Anmeldelse af Mono Goes Metal Festival 2023. Monorama, Åbyhøj. D. 11/11-23.

Der var atter engang fundet det brede metalprogram frem, da årets Mono Goes Metal løb af stablen i den aarhusianske forstad Åbyhøj.

Foto af Bastian Reinholdt Madsen.

Advocacy

Årets festival starter teknisk ud med de lokale drenge fra Advocacy; et band, der fangede min opmærksomhed med en glimrende koncert til dette års Fatter Escobar. Bandet spiller en heftig omgang progressivt, teknisk og melodisk metal, hvor der ikke er sparet på noget.

Lytteren og beskueren bliver bombarderet med musikalske indtryk, og der er ofte rigeligt med fart over feltet for det lokale band. Det tekniske niveau er utvivlsomt i top hos dette band, hvor de forskellige løb og riffs flere gange imponerer igennem koncerten.

Desværre er Advocacy plaget af dårlig lyd, hvilket oftest bidrager til, at musikken kommer til at fremstå mere rodet, end den egentlig er. De forskellige instrumenter kommer desværre til at kæmpe mere imod hinanden end med hinanden. Det virker desuden til, at de forskellige medlemmer har lidt svært ved at finde hinanden i lydbilledet.

Gruppens musik er som nævnt i den mere tekniske og progressive ende af den figurative metal-skala, hvilket da forståeligt nok også betyder, at energiniveauet og de store armsving ikke er den højeste prioritet for bandet.

Derimod lægges der vægt på, at musikken bliver spillet rigtigt, hvilket dog desværre ikke rigtigt får aftenens publikum helt op i gear. Det rodede lydbillede, kombineret med danskernes og måske i særhed jydernes ofte apatiske holdninger i forhold til prog, får desværre ikke rigtigt sat fut i fejemøget under det ellers ambitiøse og teknisk dygtige Advocacy.

Archon

Efter en tur i manegen med progressivt metal fra Advocacy er det blevet tid til at tage brillerne af og skifte dem ud med evt. cap og vans. Det er blevet tid til et indslag med metalcore, og til dette har festivalen hyret ligeledes lokale Archon.

Det står meget hurtigt klart, at vi er ude i en energisk og ganske traditionel opvisning i metalcore med alt, hvad der her hører sig af breakdowns, store armsving, heftige riffs og pæne melodier. Der er godt med energi på drengene, som udnytter scenepladsen lidt mere, end hvad vi oplevede hos aftenens første band.

Der bliver headbanget og gået til skansen oppe på scenen, hvilket også begynder at smitte lidt af på publikum, også selvom der bliver lavet en af verdens formentlig mest akavede wall of deaths. Den går ikke helt rent hjem, heller ikke selvom gruppen giver den så rigeligt med gas og opfordrer til fest.

Om lyden egentlig er blevet bedre siden Advocacy, eller om den bare er mere tilgivende for Archons noget mere simplificerede musik, er et godt spørgsmål. Uanset er konklusionen, at lyden fungerer bedre under denne koncert, hvor man lettere kan fornemme, hvad der foregår hos de forskellige instrumenter.

Derfor kan man da også høre, at bandets sammenspil umiddelbart er fornuftigt og stramt, også uden at det går ud over gruppens udstråling.

Archon spiller en glimrende metalcorekoncert som til trods for at ikke være denne anmelders foretrukne genre, sætter lidt mere skub i tingene. Den simple musik har fået folk lidt højere op i humør, også selvom de ikke helt var klar på at lave Wall of Death.

Beneath The Silence

Vi bliver lidt i det core-inspirerede med aftenens næste band på scenen nemlig atter et Aarhusband: Beneath The Silence. Dette band har jeg mildest talt stiftet bekendtskab med mange gange efterhånden, og de har nærmest konsekvent været garanter for glimrende oplevelser med deres lidt aparte blanding imellem gængs metalcore, djent og 00ernes mere alternative metal a la bands som Evanesance og Lacuna Coil bare en god sjat tungere.

Der er god energi hos det melodiøse band her til aften, hvor især sangerinde, Mette Hesselund Pedersen, får gang i de dramatiske fagter og store hårsving. Denne energiudladning lader til at smitte af på publikum, der ligeledes virker til at være kommet lidt op i gear. Denne højere energi kan formentlig tilskrives den stødt voksende promille iblandt årets publikum.

Beneath The Silence trækker ligeledes godt i publikum. Salen er tæt på totalt proppet under aarhusianernes energiske og velspillede koncert. Det gode fremmøde smitter umiddelbart godt af på gruppen, der lige giver den en teskefuld ekstra smæk på riffsne og ikke mindst armbevægelserne.

Lyden er dejligt skarp og tung. Til trods for denne tunghed er det ind imellem som om, at mixet godt kunne bruge lidt mere bas. Søren Stenhøj Drews baslyd går i hvert fald ikke konsekvent så klart igennem, som den plejer det, hvilket særligt er synd i de bas-drevede vers, og dem har Beneath The Silence alligevel et par stykker af.

Beneath The Silence formår at få publikum lidt op i gear, med en af de mest velspillede og energiske koncerter, som denne anmelder har set fra deres hånd – og han har trods alt set mere end et par stykker.

Bound Hands

Næste band på scenen i øvelokaleforeningen Monorama er endnu et ‘core-band. Denne gang udskiftes ‘metal’ dog med ‘hard’ og, ja, du gættede det rigtigt nok, din gavtyv. Det er naturligvis hardcore, der nu skal smadres igennem publikums øregang atter engang fra et lokalt band navnlig Bound Hands.

Der går ikke mange sekunder, fra koncerten sparkes i gang, til at den første lille moshpit opstår foran scenen, nøjagtigt sådan som det hør og bør sig indenfor denne genre. Energien på scenen er mindst lige så god og høj, som den er nede på gulvet.

Der bliver gået til stålet, og især forsanger, Andreas Truelsen, (som i øvrigt gjorde det fantastisk sidste år med sit andet band Plaguemace på samme festival) er i stort og stærkt hopla, sådan som vi jo efterhånden kender ham. Den gode energi på scenen smitter i høj grad af på publikum, der nu er klar til at holde fest med det lokale band.

Lyden er knastør og sprudlende, imens den flår sig igennem salen og publikum med en vis iver. Hardcore lyd behøver ikke at være super pænt, faktisk skal det ofte tværtimod helst ikke være særligt pænt, men Bound Hands rammer et fint balancepunkt, hvor lyden er godt smadret, men ikke så meget, at man ikke kan fatte, hvad der foregår i musikken. Monorama er som spillested så godt som skabt til denne slags musik.

Bandets energiske optræden rammer publikum hårdt i dag, om så det er i kraft af den gode og store energi, bandet besidder, det enorme overskud, eller om det simpelthen bare er lidt god gammeldags smadder publikum har manglet, så formår Bound Hands at starte en god fest.

Dread Witch

Tempoet skal lige ned en gang ovenpå sådan en voldsom omgang med hurtig døds-hardcore. Dette har Mono Goes Metal Festival heldigvis hyret det nye aarhusianske skud fra doom-stammen Dread Witch til at stå for, og der er i den grad skruet op for tyngden og ned for tempoet.

Med tidligere medlemmer fra bands som The Surfing Henchmen, Scamp og Stone Cadaver står der da klart, at det er nogle garvede herrer, vi har med at gøre. Dette kan heldigvis også høres på musikken, der i den grad er kvalitets-doom af den mere spændende skuffe.

En kollega mener, at dette kunne passe godt ind på en festival som Roadburn, og til trods for ikke selv at have været på festivalen vil jeg vove at give min kollega ret. Der er god tyngde og tryk på Dread Witchs musik, som til trods for at være doom ikke går hen og føles for monotont.

Lyden er som hos Bound Hands tilpas smadret til, at man får det bedste ud af genren, samtidig med at melodierne ikke går helt tabt i det ellers tunge virvar. At lyden er lidt grov i det og ikke for pæn klæder egentlig musikken ganske godt her til aften, ligesom det monotone lys lægger en passende baggrund for musikken, om end den gør det modsatte for fotograferingen.

Dread Witch har en god energi og formår at fange det publikum, som ikke får lige nok af langsom doom i løbet af den lige knap en time lange tur imod dommedag.

Telos

Tilbage til noget, der går stærkt. Københavnske Telos når ikke engang at spille fem minutter, før den går galt for gruppens smadrede hardcore/mathcore. En fan får forvildet sig op på scenen, hvorved et mindre opgør (et fast puf) opstår imellem sanger og fan, hvilket desværre ender i spildt øl i stikkontakter, således at strømmen ryger. Festivalens personale er dog på pletten, og utroligt hurtigt er koncerten oppe at stå igen. Mildest talt imponerende.

Intensiteten kommer hurtigt op på kogepunktet igen, som bandet sprælsk og enormt energifyldt lader deres kaotisk-kalkulerede musik eksplodere ud over salen. Energien på scenen smitter af hos publikum, og denne anmelder lader da også håret svinge igennem til københavnernes udfoldelser.

At musikken stikker så meget af, som den gør for Telos, er utroligt spændende, og der er i den grad styr på de utallige skift i både tempo, rytme og stil. Bandet består tydeligvis af medlemmer, der er utroligt dygtige til netop det, som de laver, hvilket i og for sig kan beskrives som en form for kontrolleret kaos.

Dette kontrollerede kaos har heldigvis også en kontrolleret og kaos-venlig lyd, således at de mange skift står skarpt, imens vokalen er lige så sønderrivende som måden, hvorpå den bliver leveret af forsanger, Victor Kaas, der virkelig er et prima eksempel på en ideel frontmand for et band indenfor netop disse genrer.

Telos imponerer med et knivskarpt sæt, der til trods for at tidligt at ligne en fadæse, viser sig at være en ufatteligt velspillet og kraftfuldt udført seance af en koncert.

Gennem Tågen

For aftenens næste levende billede bliver salen fyldt godt op med røg. Festivalens blackede indslag bliver med det for mit vedkommende totalt ubeskrevne blad, der er Gennem Tågen.

Gruppens udtryk er velfungerende og på mange måder klassisk med ansigtsmaling og en små-introvert optræden, ligesom de gode mængder tåge og monotone lys ligeledes skriger black metal. Det overordnede billede har gruppen i meget høj grad styr på.

Bandet har også i den grad styr på deres sammenspil, der har godt med kant og tunghed, imens den gode fart og melodi bevares i guitaren. Stilen er skarpt skåret og udføres med stor kærlighed til genrens dyder.

Vi er stadig ude i at lyden ikke bliver for pæn, men at det rent faktisk klæder genren, der udleves og leveres fra scenen. Det er råt og grimt, præcis som det skal være.

Der er en god energi at spore hos Gennem Tågen, der til trods for at virke introverte i deres optræden alligevel formår at give den rigeligt med energi, der især kommer til udtryk igennem en god gammeldags gang headbanging. Bandet leverer en glimrende opvisning i black metal til dette års Mono Goes Metal Festival.

Hiraes

Årets sidste navn på plakaten til Mono Goes Metal Festivalen er også årets eneste udenlandske band – nemlig tyske Hiraes. Gruppen spiller en solid omgang melodisk dødsmetal, og de har tænkt sig at give den så rigeligt med gas på scenen i Åbyhøj her til aften.

Atter engang er vi ude i et band, som jeg af uransagelige årsager ikke har hørt om før, måske fordi de ikke er så kæmpestore, måske fordi de først for nyligt er formet ud fra det nu opløste Dawn of Disease, eller måske fordi melodisk dødsmetal ikke lige er min forte.

Uanset grunden så vinder Hiraes mig alligevel løbende over igennem deres opvisning denne aften i Monorama. Der er rigeligt med knald på guitarerne, og vokalen er som oftest godt beskidt. Gruppen formår at svinge godt imellem det lidt tungere og det hurtigere og har ikke mindst et flair for melodi og soli. Flere gange igennem koncerten oplever vi noget utroligt velspillet og ikke mindst velskrevet soli, spillet af de to umiddelbart oplagte guitarister.

Det står klart, at vi her har at gøre med et band, der har været ude at spille en del om ikke i denne konstellation så i det mindste i andre og, det er tydeligt, at hele den instrumentale del i bandet netop har spillet sammen i Dawn of Disease. De formår at spille godt op ad hinanden, imens de lader til at have godt styr på hinandens pladser, både når det kommer til det musikalske, men også i forhold til deres liveoptræden. Det er skarpt og professionelt leveret.

Gruppens sangerinde, Britta Görz, gør det glimrende på vokalfronten, hvor variationen imellem det growlede og det mere rene fungerer. Det bliver aldrig Power Metal-rent, og det klæder egentlig også musikken meget godt, at det ikke bliver for pænt. Således bliver det ikke for cheesy for tyskerne.

Derudover har frontkvinden en god karismsa og en energi og ikke mindst en performance, der fuldt ud matcher resten af bandet. Desværre spiller Hiraes lidt sent, hvilket da som vanligt desværre også betyder, at der ikke er helt så proppet i salen, som man måske kunne have ønsket.

Hiraes sætter et godt og definitivt punktum for årets festival i den aarhusianske forstad med en energisk og enormt professionelt udført koncert. Det tyske band har formentlig vundet sig nogle fans her til aften, til trods for at fremmødet desværre ikke har været helt konsistent igennem koncerten.

Herunder følger et galleri fra aftenens anmelder og fotograf Bastian Reinholdt Madsen: