Anmeldelse af: Blind Channel m.fl. Pumpehuset, Kbh. 22. april 2024.

Der er fokus på ungdommen, når Pumpehuset åbner dørene denne mandag, hvor Exit Emotions European Tour 2024 lander i hovedstaden.

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

Det er ikke meget mere end ét døgn siden, jeg selv kom hjem fra Devil Cook Festival i Aalborg. Men allerede kalder musikken igen, og efter en nogenlunde mængde søvn cykler jeg imod indre by.

Cold Culture

Til Prime is Coming i januar fik jeg øjnene op for metalcoreknægtene i Cold Culture. 

Dengang var der proppet med potentiale i musikken, og jeg blev kun bekræftet i min tro på Mads Zelansky (vokal), Michael Mentz (keyboard), Andy Morielle (guitar) og Andy Paul (trommer), da jeg fangede dem til endnu et show i Haslev i februar.

Jeg har fået givet deres EP Afterthougts (2023) et par lyt siden da, og jeg glædede mig til, at de skulle åbne showet.

Aldersgrænsen i aften taler sit eget tydelige sprog. Flere er endda herinde med deres forældre. Men Cold Culture har også mange af virkemidlerne til at være et godt gatewayband ind i heavy metal-verdenen. 

I skæret fra rødt lys går de fire artister på scenen. Vi får luftet sangene fra deres EP, og bandet udviser en glimrende energi på scenen. Desværre skal det vise sig at være en sværere opgave end som så at skabe en fest i aften.

Dette er ikke kun det sædvanlige supportband-syndrom, hvor publikum gemmer deres energi til hovednavnet.

Folk står umanerligt stille, og jublen er også lidt flad. Forklaringen her skal nok findes i, at dette for mange i aften enten er deres første eller én af deres første koncerter. Derfor er folk generte i en helt særlig grad. 

Heldigvis lader Cold Culture sig ikke påvirke alt for meget af den manglende respons. Lauritzen opildner folk til at løfte mellemfingeren i vejret under den emotionelt vrede “Heartache”, og vi skal hoppe under den storladne “Low”. Det gamle trick med at vi skal ned på knæ og så springe op på bandets signal, er en kliché. Dog er det altid noget, der virker. If it ain’t broke, you know? 

“I Need You” er et nyt nummer, der lover godt for de herrers fremtidige studiemateriale.

Lauritzen har en god stemmekontrol her til aften. Kun under den afsluttende, “Faded”, taber han en smule luft. Heldigvis er det en så velskrevet sang, at det ikke er noget, der trækker meget ned. 

Netop på grund af kvaliteten i nummeret og særligt det svulstige pop omkvæd så følte jeg, at jeg måtte starte en lille moshpit med en kammerat. Bevares, nogen skal jo være de første. En koncert skal være en oplevelse og symbiose mellem musikerne og os nede på gulvet.

Jeg er ikke i tvivl om at Cold Culture fik flere fans denne mandag. 

Et par stykker skulle i hvert fald have taget billeder med bandet bagefter. Men som koncertoplevelse lykkedes det ikke gruppen helt at opildne de tilbageholdende teenagere. Det skulle senere vise sig, at alle kunstnere havde en kamp foran sig i denne henseende. 

Rock Band From Hell

Ligesom aftenens headlinere er mainsupporten fra Finland.

Jeg har ikke før hørt om trioen, bestående af Jani Tillman (vokal, guitar), Mikko Nykänen (trommer) og Jere Siivikko (guitar). De spiller poppunk, der leder tankerne hen på mange kunstnere fra samme genre fra USA som State Champs og Tonight Alive.

De udgav deres debutalbum, Music For Late Night Activities, sidste år. I aften er det deres første koncert på dansk grund.

Der er faktisk et nogenlunde bifald, da trekløveret går på scenen. Tillman og Siivikko spilder ikke tiden og begynder at hoppe rundt. De er oppe på podierne og svinger deres guitarer og er charmerende meget oppe i ansigterne på fansene. 

Musikken er fyldt med glæde og ungdommelig feststemning. Der ligger en sommer-vibe i numrene. Der skal synges højt med i en park med en øl i hånden sammen med dine bedste venner.

“Fed Up” er catchy, og “Love Me Till You Die” bliver dedikeret til alle os med de store emo-hjerter. Det er poppunk, som man har hørt det før, men man bliver alligevel i godt humør af de genkendelige melodier og omkvæd.  

Tillman siger, at det er deres første tour uden for Finland. Det klarer de ganske udmærket. Selv om folk i aften er ramt af det førnævnte sløvsind, så lykkes det alligevel rock band from hell at få sparket lidt liv i lokalet.

“Never Wanna See You Again” er lidt mere standard college-rock, inden vi får et fjollet trommecover af Bomfunk MC’s “Freestyler”. Plat, men for de af os, der er gamle nok til at huske Hits For Kids, så er det da nostalgisk dumt på den gode måde. 

Lyden og tyngden går ind og ud af mikset et par gange; en skam, da det lidt tager pusten fra musikken. 

“SEX IS ON FIRE” er som skudt ud af en kanon og går ned som det bedste nummer fra bandet. Der hoppes af folk, og rock band from hell smiler fra scenen. Mobilerne får lov til at lyse op under sidste sang. Det var en hyggelig og lidt forudsigelig koncert, der blev reddet af den rette kombination af fest-attitude og let musik.

Slet ikke den værste start på at få en fanbase i DK.

Blind Channel

Jeg har en lang historie med violent pop-musikerne fra Blind Channel. De havde deres debutkoncerter til Prime is Coming i 2019. Jeg så dem i Roskilde på Gimle såvel som på BETA i København det år.

Jeg var med det samme fan af deres moderne nu metal, og jeg fik hurtigt lyttet op på deres diskografi, der på det tidspunkt bestod af pladerne Revolutions (2016) og Blood Brothers (2018). 

De nåede at udgive Violent Pop (2020) og Lifestyles of the Sick & Dangerous (2022), før jeg så dem igen på Wacken Open Air i 2022. 

I 2023 kom de tilbage til Danmark og gæstede Pumpehuset. Jeg var naturligvis til stede. I år har de udgivet Exit Emotions og tager et smut forbi det gamle, danske kongerige. Endnu en tur i manegen kan jeg vist lige klare. 

Jeg håber, at bandet kan sætte fut i fejemøget. Måske synet af deres idoler, Joel Hokka (vokal), Niko Moilanen (vokal), Jonas Porko (guitar), Olli Matela (bas), Tommi Lalli (bas) og Aleksi Kaunisvesi (samples, keyboard), endelig kan sætte ild til folk.

Scenen er mørklagt, imens vi venter. Ind træder bandet og lægger ud med to sange fra deres nyeste album “DEADZONE” og “WHERE’S THE EXIT”. Begge numre holder det sædvanlige niveau fra gruppen, hvor metalcore blandes med elektroniske virkemidler og masser af pop. Kunsten er dog, at på trods af at det er bredt appellerende, så holdes det oppe af en stor sans for hit-sangskrivning. 

Naturligvis vil den helt gamle Deicide-, Morbid Angel- og Autopsy-garde rynke på næsen, men sådan er det jo altid, når fortid møder nutid.

Der synges ganske vist med, og et par enkelte nakker bevæger sig, men den store reaktion kommer stadig ikke fra gæsterne. Det er en skam, for Blind Channel savner ikke indlevelse, og med en sætliste, der fint blander nyt og gammelt, burde det være let at starte festen, men, ak. Jo, der klappes og hujes under “My Dead Body” og “RED TAIL LIGHTS”, men finnerne er ramt af de samme huller i lyden som mainsupporten under nummeret “PHOBIA”.

“We Are No Saints” er et af deres store hits, men hvor er den eksplosivitet iblandt, os som musikken lægger op til? 

Hovedfokus er naturligt på Exit Emotions, hvilket også giver god mening. “XOXO” er intens, inden “I Died Enough For You” fra Violent Pop får denne anmelder til at skråle med. Bandet tror, at de er i Sverige, da de siger tak til os, men den sproglige fejl rettes, og vi griner alle lidt ad det.

Midt i showet får vi et temmelig underholdende medley, hvor Moilanen laver sin egen rap henover Eminems “Till I Collapse”. Endnu sejere bliver det, da hele gruppen spiller en bid af “B.Y.O.B.” med System of a Down. Mine minder med Boogie Listen toner frem. Jeg er dog overbevidst om, at referencerne gik tabt på en stor del af publikum. Er jeg ved at være halvgammel?

Netop som jeg tror, at det her ender som en ret lunken affære, så tager Blind Channel selv initiativ til, at nu skal der ske noget under “WOLVES IN CALIFORNIA”. Opfordringen til pit bliver adlydt og fulgt op at en circle pit rundt om sangerne i midten af gulvet til “Balboa” fra Lifesyles of the Sick & Dangerous. 

Som i så mange andre aspekter er det altid godt, når nogen viser vejen ud i ting, man ikke selv er erfaren i. Måske Blind Channel skulle have prøvet lidt mere af den her slags interaktion lidt tidligere?

Men en koncert kan også drukne i konstante opfordringer til alt muligt. Måske gav det mening at vente til fansene var møre? Mobilerne lyser op til “Bad Idea”, inden “HAPPY DOOMSDAY” og “FLATLINE” sætter tempoet op igen.

Blind Channel går af scenen, men bandets navn råbes i kor ude i mørket, og de vender tilbage til sidste sang, “Darkside”. Det var dette nummer, de optrådte med, da de deltog i Eurovision Song Contest i 2021. 

Jeg skal op og på arbejde dagen efter, så jeg skynder mig imod garderoben, der er blevet væsentligt dyrere, må jeg lige bemærke. 

Jeg hører Backstreet Boy’s “Everybody (Backstreet’s Back)” i baggrunden ud af højtalerne. Ligesom amerikanerne dengang har finnerne en stor chance for at opnå popstjerne-status blandt de unge. Lige nu blander de moderne metal og populærmusik godt. Om de vil gå den ene eller anden vej og hvilket publikum, de vil tilfredsstille, vil fremtiden vise.

I Pumpehuset reddede de showet til sidst fra at blive en karikeret stillestående popaffære ved at tvinge lidt metaltendenser ind i deres optræden. En svær balance, der kan blive deres nøgle til endnu større succes eller deres akilleshæl.