Alice Cooper

Mageløse Mark Knopfler i hopla

-

Anmeldelse af: Mark Knopfler. Royal Arena, Kbh. 15. juni 2019.

Guitaristen og sangeren Mark Knopfler viser stadig på kanten til de 70 år, at han kan give så mange andre i gamet baghjul

 

Foto: Morten Hermansen

Titlen for aftenen var “An Evening With…”, og den slags dufter jo lidt af intimitet, men hvordan kan det lige lade sig gøre i et udsolgt Royal Arena med plads til 17.000 mennesker og Marks ekstra ti musikanter på scenen?

Det skete faktisk i hyggelige rammer med en stram og præcis lyd fra start til slut, og selv når der var små skønhedsfejl fra den tidligere Dire Straits-frontmand, såsom ikke at vende gabet mod mikrofonen hele tiden, så gav det bare oplevelsen noget autencitet.

Når der skulle fortælles en anekdote fra scenen, var det som at sidde på bar med onkel Knopfler og høre ham fortælle, mens der var lige var 16.999 andre tillyttende, der var tavse som graven. Godt klaret!

De ti andre musikere er ferme mennesker med imponerende CV respektivt, men de kunne sagtens ligne nogle, der begik sig i et blues-orkester i din lokale baggård for at tjene lidt mønt – og den joviale tilgang var der da også derefter fra start til slut.

Anledningen denne tour er foruden, som Knopfler pointerede det, at han ikke kan lade være med at spille for folk, og at han i november sidste år udgav sit seneste album, Down the Road Wherever, så det var jo ganske passende, at man ikke vil lade sig pensionere, men tværtimod fortsætte på landevejen.

Og rokkestolen kalder da ikke på ham, hans eneste stol er en rockstol, og placeret på den med sin guitar-feeling og levering af numrene var han da, observeret fra min plads, i stand til at give mange unge aspiranter baghjul udi at rocke og skrive gode sange.

Jeg indrømmer, at nogle metalnumre kan lyde ens (GISP, sagde han det?!), men i Mark Knopflers repertoire og i samråd med de andre musiker blev gamle træfsikre sange fra Dire Straits-kataloget både luftet og tilføjet fornyet energi med alt fra trompet, harmonika, slagtøj, tre guitarer og alt, hvad du ellers kan huske fra musiklokalet i folkeren.

“Romeo and Juliet” nåede op et hidtil uhørt gear, “Matchstick Man” var lige nøjagtig afdæmpet og skarpskåret denne aften til, at den gik rent hjem.

At manden så skriver så specielle sangen som “Postcards From Paraguay” til “Speedway at Nazareth” gør bare, at man her har at gøre med en kunstner, der aldrig har været låst fast i én bestemt genre, men kan lave alt fra rock, blues, country, bluegrass, uden at noget af det lyder forceret eller kører efter en skabelon.

Ved “Money for Nothing” eksploderede salen, og gamle ægtepar så helt nyforelskede ud igen. Da “Brothers in Arms” kom på, så var der ikke ét øje tørt – inklusive hos undertegnede.

Det er så sandelig ikke sidste gang, jeg ønsker at se Mark Knopfler, og hvis han vitterligt “truer” med at blive ved med at fare land og rige rundt, så kigger jeg gerne forbi igen.

 

Billeder af Morten Hermansen: 

REVIEW OVERVIEW

Mark Knopfler

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories