Anmeldelse af: Persecutor m.fl. 13.10.23. URBAN 13, Kbh.

Jeg skal i denne omgang en tur til mit gamle kvarter i Nordvest til spillestedet URBAN 13. Jeg cykler glad afsted fra Strøget i min Nauseating-t-shirt.

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

Under Bispeengbuen, hvor aftenens arrangement afholdes, har jeg før haft min gang både til koncerter, men også til en af de mange events, der afholdes om sommeren. Det er absolut et livligt miljø at besøge. 

Kulturnatten har ramt København igen, og der er derfor mere end rigeligt af oplevelser at vælge imellem. Skálmöld spiller f.eks. på Vesterbro, men jeg har valgt at indfinde mig til en pose genreblandede bolsjer fra Danmark. Der er udsolgt i aften, og det er fedt at mærke supporten til undergrunden. 

Allerede ude på den hyggelige plads foran URBAN 13 er der fint fyldt, længe før dørene åbner. Den gode stemning er til at tage og føle på. Jeg placerer mig foran scenen til aftenens første indslag.

Rambuk

Gruppen havde sin fødsel i 2018 og har en EP i ryggen, Beneath the Corpses (2020), og en fuldlængde udgivelse, Chains, fra 2022. Det er første gang, jeg skal opleve Rambuk live; en veninde havde rost dem til mig til Køge Metal Fest 2023, så nu var jeg da lidt mere spændt på, hvad jeg havde i vente.

De kortklippede unge fyre i Rambuk angriber os med intense skrig og brøl samt en gedigen omgang groove metal. Lyset er varieret og giver en god ekstra dimension til bandet. Gruppen har tydeligvis glædet sig, og de får gået til den på scenen og har en god publikumskontakt. 

De fleste publikummer er dog lidt tilbageholdende indtil videre. Mig selv inkluderet. Det er nok fordi, at på trods af at Rambuk får liret nogle tunge og rasende stykker metal af, så er det desværre meget uoriginalt, og guitaren har det med at stå akavet ud fra de andre instrumenter, når den skal ramme lysere toner. Det passer ikke rigtigt sammen.

Jeg har ofte sagt, at man ikke behøver at genopfinde den dybe tallerken for at levere en god koncert eller skrive en god plade.

Men her minder sangstrukturen i hvert nummer simpelthen for meget om hinanden, og jeg savner meget mere variation. For talentet er til stede. Numrene som “Sic Semper Tyrannis” får os let til at råbe med på omkvædet. “Rats In the Walls”, der er delvist inspireret af H.P. Lovecraft, får mig til at nikke med på de fængende rytmer, og den afsluttende “By A Thread” er voldsom og bygget til pit. 

Jeg håber, Rambuk får kigget lidt mere ind i deres egen identitet som band, og hvordan de vil stå ud herhjemme. For de har uden tvivl talentet til at blive meget mere end en dansk lightversion af Lamb of God. Jeg vil følge med i udviklingen.

Être

Bandet gik oprindeligt under navnet South Harbor og udgav “A Withered World In Color” i 2019. Siden da er både sanger Freja Ordell og bassist Axel Mind tilføjet til gruppen. Deraf passede navneskiftet udmærket for den nye konstellation. 

I 2022 kom I: Human og varslede en ny æra for bandet. D. 9 september i år udgav de opfølgeren, II: Humane, de to EP’er en del af en trilogi, som indtil videre har fået fine anmeldelser i pressen. Den sidste del kommer til at hedde III: Inhumane.  Live har jeg haft en smule erfaring med gruppen. Jeg blev ikke 100 % fanget af dem på Copenhagen Metal Fest 2022, til gengæld var jeg meget mere med, da de spillede i Templet i Lyngby sammen med Deadnate og Feather Mountain i januar. 

Jeg er helt bestemt en sucker for melodisk metal. Jeg vil gerne have meget mere af den slags i vores kongerige. 

Bandet indtager scenen, og det er meget atmosfærisk og afdæmpet, som på et knivsæg af forventning. Der er noget dejligt uforudsigeligt over deres musik. Når Ordell kommer op i sit sangregister, så er det tydeligt, hvorfor hun er den perfekte frontfigur. De kringlede kompositioner kræver blot en meget klar lyd for at komme til sin ret. 

Det er desværre noget, der bliver kæmpet en del med i aften. Der er så mange elementer og flotte detaljer, bandet vil vise os på scenen. Jeg er ofte ved at blive trukket dybt ind i oplevelsen, men jeg mangler at få et mere komplet lydbillede i aften. Trommerne fylder blandt andet for meget i starten. 

Ej heller er jeg altid sikker på, hvordan Être gerne vil fremstå på scenen. De kæmper lidt med at finde balancen i deres optræden. 

Jeg ærgrer mig særligt, når Frejas vokal forsvinder i mikset. For i de passager, hvor hendes stemme kan stå mere alene, er hun en sirene, der både blidt og kraftfuldt er en stor og vigtig del af Êtres lyd. Bandet er lidt af en joker imellem Rambuk og Persecutor. Det her er ikke musik, vi mosher til, men meget mere en tanketung og detaljeret rejse, hvor de musikalske eksplosioner har en anden karakter og et udtryk. 

Der er nok den del, der ikke kan finde ud af, hvor de skal placere Être denne aften, så de trækker koncerternes mindste publikum, og der bliver også snakket lidt for meget blandt nogle gæster, der ikke kan koncentrere sig om musikken. Men der flokkes dog flere tættere på scenen i løbet af de sidste sange. Gruppen tændes mere og får løftet deres eget energiniveau. Det smitter af på os.

Det var ikke en skidt koncert, by any means. Men Être fik heller ikke 100 % taget til at kollapse ind om sig selv, så vi blev fanget i de store og stærke samt småskrøbelige følelser, deres musik lægger godt op til at dyrke.

Persecutor

Det unge thrashband havde leveret en omgang solid underholdning på Forbrændingen sidste fredag, da de spillede sammen med Hatesphere og Chronicle. Jeg var spændt på, om de kunne bære en headliner-koncert, men nu hvor det var releasefest for deres nye album, Vendetta, måtte de da helt sikkert være ekstra tændte her i Nordvest.

Ja, for pokker, mine håb bliver indfriet. Fra første tone opstår der en pit midt på gulvet. Det er tydeligt, at det her er bandet, folk er samlet for. Persecutor spiller med grimasser til deres fans, smil og brændende entusiasme. 

De tre mikrofoner på scenen bliver flittigt brugt af deres forsanger og de to guitarister, der leverer backing vokal. Flere og flere overgiver sig til thrash metal-orgiet, og der bliver moshet mere og mere til hver sang. Crowdsurfet og en vild wall of death krydrer også de glade sammenstød mellem gæsterne i aften. Vendetta bliver i den grad fejret med maner og fræseriffs. At de på så kort tid imellem koncerter kan løfte sig så meget, er imponerende. Lad dem headline igen. 

Persecutor tager det hele ind og sender blot mere og mere entusiasme og energi ud over scenen. “Cannibal Island”,  “Sand of Sahara” og “Nothing Remains” er uden tvivl simple kompositioner, men det er så effektivt og selvsikkert leveret, at selv jeg med min lidt trætte krop må headbange med, trøjen ryger dog ikke i denne omgang, men det er ikke musikernes skyld. Det har bare været en lang dag. 

“Legacy” sikrer fællessang, og deres forsanger tager en crowdsurf tur ud i lokalet. Jeg trækker imod udgangen, glad for at have set festen i aften og rystet håret lidt på sidelinjen. 

Men bandet er ikke færdige med os endnu. “World at War” vælter den allersidste tvivl om, hvem der er de nyere thrash metal-konger herhjemme. Det her har var klart en milepæl i Persecutors karriere, som de kan være stolte af. Kærligheden til dem var tydelig i rummet, smurt ind i sved og øl.

Selvom det nok ikke er musik, jeg sætter på derhjemme, kan jeg love jer for, at jeg er fan af den glade galskab live. I den silende regn triller jeg hjem med den bedste kulturnat i mange år i bagagen.