Alice Cooper

En tur i Mono-land

-

Anmeldelse af: Mono Goes Metal 2022. Åbyhøj, Aarhus.  12. november 2022.

Mono Goes Metal-festivalen i Åbyhøj er altid garant for et stærkt og varieret program, bestående af mindre bands. 2022 skulle på ingen måde ændre på denne tendens.

Foto: Eva Sidelmann Stisen

Swartzheim
Da jeg ankommer til monorama, er aftenens første navn just gået i gang med deres første nummer, og det lyder allerede udefra interessant for sådan et thrash-hjerte som mit. Det skal hurtigt vise sig, at Swartzheim er vanvittigt leveringsdygtige ikke bare i fed thrash, men i fed metal generelt, og så besidder de her unge knejte et formidabelt energiniveau og formår at få publikum sat i gang lige fra starten. Sjældent, hvis ikke tæt på aldrig, har jeg oplevet mage på de mindre danske festivaler. Personligt kender jeg kun Swartzheim af navn, og det viser sig at være en fejl, at de ikke er blevet tjekket ud, for de bliver klart aftenens helt store overraskelse.

Det seks mand høje band giver den så godt med gas, at man skulle tro, at de havde lavet det her i en små 10-15 år. Der er konstant gang i den på scenen, og kun yderst sjældent går medlemmerne i vejen for hinanden. Der er godt styr på det hele, og gruppens forsanger formår i meget høj grad at fange aftenens publikum.

Salen er nærmest proppet under denne koncert, og så vildt et tidligt fremmøde kan jeg personligt ikke huske på stående fod at have oplevet til de andre års festivaler. Det kan godt være, at jeg ikke kender Swartzheim på forhånd, men det gør aftenens publikum tilsyneladende.

Bandet spiller fedt, og de stærke riffs får virkelig lov til at ræse igennem publikums øregange i hidsigt tempo. Gruppen spiller med tre guitarister, så der er også tid ind imellem til, at enkelte medlemmer kan tage en lille puster i sangene, før man skal op i de 220bpm igen.

Vi får sågar en lille overraskelse inde midt i showet, hvor bandet hiver Andreas Truelsen fra Plaguemace, der skal spille senere i aften, med på scenen for at synge med på et nummer. Det er effektivt og rammer fedt, omend Truelsens vokal måske ligger lidt i den lave ende.

Lyden er i det hele taget det, der trækker ned for Swartzheim her til aften. Lyden er ikke helt god. Der er ofte feedback, en guitar er aldrig rigtigt høj nok, og mindst et kabel på scenen har det ikke for godt, hvilket resulterer i nærmest konsekvent knas fra højttalerne. Til trods for at der bliver prøvet løbende på at få lyden bedre, lykkedes dette desværre ikke, og bliver derfor gruppens største svaghed denne novemberaften i Monorama.

 

Skraek
Var der nogen, der sagde død? Var der nogen, der sagde primitivt? Det gør Horsensbandet Skraek i hvert fald! Efter en mildes talt imponerende thrashpræstation fra aftenens første optrædende band er det nu blevet tid til at få ørerne revet over af dødsmetal af den skole, der ikke forstår sig på alsidigheden i et multitool, når det, man virkelig skal bruge, er en forhammer. Denne forhammer styrer bandets forsanger, Mads Frostholm, på nærmest barbarisk vis. Hver gang det lykkes mig at opleve et dansk dødsmetal band, hvor forsangeren formår at growle fedt uden at cuppe mikrofonen, bør det nævnes, og det gør den gode Frostholm. Vokalen er ond og dyb som ind i helvede og passer perfekt til den voldsomme, men stadig ret groovy omgang smadderdød.

Bandet har en god energi og kommer generelt godt rundt på scenen. Headbanging er helt bestemt også en sport, som Skraek har dyrket en del. De bliver i hvert fald rystet igennem på nakkefronten og dette heldigvis ikke kun fra scenen. De forreste rækker følger godt med til trods for, at vi på intet tidspunkt kommer op på det tidligere niveau.

Til gengæld har vi til Skraek fået fikset langt de fleste af de tidligere irritationsmomenter i forbindelse med selve lyden på spillestedet. Til trods for at det er beskidt og primal dødsmetal, så er der langt mindre støj på linjen, og samtlige instrumenter går ganske klart igennem. Det er dejligt at blive forvisset allerede tidligt om, at lyden ikke partout skal være træls.

Skraek leverer en solid omgang dødsmetal til årets Mono Goes Metal Festival, hvor det tunge og lede skyts er blevet taget i brug. Hvad bandet ikke vinder i progression og dynamik, vinder de så på en god omgang smadder i stedet.

 

Big Game Hunter
Skal vi tage et genreskift? Det synes festivalens arrangører i hvert fald! Det er blevet tid til årets ’odd one out’ i form af det mere rockbaserede Aarhus-band Big Game Hunter.

Her er det ikke tid til at blive smadret i fjæset eller starte moshpits. En sagte nikken eller måske endda et dybt headbang er gamet her, og det formår Big Game Hunter også at få startet i hvert fald på de forreste rækker.

Desværre er fremmødet dog svigtet lidt siden de første koncerter. Selvom det stadig er et glimrende fremmøde, er det lidt synd, at så mange enten sidder i en af barerne eller er ude at ryge eller måske få en god pølse hos vores allesammens pølsemand.

Big Game Hunter leverer ellers stoner fra hjertet, og man kan mærke, at bandet har en stor kærlighed til genren. Gruppen benytter sig ofte af to vokaler, der rammer hinanden i harmoni, og dette fungerer ofte rigtigt, rigtigt godt. Bevares, det er ikke altid lige rent, men når det er, så er det yderst velfungerende og faktisk ganske charmerende.

Bandet har en god energi på scenen, hvor de kommer godt rundt og har tilsyneladende et godt overskud foruden deres bluesinspirerede instrumentale kunnen. Sammenspillet sidder ligeledes fint for bandet, omend deres numre ind imellem besidder nogle lidt for anonyme udtryk og derved muligvis kan have svært ved at fange aftenens metalpublikum.

Et nummer fanger dog særligt denne anmelders opmærksomhed i kraft af sine ligheder og alligevel adskillelsen fra nummeret “Ephedra” af det tæt på geniale tyske instrumentale stoner/psych-band My Sleeping Karma. Det lyder lækkert og i samme dur uden at være set samme. Mere af den slags vil være med til at kunne løfte det aarhusianske band op på et helt nyt niveau.

 

Plaguemace
Efter en lille pause fra manden med leen, hvor vi i stedet tog en tur ud for at ryge joints og få stjålet lige det tæppe, der bandt stuen sammen, skal vi en tur tilbage over Styx i selskab med Charon. Andreas Truelsen er tilbage på scenen nu med sit eget orkester, og, for satan, hvor skal der bare gives gas igen.

Det her har aftenens publikum tydeligvis set frem til, for nu starter den helt store metalfest med for vilde energiudladninger og et humør, der sjældent er set magen til særligt til de her mindre koncerter. At være med til Plaguemace her til aften nærmer sig de videoer, man ind imellem støder på af metal- og punkkoncerter fra 90erne. Der er nærmest konsekvent crowdsurfing i gang, folk der hopper på scenen og ud igen foruden moshen og masser af headbanging.

Bandet spiller fyrsteligt, og der bliver virkelig gået til stålet. Plaguemace er helt tydeligt vanvittigt dygtige til lige præcis det, de gør, og det har publikum åbenlyst glædet sig afsindigt meget til. Festen tiltager igennem koncerten, og Truelsens selv kommer også ud at crowdsurfe. Stemningen er helt oppe på kogepunktet, og Plaguemace holder temperaturen deroppe nærmest konsekvent, hvilket mildest talt er imponerende. Slinger i valsen? Det lader ikke til at være noget, drengene her gør sig i.

I stedet leverer Plaguemace en koncert af enormt høj kaliber med et stærkt pondus, som virkelig får sat fut under kedlerne. Bandet spiller fremragende og med et overskud, der kun er få forundt. En lækker opvisning i rigtigt fed dødsmetal.

 

Brunsten
Lad mig tage dig, kære læser, med på en musikalsk de-tour igen. Næste levende billede på scenen er nemlig bandet med det spøjse, men alligevel mundrette, navn Brunsten. Brunsten, som et dyr i brunst, og ikke som en brun sten, mind you, så helt mundret er det måske alligevel ikke?

Uanset så er dette band noget, der denne aften splitter vandene. Fremmødet er ikke just prangende, og udover den forreste række er der heller ikke super gang i den. Jeg står på første række.

Brunsten kan nemlig noget helt specielt; noget, som man utroligt sjældent hører på disse breddegrader, hvor de med deres særprægede og til tider utroligt definitionssvære musik formår at lave noget, der til tider bliver abstrakt mærkelig og så progressivt, at det er svært at holde tungen helt lige i munden. Det står meget klart, selv for de, som måske har svært ved at indleve sig i Brunstens musik, at bandet spiller helt vanvittigt godt og stramt. Til tider er sammenspillet faktisk så stramt, så denne anmelder måbende står tilbage og overvejer, hvordan de overhovedet kan ramme hinanden så præcist i forskellige stykker. Umiddelbart ligner det ikke, at gruppen bruger in ear-monitors, hvilket gør dette endnu mere imponerende.

Musikalsk er Brunsten ret unikt, da de spreder deres vinger flot udover adskillige genrer. De kalder sig hovedsageligt for post hardcore og noiserock, hvilket da også er klare elementer i musikken, men der er mere at spore her end blot disse genrer, og det er enormt effektivt flettet ind. Musikken vækker associationer til det fuldstændigt eminente amerikanske band The Jesus Lizard, der ligeledes besidder mange af disse skæve idéer og har et stramt og lækkert sammenspil.

Gruppen kommer ganske glimrende udover scenen. Der er godt fart over feltet, hvor især trommeslageren har vanvittigt travlt til tider – man kan godt mærke, at Per Silkjær kommer fra hedengangne Fossils, som jeg bliver informeret af sidemanden oppe ved de første rækker, da jeg netop bemærker det vanvittige trommespil. Silkjær virker på mange punkter ligeledes som frontmand, hvilket han gør glimrende og med godt tilsat humor.

Brunsten leverer en koncert af enormt høj kaliber for de, der forstår og kan lide denne form for musik. Desværre er det ikke alle, der er helt enige i, hvor fedt det her nu engang er, og det er på sin vis også forståeligt nok. Brunsten er besynderligt og til tider relativt avantgarde i sit udtryk, men der er virkelig meget at hente for den opmærksomme lytter her.

 

Ferocity
Hvis man troede, at vi var færdige med at skulle høre dødsmetal for i dag, så har man tydeligvis ikke stiftet bekendtskab med aftenens næstsidste navn: aalborgensiske Ferocity. Her bliver der spillet død af den klassiske jyske groove-orienterede skole, og det lokker mennesker ind i den varme sal igen. Er der en ting, jyder godt kan lide, så er det dødsmetal.

Vi er ovre i noget helt klassisk her, det er jysk dødsmetal, sådan som man kender den med tunge og faste riffs, masser af dobbelt pedal til trods for et mellemtempo og en vokal, der ikke er helt ulig den, som den menneskelige subwoofer Bo Summer præsterer i Illdisposed, som bandet på flere måder virker ret inspireret af. Midtempoet skal passes, og det vil Ferocity gerne være leveringsdygtige i.

Bandet spiller godt, og man kan virkelig mærke, at de efterhånden har en del år på bagen. Rutinen sidder der, og bandet har et dejligt overskud i deres sammenspil og formår at være godt i øjenhøjde med deres publikum.

Lyden er okay under Ferocitys udskejelser, hvor der kun sporadisk mudres lidt for meget rundt i lyden, så vi i stedet for et flot sammenspil bare står i en mur af lyd. Det gør ikke helt så meget, når musikken er simpel, som den er hos Ferocity, og det lidt lavere tempo end hos de tidligere bands i lignende genrer gør da også, at det er mindre ubehageligt med en lidt mudret lyd. Heldigvis er dette dog som sagt sporadisk, og lyden er for det meste ganske fin.

Koncerten føles dog desværre lidt flad. Måske grundet så stærke koncerter med tidligere bands? Måske fordi Ferocitys føles en kende ensporet, eller måske virker specialølbaren bare mere interessant nu? Eller er det måske bare fordi, det er hørt før? Bandet formår at fange store dele af publikum, så et eller andet må de jo gøre rigtigt, men det rammer bare ikke helt her.

Ferocity er dygtige til det, de gør, men der er simpelthen for mange om buddet; også bands, der er mere interessante, i hvert fald i denne anmelders øjne.

 

Solbrud
Aftenens sidste navn lader røg og blåt lys sænke sig tykt nedover aftenens scene og går så på med inderlig atmosfærisk black metal. Røgen ligger så tykt i Monorama sal, at man dårligt nok kan se, at bandet har en trommeslager med. Heldigvis kan han dog høres, for han spiller fedt. Ligeså gør resten af bandet, der er mestrer det introverte, både når det kommer til musikken, men i ligeså høj grad i forhold til deres optræden.

Der er ikke meget gejst og energi at hente hos Solbrud, og sådan skal det som regel også helst være indenfor netop den meget indadvendte og atmosfæriske black metal, som gruppen som nævnt er leveringsdygtige i. Solbrud har et helhedsudtryk, og dette holder de sig ganske fint indenfor rammerne af. Bandet skaber en helt særlig dyster stemning, og det er en glimrende måde at lukke aftenen af på.

Solbrud spiller lækkert, hvor særligt følelsen af de samme vævede melodier i harmoni med det voldsomme og skingre er enormt habilt ikke bare komponeret, men i høj grad også udført. Bandet har for nyligt skiftet forsanger fra Ole Luk, der valgte at lægge sit fokus på egne projekter som Afsky og Heltekvad, til David Hernan. Hernan lever så absolut op til de ellers høje forventninger. Stemmen rammer øregangene som en issyl og danner en fin prik over det ’i’, som Solbrud er her til aften.

Desværre er lyden ikke altid helt super under denne koncert, hvor man til tider godt kan komme til at savne lidt klarhed i lydbilledet. Der er simpelthen lidt for ofte instrumenter, der drukner i hinanden inde i den lille sal. Man fanger ikke konsekvent den måde, musikken væver sig sammen på, og det er en skam.

Solbrud er tydeligvis enten heller ikke alles smag her til aften, eller også er en del folk smuttet for at nå en af aftenens sidste busser. Uanset grunden er fremmødet ikke helt så vildt som tidligere på aftenen. Bevares, Solbruds musik henvender sig ikke til den helt gængse metaller, men fremmødet er desværre lidt tyndt i hvert fald i forhold til forventet.

Det slår dog på ingen måde Solbrud ud, der i stedet leverer en stærk og inderlig koncert af den helt dystre klinge. Gruppens nye frontmand har vist sit værd for det aarhusianske publikum, og der er bestemt ikke gået på kompromis med kvaliteten hos det stærke københavnske band med de atmosfæriske aner.

 

Et mindre galleri af aftenens optrædener taget af og venligst udlånt af Eva Sidelmann Stisen:

Swartzheim

Swartzheim

Swartzheim

Skraek

Skraek

Skraek

Big Game Hunter

Big Game Hunter 

Big Game Hunter

Plaguemace

Plaguemace

Plaguemace

Brunsten

Brunsten

Brunsten

Ferocity

Ferocity

Ferocity

Ferocity

Solbrud 

Solbrud Solbrud

 

 

 

 

 

REVIEW OVERVIEW

Swartzheim
Skraek
Big Game Hunter
Palguemace
Brunsten
Ferocity
Solbrud

Share this article

Recent posts

Helstøbt dyster debut

Kontrasterne i mørket

Rullende klichéer

Publikum skuffer…

Håbet er lysegråt

Popular categories

En tur i Mono-land Anmeldelse af: Mono Goes Metal 2022. Åbyhøj, Aarhus.  12. november 2022. Mono Goes Metal-festivalen i Åbyhøj er altid garant for et stærkt og varieret program, bestående af mindre bands. 2022 skulle på ingen måde ændre på denne tendens. Foto: Eva Sidelmann Stisen Swartzheim Da jeg ankommer til...