med deres debut-EP, Ironsight, der er indspillet hos Chris Kreutzfeldt. Jeg kunne på ingen måde misse deres release party.

Der spiller et orgelorkester ud af højtalerne og ind træder Gradiance. De er virkelig deres egen genre, og det er med stor professionalisme, at de skaber balance i alle deres forskellige inspirationskilder. 

Backingbandet denne aften er med på hver beat og riff, og det virker i høj grad som en sammentømret enhed, vi står overfor. Rappen fra Mistry er flydende, intens og varierede i sine tonelejer. Det virker godt sammen med Harris’ skrig og de mere aggressive dele af numre som “Ironsight”. Nema Raad fra Dethrxner kommer op på scenen og leverer en grum omgang gæste-growl under “Blindsided”.

Der er ikke den store bevægelse hos publikum. Det er heller ikke nødvendigvis musik, man mosher helt vildt til, men ej heller stillestående. Muligvis skal rummet blot se Gradiance an. 

“Love Me and Lie” er mit favoritnummer med de tænksomme tekster og melodiske opbygninger samt den rene vokal fra Mistry. Bassen står meget frem i lydmikset, men det gør slet ikke noget med den tyngde. 

Måske er folk ikke ude i de store svedeture på gulvet, men når jeg kigger mig omkring, er det tydeligt, at koncerten nydes alligevel blot på andre præmisser. 

Det var desværre et kort show, men det var et stærk varsel om, at der er en ny spiller på den danske metalscene. Gradiance tør udfordre og tage chancer. Den slags er der brug for, og på Urban 13 viste de et format, jeg glæder mig til at se udvikle sig.

Det var en ære at være med fra start. I dagene efter koncerten er der nu etableret et fast line-up med medlemmer fra Dethrxner, Hollow Hour og Henret.

Gør jer klar derude!

Fotogalleriet er af Magnus Karms Blichfeldt: