Anmeldelse af: Abbath – Dread Reaver. Udgivet 25. marts 2022 via Season of Mist.
I en verden, hvor Black Metal efterhånden indeholder mange forskellige ting, og flere og flere ekstremmetalbands inkorporerer en eller anden form for “clean”-vokal, hvordan vælger en Black Metal-veteran så at udvikle sig?
Et godt eksempel kan findes på den tidligere Immortal-forsanger- Abbaths, nye solo udgivelse, Dream Reaver. En dejlig gang thrashet ekstremmetal, hvor der dog er lagt mere tryk på ‘trash’ end ekstrem. For Abbaths lyd er ikke just længere “bare” som Immortal. Abbath tager nemlig noget af det fede fra Immortal, blander det med lidt mere melodi, og (nu på denne plade) noget der minder om sang med toner!
Da Abbath udgav den første single, “Dream Cull”, var der endda nogle, der kaldte det for MotorBath, et nod til Abbaths store kærlighed for Motörhead og den ret Lemmy-inspirerede growl/clean-vokal (dog havde joken virket bedre, hvis man have kaldt det Abbömbers, som ville have været et nod til Abbaths Motörhead-coverband). Personligt synes jeg, denne nye tilgang til vokalen er super fed. For mig er det en fed tilføjelse til Abbaths musikalske værktøjskasse, som er med til at få den her plade til at stikke mere ud fra hans forrige plader.
Men der er ikke kun clean-vokaler på denne plade. En sang med den bedste blanding af “clean” og den velkendte Abbath-vokal kan findes på pladens næstsidste sang, “The Book of Breath”, en fed headbang-venlig sang med et super stærkt hook. Et hook, som undertegnede gentagne gange har fået på hjernen.
Hvis man tager et kig på pladens trackliste, vil man kunne se, at særligt ét nummer lægger op til en mere thrashet plade nemlig et cover af Metallica klassikeren “Trapped Under Ice”. Et cover, der som sådan egentlig passer okay ind i pladen, men som alligevel virker en kende malplaceret på en plade med ret stærke originale sange. Personligt ville jeg have lagt coveret som den sidste sang som et slags ekstranummer, så det ikke virkede lige så underligt. Men samtidig så passer nummeret ind i på denne thrashede Abbath-plade.
Det eneste nummer, jeg ville have udeladt, er sangen “Septentrion”. Den minder lidt for meget om resten af Abbaths bagkatalog. Den er nok blevet lagt ind på pladen for at tilfredsstille de trofaste fans, men når man ser på pladen som helhed, så føles det lidt som et skridt for langt tilbage. Det er ikke som sådan en dårlig sang, men den passer bare ikke ind i det her nyere Abbath-univers.
Til at slutte pladen af med er der titelnummeret, “Dread River”. For satan, hvor er det en stærk afslutter. Et nummer, som jeg helt klart vil håbe, at Abbath slutter af med, når han skal spille koncerter. Hvis ikke hele koncerten så blot den ordinære sætliste.
Lad mig understrege: det her er mere en thrash-plade med ekstremmetal elementer, men det er ikke som sådan noget dårligt. Det er fedt, at Abbath vil prøve noget lidt nyt og leger med vokalen. Det er ikke ligefrem et mesterværk, men så sandelig et lyt værd.
