“Rock’n’Roll-myter – De sande historier bag de mest berygtede legender” af Gary Graff og Daniel Durchholz (Forlaget TURBINE)
De mest sejlivede fortællinger fra de største rock-navne bliver dybdeborende forklaret, samtidig med at du lærer lidt musikhistorie imens – uden du bliver kvalt i kedelig lærdom
Fik Gene Simmons udskiftet sin tunge?
Kørte Keith Moon en bil i en svømmepøl?
Spillede Charles Manson musik med et medlem af The Beach Boys?
Havde Jimi Hendrix LSD i sit hårbånd?
Du har formentlig diskuteret nogle af de her hårdnakkede, hardcore Hard Rock vandrehistorier, men hvor meget er fakta, og meget er fiktion? Forfatterne Gary Graff og Daniel Durchholz har sat sig for at be- eller afkræfte de største myter i rockens verden.
For når først din ti hestes brandert daler, og dit højrøstede skænderi med dit bandmedlem om, hvorvidt den historie med Van Halen og deres aversion for en specifik farve M&M’s var blå eller grøn – eller overhovedet sand – så orker du ikke mere en kort google-søgning for at afsøge et svar. Og her peger resultaterne ofte i øst og vest.
Derfor er det først og fremmest henrivende at opleve, at disse to forfattere har gravet dybt i musiske leksika, interviewet musikere og talt med folk tæt på myterne, og gjort det letfordøjeligt for os læsere.
Lettere skønhedsfejl
“Letfordøjeligt” blive lige skrevet med anførselstegn her, for det fremgår desværre tydeligt, at bogens oversættelse nærmer sig en direkte engelsk undersættelse af begreber og trækker kommaregler med derfra. Det ødelægger heldigvis ikke læselysten eller tiltroen til forfatternes indsats.
Et andet aber dabei er udvalget af kunstnere og myter. Selvfølgelig skal de mest kendte med, men hvor meget Rock er Lady Gaga og Michael Jackson egentlig? Jeg er med på, at rock’n’roll efterhånden lige så meget er et begreb, en livsstil, som det er en musikgenre.
Men når en bogudgivelse har dedikeret sig til én genre og hovedsageligt leger med de hårdtslående navne – inklusiv de gamle mastodonter – så lugter det i min næse som savnet efter billige stakater, der gør, at man medtager (ja, nu siger jeg det sgu) poppede navne.
Skal det gøres?
Andre vil nok indvende, at myterne med vores forgangne og samtidige helte skal forblive intakt. Der er en del af vores fælles bevidsthed, ja ligefrem kultur. Så de skal ikke pilles ved. Vi fascineres ved mennesker, der har levet et interessant liv, som vi enten kan spejle os i eller se op til.
Lyt bare til dit eget hjerte: Vil du oprigtig talt gerne lære alle tricks fra tryllekunstnere i verden? Nej, vi vil forføres! Findes Loch Ness-uhyret? Måske, måske ikke, måske vil vi faktisk ikke have det opklaret, fordi vi kan lide mystikken ved tilværelsen. At vi stadig ikke ved alt om denne verden.
Men vi er jo også nysgerrige! Og hvor blev jeg klog på musikhistorien under læsningen uden nogensinde at kede mig. Den opgave kan være svær at balancere med: At berige underfundigt uden at blive overfladisk.
Desuden vil du kunne blære dig med viden med belæg om rockheltene over for dine venner. Derfor er bogen trods små skønhedsfejl en gennemlæsning eller tre værd. Kun på den måde vil du oprigtigt kunne finde ud af, hvad for én af de fire myter i toppen af anmeldelsen der faktisk er sand…
“Rock’n’Roll-myter – De sande historier bag de mest berygtede legender” er udkommet via Forlaget TURBINE og kan erhverves i enhver velassorteret boghandel.
