Anmeldelse af: Ghost – Impera. Release d. 11. marts 2022 via Universal Music.
Ghost har forandret rock/metal til at være mere gotisk og dyster i deres visuelle udtryk, Men også mere poppet end de fleste rock/metalbands desværre.
Ghosts tredje album, Meliora (fra 2015), gav dem deres store gennembrud med “From the Pinnacle to the Pit”, “Ciricie”, “He Is” og “Absolution”. Deres fjerde album, Prequelle (fra 2018), skuffede mig en smule, da hele albummet ikke kunne matche førstesinglen “Rats” i hverken catchyness eller heavyness.
Impera, Ghosts femte album, indledes af den guitardominerede intro, “Imperium”, der søsætter en forventningsfuld stemning, inden Tobias Forge endelig begynder at synge muntert på “Kaisarion”. Men den “gode” stemning går hurtigt af ballonen på “Spillways”, “Call Me Little Sunshine” og “Watcher In The Sky”. Det bliver lidt for useriøst, og man bliver som lytter aldrig “bange” for, hvad Ghost nu kan finde på. Det er kort sagt for forudsigeligt.
Det mindst gode nummer er nok “Watcher In The Sky”, der har teksten: “Communication is key, When you unlock to believe, Can you see what I see, Search the light, Looking for the watcher in the sky”. Det lyder alt for “religionspositivt” i forhold til, hvad man er vant til fra Ghost. Det ville være fair nok, hvis det var en hvilken som helst anden musiker, men nu hvor Ghost-universet er bygget op ad anti-religiøsitet, så virker sangteksten helt malplaceret.
Instrumentalt/musikalsk er der flere gode passager bl.a. orglet i mellemspillet “Dominion”, der genopliver pladen halvvejs gennem de 12 numre. Guitarsolierne i “Respite On The Spitalfields” og børnekoret i “Twenties” kan også noget godt. Sidstnævnte er mest ildevarslende for (20)20’erne med messingblæsere i introen, og en dystopisk fremtid er blevet hverdag: “In the Twenties (Twenties), We’ll be crushing them all, cause we don’t need em, In the Twenties, In the Twenties (Twenties), All the way to the thirties”.
De bedste numre er derfor netop “Twenties” og også “Darkness At The Heart Of My Love”. Sidstnævnte er en lige så lys kærlighedsballade som Ukraines fremtid. “There’s a darkness at the heart of my love that runs cold, grows deep, for you….” Det er tvetydigt, om det er et positiv eller negativ budskab, men det er også dét, der gør det spændende.
Vokalen er ellers enkelte steder, hvad man kan betragte som interessant. Som jeg vist har nævnt i en tidligere anmeldelse af et andet band, så behøver forsangeren ikke at growle hele tiden for at være “heavy metal”, men bare variere mere i tonelejet, så det bliver knapt så monotont og poppet.
Hele albummet virker for harmløst, for pænt, for forudsigeligt og mangler noget af den satanisme/anti-kristendom og religionskritik/-komik, som man lærte at kende på Infestissumam og Meliora.
Som jeg nævnte i koncertanmeldelsen af Ghost i november 2019, så er de blevet mere sjove spøgefugle end skræmmende spøgelser, men det har også sin charme i et meget seriøst metalmiljø, hvor det handler om at være så brutal og dyster som muligt. Det gælder også dette album. I modsætning til Svartsots nye album, Kumbl, som Magnus beskrev som “gamle sange i nye klæder”, så er Impera “nye sange i gamle klæder”, og ikke “nye sange i nye klæder”. Desværre.
Retrospektivt ville jeg give Infestissumam og Meliora 5 stjerner hver for at skabe to definerende værker for Ghost. Prequelle skuffede (som nævnt) og ville få 4 stjerner, ligesom Opus Eponymous. Impera skuffer endnu mere og får derfor kun 3 stjerner. Der er for meget ABBA-pop og for lidt Behemoth-satanisme.
Hvis det havde været et andet, mindre band, havde de måske fået en højere karaktér, men fordi Ghost er så store, men skuffer, får de et relativ lavt antal stjerner.
Impera tracklist:
- Imperium
- Kaisarion
- Spillways
- Call Me Little Sunshine
- Hunter’s Moon
- Watcher In The Sky
- Dominion
- Twenties
- Darkness At The Heart Of My Love
- Griftwood
- Bite Of Passage
- Respite On The Spitalfields
