Alice Cooper

Den progressive baronesse har klasse

-

Anmeldelse af: Baroness – Gold & Grey. Release 14. juni 2019 via Relapse Records.

Med fronten mod fjender og ryggen vendt mod allierede

På Copenhell 2017 hørte jeg Baroness for første gang live. En gammel chef havde anbefalet dem til mig, og efter at have hørt deres forrige album, Purple, igennem et par gange, måtte jeg erklære mig fan. Mange af sangene på skiven havde et godt tempo og var catchy.

Forventningerne er blevet bygget op i løbet af de sidste to år og efter at have hørt de første singler “Borderlines” og “Seasons” var min nysgerrighed stadig intakt.

Baroness har et farvetema i albumtitler: Red Album, Blue Record, Yellow & Green, Purple og nu altså Gold & Grey. Det kan enten virke meget gennemført eller uopfindsomt, men med kendskab til guitarist, forsanger, sangskriver samt albumcover-kunstner, John Baizleys, kreative sind, kan man ikke blive andet end imponeret over det kunstneriske niveau.

Gold & Grey indeholder hele 17 numre, nogle dog er mellemspil og instrumentalt, men det er stadig overvældende mange. Desværre er det kun et fåtal af disse, der virkelig fænger.  Man kan sige, at flertallet af sangene er lige så harmløse, som den gamle danske film “Baronessen Fra Benzintanken” med Ghita Nørby, Dirch Passer og Ove Sprogø fra 1960. Man er egentlig godt nok underholdt, men man savner lidt, at actionniveauet stiger eksplosivt snarest, fordi det er aldrig rigtig farligt.
Baroness er også tydeligt inspireret af 60’erne og 70’erne – dog er det er mere rockmusikken med Led Zeppelin og Pink Floyd end dansk filmskat.

På “Anchor’s Lament” bliver man helt hypnotiseret af mini-refrænet “Throw me an anchor” i de mest melankolske og dybe toner forestille sig. Efterfølgende bliver man vækket op af Throw Me An Anchors hurtige tempo og noget lysere vokaler, der synger “Throw me an anchor, I hope you’ll know, When you gave me fire, I’ll make it burn”.

“Pale Sun” afslutter albummet af på bedste vis med melodiøse råb i mikrofonerne, og man spidser ører, til sidste strofe er sunget. Men der mangler et hit som “Take My Bones Away”, “Shock Me” ellerChlorine & Wine”.

Det kræver lidt af lytteren at lytte til “Gold & Grey” – man skal dedikere sin opmærksomhed mod musikken – det er ikke easy listening. Hvis man elsker Baroness’ forrige albums, vil man også elske dette. Men der mangler lidt for at det bliver et mesterværk, som Purple var, fordi det bliver lidt for langt i spyttet.

 

Trackliste:
Front Toward Enemy
I’m Already Gone
Seasons
Sevens
Tourniquet
Anchor’s Lament
Throw Me An Anchor
I’d Do Anything
Blankets Of Ash
Emmet: Radiating Light
Cold: Blooded Angels
Crooked Mile
Broken Halo
Can Oscura
Borderlines
Assault On East Falls
Pale Sun

REVIEW OVERVIEW

Baroness - Gold & Grey

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories