Alice Cooper

Rottefængerne fra Linköping


Anmeldelse af Ghost, All Them Witches + Tribulation, d. 25. November 2019 i Forum Black Box, Kbh.

Ghost er måske kun et genfærd af dem selv fra fordums tid, hvor spøgelser er blevet erstattet af spøgefugle, men det er nu også “mycket bra” 

 

Fotograf: Anders Mikkelsen

I løbet af ganske få år er Ghost vokset fra at være et mindre svensk band til et succesfuldt brand både i Europa og USA. På Copenhell 2015 så jeg Ghost for første gang. Deres episke rock-metal-sound og skønsang lød allerede dengang lovende. Efterfølgende udgav de Meliora, hvor specielt numrene “Absolution”, “Deus In Absentia” og “He Is” var mine favoritter. Sidste år blev deres fjerde udspil, Prequelle, udgivet, og de spillede igen på Copenhell. Aftenens koncert endte med at være bedre end deres gig på Copenhell ’15 og ’18.

 

Tribulation
Med brændende (røgelses)pinde på scenen og en halvtom sal indtog Tribulation Forums store scene. De bød publikum op til dans flere gange, men det var som om, at publikummerne var for tunge at danse med – vi skulle i sandhed varmes op. 

Den dystre stemning blev indviet af sangene “Melancholia”, “Nightbound” og “The Lament”. Tribulation virkede væsentligt forbedret, siden jeg så dem sidst, d. 31. Januar 2018 i selskab med Jinjer, Wintersun og Arch Enemy på Kulturbolaget i Malmö. Forsanger og bassist, Johannes Anderssons, vokal var næsten for dyb til, at man kunne høre den ordentligt både isoleret set og i forhold til resten af instrumenterne. 

Nummeret “Lacrimosa” afsluttede de cirka tre kvarters udmærket opvarmning.

All Them Witches
Black Sabbath’s “War Pigs” introducerede amerikanske All Them Witches. Forsanger og bassist, Charles Michael Parks Juniors, vokal var væsentlig tydeligere end Johannes Anderssons, men selve koncerten var ikke bedre end Tribulations.

Godt nok fik numrene større bifald end ved forrige koncert, men det skyldtes nok mere det større fremmøde fremfor selve musikkens kvalitet. Det var meget kedsommeligt, så man mistede både fokus og tålmodigheden.
All Them Witches mangler et gennembrudshit, der er mere catchy, end hvad de bød på denne aften. Desværre.

 

Ghost
En god koncert er en blanding af show og musik. Til de bedste koncerter smelter numrene sammen med underholdningen, og man er i et parallelunivers, hvor man glemmer tid og sted. Hvis dette skal ske, skal overgangene være så naturlige og elegante, at man knapt nok bemærker dem. Under Ghosts koncert bemærkede man både musikken, showet og overgangene. Det virkede klodset, at man blev vækket flere gange, så man glemte Ghosts tryllefløjtes fortryllende toner. 

Cardinal Copia/Tobias Forge, klædt i et rødt pingvin-jakkesæt, hele syv nameless ghouls (to hun-ghoulettes og fem han-ghouls) startede sikkert ud med “Rats”, “Absolution” og “Faith”, hvor hele Forum sang med på omkvædene. Ved siden af mig stod en flok unge svenske gutter, som tydeligvis var vildt begejstrede – herligt at overvære.
Mellem “Mary on a Cross” og “Cirice” duellerede to af ghoul-guitaristerne. I starten var det ret underholdende, men i og med de var helt stumme og kun lavede fagter til hinanden og publikum, blev det lidt for langtrukkent. Allerede igen efter “Cirice” blev showets flow igen kørt ned, da tre “Pestlæger” kom gående ind på scenen, gik lidt rundt og gik så ud igen.

Cardinal Copia entrerede scenen efter “Miasma” denne gang i et hvidt pingvin-jakkesæt og kørerende på en lille trehjulet cykel. Mon det var en lille reference til Stephen King’s “The Shining” (Ondskabens Hotel)? Da han var færdig med at gøjle rundt, startede de med at spille det fremragende nummer “Ghuleh/Zombie Queen”. Hurtigt derefter forlod Copia igen scenen, og da “Spirit” gik i gang, havde han endnu en gang skiftet tøj denne gang til den sorte kardinal/præstekjole. Og efter “Ritual” havde han gudhjælpemig skiftet igen, igen; denne gang til et sort pingvin-jakkesæt, som han så beholdt på resten af koncerten. Alle disse skift ville ikke betyde noget, hvis ghoulsene snakkede med publikum undervejs og var mere underholdende end “bare” spille anonymt på deres instrumenter. Copia selv kommunikerede godt med publikum både humoristisk, lummert og lidt seriøst.

Sidste ⅓ af koncerten fungerede klart bedre end de første ⅔ og mindre hektisk med de geniale numre “Year Zero”, “He Is” og “Mummy Dust”. Koncerten blev lukket af med sublime “Square Hammer”, hvor alle også sang med.

Overordnet set var niveauet og tempoet alt for svingende under koncerten, for at de skulle få fuld plade. Men når Copia så endelig var nærværende på scenen, var det næsten glemt. Nogle af Metal A Days kon-kolleger (Gaffa) kritiserer de humoristiske elementer. De elementer har jeg som sådan ikke noget imod, da mange metalbands tager sig selv så seriøse, at de knapt nok laver én joke på scenen. Nej, det var mere afbrydelserne, der ødelagde lidt koncertens flow for mig. Det virkede som om, Copia havde en tøjkrise og ikke kunne bestemme sig for, hvilket tøjsæt han skulle have på. Måske skulle han have begrænset sig til to sæt i stedet for fire og så være mere på scenen med sit publikum. Jeg ved godt, at de er i småtingsafdelingen, men når Ghost er blevet så store “Popestars”, som de er, så burde de have styr på den slags.

Cardinal Copia var lige charmerende, forførende og djævelsk som “Rottefængeren fra Hameln” fra det gamle tyske folkesagn. Ghost fik lokket både børn, barnlige sjæle og rotter ind i deres mystiske og lunefulde univers – halleluja! 

 

Setliste:
Intro: Ashes (instrumental)
Rats
Absolution
Faith
Mary on a Cross
Cirice
Miasma (instrumental)
Ghuleh/Zombie Queen
Helvetesfönster (instrumental)
Spirit
From the Pinnacle to the Pit
Ritual
Satan Prayer
Year Zero
Spöksonat (instrumental)
He Is
Mummy Dust
Kiss the Go-Goat
Dance Macabre
Ekstranummer: Square Hammer

 

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

Tribulation
All Them Witches
Ghost

Discover

Latest

Tredobbelt australsk walkabout

Anmeldelse af: Northlane, Polaris og Void Of Vision. Hotel Cecil. 04. dec. 2019.   Walkabout er en gammel australsk tradition for Aboriginals, hvor unge mænd tager...

LOVE THY NEIGHBORINO!

Anmeldelse af: Okilly Dokilly og Hanging The Nihilist. Spillestedet Stengade, Kbh - 04. dec 2019. Hylende morsomme, super hurtige og fyldt med én donut -...

Årtiers musikalsk solskin i én koncert 

Anmeldelse af: Nightwish - Decades: Live In Buenos Aires. Udgives 6. december 2019 via Nuclear Blast Records.  30. september 2018 spillede Nightwish i den...

Fotoreportage – Delain

Fotoreportage fra: Delain + Arkona. Pumpehuset, Kbh. 30. november 2019. Galleri af: Tommy Sonne Skøtt      

Aloha, Nosferatutu og musikalsk ekstase

Anmeldelse af: Devin Townsend. Amager Bio, Kbh. 25. november 2019. Devin Townsend var i bedste vanlig stil i hopla, da han besøgte Amager Bio med...