Anmeldelse af: Animals as Leaders – Parrhesia. Udgivet 25. marts 2022 via Sumerian Records.
Efter seks års musikalsk tørke fra Animals as Leaders er der endelig en ny pladeudgivelse fra bandet. Singlerne “Monomyth”, “The Problem of Other Minds”, og “Gordian Naught” har sat forventningerne til resten af pladen ekstremt højt, og det er med fuldt overlæg.
Animals As Leaders har gennem deres 13-årige musikalske eksistens udgivet værker, som gentagne gange har trukket den progressive genre til nye højder. Dette album er ingen undtagelse. Parrhesia er i alle aspekter en sand masterclass i instrumental sangskrivning. Om det er virtuositeten i guitaristerne, Tosin Abasis og Javier Reyes, leadfigurer og riffs, eller trommeslager, Matt Garstkas, grooves, så er der altid noget nyt og interessant at lægge mærke til ved hver eneste gennemlytning af sangene. Selvom størstedelen af albummet består af sonisk overlegenhed fra en anden verden, så finder bandet også plads til passager, som skruer ned for intensiteten, hvor de virkelig viser, hvor nøje gennemtænkt sangene og deres position på pladen er.
“Conflict Cartography” er alt, hvad man forventer fra en Animals as Leaders-sang plus moms.
Sangen vender tilbage til de mest genkendelige genretræk ved Animals as Leaders og højner niveauet endnu engang.
“Monomyth” er mere et rytmisk komplekst værk, end det er shred-metal. “Monomyth” groover fra start til slut, om det er ved melodisk simple rytmiske sekvenser eller højteknisk thumping i en taktart, den gennemsnitlige lytter aldrig har hørt om, så er der helt sikkert et riff i “Monomyth”, som man vil kunne kalde sin favorit.
“Red Miso” skaber en sonisk dimension, man sjældent hører i noget musik. Blues-elementer og droner giver Matt Garstka mulighed for at få et perkussivt frirum i de første 100 sekunder af “Red Miso”. Pludselig brydes den soniske dimension, og lytteren bliver taget dybere ned, som om man befandt sig i minibussen i Christopher Nolans Inception. “Red Miso” indeholder helt sikkert det mest beskidte breakdown, jeg nogensinde har hørt fra dem, og det viser, at deres musik ikke kun behøver at være æstetisk smuk, men også godt må være grim, rå og æstetisk udfordrende.
“Gestaltzerfall” lyder måske til at starte med som det mest generiske Animals as Leaders-nummer, men det viser et snedigt callback til “Backpfeifengeschict” fra deres sidste album, The Madness of Many. Mange af de stilmæssige elementer i “Gestaltzerfall” er at finde i The Madness of Many, hvilket kan være derfor, sangens æstetik står så klart adskilt fra de tre andre sange.
“Asahi” er et lille interlude, som giver den visuelle forestilling om en rumdeler på albummet. Dens atmosfæriske ambiens omslutter lytteren og trækker ned til et nyt niveau, hvor resten af Parrhesia skal udspille sig.
“The Problem of Other Minds” er kompositorisk helt fænomenal. De tillagte zooms på lilletrommeslagene i den første halvdel af nummeret tilføjer virkelig meget til den overlæggende æstetik. Sangen giver et indblik i forskellige soniske dimensioner, som Animals as Leaders identificere sig med, uden at det giver et brat opbrud i groovets fornemmelse gennem sangen.
“Thoughts and Prayers” er præcis, hvad titlen giver udtryk for. Et mere melankolsk betonet værk, som sagtens kan være en sonisk kommentar til den vestlige verdens hykleriske tilgang til at udvise sympati på diverse sociale medier for at få opmærksomhed. Eller også lød det bare som en fed titel til en absolut banger af et nummer, det vil jeg lade være op til læseren.
“Micro-Aggressions” tager lytteren på en rejse ind i et sonisk skizofrent univers med hurtige riffs, temposkift og headbangprovokerende grooves. Selv hvis der er en sekvens, man ikke er så glad for i nummeret, kan man hurtigt glæde sig over, at der er fire andre forskellige universer at dykke ned i. Introen til “Micro-Aggressions” giver klare æstetiske fornemmelser af tidligere sange som “Cafo” og “Kascade” samt nikkende anerkendelser til en masse af deres andre sange.
“Gordian Naught” præsenterer sig selv som et moderne Meshuggah-nummer, men Animals as Leaders vender denne association på hovedet og kaster det tilbage til lytteren. Ligesom “Conflict Cartography” indeholder “Gordian Naught” også alle de fedeste elementer, Animals as Leaders har at byde på. “Red Miso” indeholdt de mest beskidte breakdown, men “Gordian Naught” har uden tvivl det tungeste, hvilket er en skam, for det er lige netop dette breakdown, som afslutter Parrhesia og endnu engang efterlader lytteren hungrende efter mere.
Parrhesia indeholder alt det, fans elsker hos Animals as Leaders. Der er ingen tvivl om, at dette album kan tage pladsen som det bedste AAL-album nogensinde, og det siger en del, deres bagkatalog taget i betragtning. Det er ligegyldigt, om man er til komplekse riffs, hjernevridende rytmer eller smukke melodier, så har dette album noget for enhver, og det er en stærk konkurrent til årets bedste album.
