Anmeldelse af Ghost – Skeletá. Udgivelse d. 25.03.25 via Loma Vista Recordings, Universal Music.
Ghosts Papa V Perpetua, Tobias Forges femte alterego står klar til at overtage verdensherredømmet!
Ghost er et svensk… Vent, kender du ikke Ghost?! Så har du levet under en gravsten de sidste 15 år, så introen dropper jeg.
Skeletá åbnes episk af “Peacefield”, der har mange forskellige elementer, der lover godt. Singlerne “Satanized” og “Lachryma” er typisk Ghost, men på den gode måde ligesom resten af albummet.
Ganske vist har Ghosts egen vej til succes været stabil siden Prequelle-albummet fra 2018, men i min bog har de aldrig toppet Meliora fra 2015. Deres forrige, det femte studiealbum, Impera, havde nogle gode sange heriblandt “Kaisarion”, “Twenties” og “Darkness at the Heart of My Love”, men der var desværre også mange “fyldnumre”, der trak albummet ned på et middelmådigt niveau.
Ghosts bundniveau på Skeletá er ret højt, og forventningerne bliver langt hen ad vejen også indfriet for den anti-religiøse kult. “Guilding Lights” er (også) et godt nummer, der har de catchy hooks: “The path we have walked, led us into the dark” og “The road that leads to nowhere is long”. På Skeletá finder Ghost balancen mellem at være catchy, heavy og velkomponeret. Tobias Forge er også i topform; han synger upåklageligt, og hans diabolske tendenser kommer til udtryk på bedste vis. The Nameless Ghouls er lige så anonyme i lydbilledet som deres navne, men de få gange, deres musikalske skills vises, er de helt på højde med Forges vokal og sangskrivning.
Man kan ikke kalde Ghost for et progressivt band, men på flere sange er de faktisk relativt eksperimenterende i forhold til deres egen standard; flere lange soli, som får lov til at udvikle sig over flere længere passager, end til de radiovenlige tre minutters hits. Bl.a. mellemspillene på “Cenotaph” har et energisk drive, hvor Forge fletter sig perfekt ind mellem instrumenterne. “Missilia Amori” har flere fallosmetaforer og -hentydninger udover selve titlen, som stroferne “Love rockets / Shot right between your eyes … You showed me yours, I’ll show your my / Love rockets”, som er lidt tamme, men som også har en vis portion charme.
“Excelsis” afslutter hele balladen af med poetiske sløjfer, der bliver bundet, som man kun får lyst at binde op igen og høre det hele på ny: “It is the end of your penitence / It is the end of your sadness and pain, it’s the return to your innocence … Come with me / To the rainbow’s end / Come with me / To the holy land”. Wauw, hvor lyder det bare godt!
Skeletá er ikke Ghosts mesterværk, men det er allerede en kandidat til at blive årets bedste pop-metal album. Det er en god blanding af Melioras mørke og Imperas lysere dommedag, Der er ingen dårlige numre, men jeg savner måske bare flere fænomenale numre som “Year Zero”, “Absolution”, og “Deus In Absentia” og “Rats” eller bare mere “mystik”, som i gamle dage.
Forventningerne til at høre sangene live bliver derfor også høje, så jeg håber, at det bliver en bedre oplevelse den 17. maj i Royal Arena end den korte koncert, de spillede på Copenhell i 2023, men det må fremtiden vise – uden mobiltelefoner. Amen!
Skeletá trackliste:
- Peacefield
- Lachryma
- Satanized
- Guiding Lights
- De Profundis Borealis
- Cenotaph
- Missilia Amori
- Marks Of The Evil One
- Umbra
- Excelsis
