Satan sejrer endnu engang

Bölzer

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde hørt om bandet Bölzer før, og da jeg havde hørt rundt omkring mig, at det ”blot” var en duo, tænkte jeg, at jeg nok ikke skulle forvente den helt store koncert.
Omkring 10 min, før koncerten skal starte, starter der noget musik over højttalerne. Noget meget dronende og stemningsfyldt musik. Det skulle senere vise sig at være bandets intromusik. Dét faktum, at intromusikken starter så lang tid i forvejen, og dermed nærmest bare er lidt til grin og irriterende, gjorde så heller ikke mine forventninger til denne aftens første koncert meget bedre.

Omkring kl. 19 kommer de to musikanter på scenen, og jeg kan mærke, at de fleste (mig selv inklusiv) står lidt med tanken ”Nå, så lad os da se, hvad I dur til”. Og som var de tankelæsere, går Bölzer helt ufortrødent og voldsomt i gang med deres koncert. Headbanging fra guitaristen/vokalisten, KzR (Okoi Therry Jones), og stærke og brage trommer fra trommeslageren, HzR (Fabian Wyrsch).

Nu er de her, og de er her for at vise, hvorfor de er den perfekte opvarmer for de store black-metal koryfæer Abbath og Watain. I hele 40 min bliver publikum og jeg serveret for rå, brutal og ærlig black-metal med en enorm overbevisning.
Dette var en koncert, jeg sent vil glemme. En koncert, hvor der bare var no bullshit, fed musik hele vejen igennem og beviste endnu engang for mig, at selvom man ikke skulle tro det, så er det ikke nødvendigt med den typiske bandopstilling med 4/5-medlemmer.

Desværre, som stående i stærk kontrast, skulle aftenens næste band nærmest kun gøre denne pointe endnu stærkere.

Tribulation

Endnu engang bliver vi serveret med en laaang og meget udtrukken intromusik. Jovist er det fedt med noget stemningsmusik, men når det varer fra det ene band til det andet og er så højt, at det kan være udfordrende at føre en samtale, så er det næsten kun til gene.

Men nok om intromusikken. Nu til det, der er endnu værre. Kort fortalt, så gav Tribulation en af de mest kedelige koncerter, jeg har set længe. Årsagen til, at jeg netop synes denne koncert, er så kedelig, er nok, at når man har oplevet så stor og mægtig en magtpræstation, som Bölzer havde leveret, så virker et gotisk-rockband med meeeget få black-/ekstrem-metalelementer bare meget antiklimatisk.
Når man så blander dette sammen med, at deres forsanger ikke rigtig ser ud til, at han gider at være der, så kan det næsten ikke blive værre.

Lad mig sige som lyspunkt at Tribulation faktisk spillede ret tight, og at det musikalske ved bandet ikke er dårligt. Jeg synes bare, det var ekstremt malplacerede i aftenens line-up. Jovist er deres musik mørk, men den har bare ikke det samme bid og intensitet som resten af aftenens bands.
Derfor må jeg sige, at jeg personligt var tæt på at falde i søvn og derfor må give dem en lav score.
Jeg håber at kunne se dette band igen en anden gang i en bedre kontekst.

Abbath

For mig var Abbath uden tvivl det band/den musiker, jeg kendte mest til og dermed nok også det band, jeg glædede mig mest til (og nok også derfor jeg kan gå lidt mere i detaljer med denne anmeldelse).

Som lidt af en overraskelse startede Abbath med de to første sange fra hans første soloplade, ”To War” og ”Winter Bane”. Eftersom det blot er cirka et halvt år siden, han udgav sin tredje soloplade, Dread Reaver (et album, som undertegnede skrev en anmeldelse om, som kan læses her https://metaladay.dk/anmeldelse/abblackened-thrash/ ), skulle man tro, at han ville vælge at starte med nogle af sangene fra netop den plade.

Men det, at Abbath starter med noget lidt ældre, skulle vise sig at være lidt symptomatisk for resten af koncerten. Jovist, Dread Reaver blev da så sandeligt ikke negligeret (der blev da spillet tre sange derfra), men man kunne godt mærke lidt, at fokus var på Abbaths bagkatalog, både som soloartist og fra hans tidligere bands I og Immortal.
Jeg ved ikke, om det er på grund af valget af sange i sætlisten, eller det, at Abbath har været på afvænning af diverse stimulerende substanser, der så også gjorde, at Abbath virkede en smule gammel og træt.
Normalt så er der ikke mangel på showmanship, jokes og hengivenhed. Faktisk er Abbath kendt som værende en af de få black-metalmusikere, der ikke tager tingene alt for seriøst.

Jovist, under numrene giver Abbath den næsten lige så meget gas, som han plejede. Men der er i interaktionen med publikum imellem numrene, at Abbath ikke helt var sig selv. Der var da lidt, men slet ikke på samme måde. Det var en smule skuffende.

Men én kæmpe optur var at høre Immortal-klassikere som ”Tyrants” og ”All Shall Fall”, som er numre, der fik mig til at lytte til black-metal, dengang jeg startede med at udforske det. Alt i alt leverede Abbath en ret solid standardkoncert.
Jeg håber bare, at legeonklen kan komme lidt tilbage også, uden at Abbath skal være påvirket.

Watain

Så. Nu var det tid til aftenens sidste akt. Watain. Et band, jeg sidst havde oplevet på Copenhell i 2014. En koncert, der startede med, at forsanger, Erik Danielsson, kastede en tændt fakkel ud i publikum.
Denne aften ville dog ikke byde på noget særligt stort pyroshow, så det ville der dog ikke være fare for denne aften. Men satan var der masser af!

Watain er et band, der spiller og bløder satan, og i dens udtværethed og nærmest pastiche er det en kæmpe og fed oplevelse at se Watain live. Alt, hvad Watain gør på scenen, er ét stort teatralsk show.
Koncerten starter med, at Danielsson kommer ind foran det alter, det står på scenen, og beder, mens resten af bandet gør deres entre. Stemningen bygger op, instrumentalisterne starter, og fra første skrig fra Danielsson eksploderer scenen.
Watain er her for at vise deres kræfter, og de fucking mener det her. Sjældent har jeg set så gennemført et metalshow. Der er bare energi på scenen fra start til slut. Alle headbanger nærmest bare kon-fucking-stant. Og når Danielsson ikke enten synger eller headbanger, så bevæger han sig rundt som en uhyggelig, satanisk dukke, der også brygger på et eller andet oppe fra alteret.

Og så kunne man sige: Nå, ja, så er det ligesom med Abbath, hvor musikerne giver den mega gas under numrene og er lidt meh imellem. Men selv her har Watain tænkt over tingene. Mellem sangene bliver nærmest alt scenelys slukket, og Danielsson kommer frem på scenen og læner sig over et lille lys, der så oplyser ham nedefra og gør ham endnu mere frygtindgydende at se på. Derudover var scenen bare helt vanvittigt fedt opsat: Store obelisker med udskæringer, som lys kunne lyse igennem, og med et massivt metallogo, der hænger over scenen, så der var nærmest også en fare for, at hvis det faldt ned, og nogen står nedenunder, så ville de sgu nok blive halshugget midt på scenen. Helt vildt, satanisk og bare sindssygt overbevisende at se på.

Om man så er til black-metal eller ej, så bliver man simpelthen NØDT til at se Watain mindst én gang, for det var fandeme en helt vild, flot og ekstrem helhedsoplevelse, man sjældent oplever andre steder.

Her er lige et par billeder mere fra aftenen fra Nikolaj Bransholm/Gonzales Photo: