Alice Cooper

Thrash Metal som vor mor lavede den

-

Anmeldelse af: KILLING – Face The Madness. Udgives: 13. august 2021 via Target/Mighty Music.

Når alle numre er gode, er det så et problem, at de ligner hinanden lidt vel meget?

 

At sætte Killings Face the Madness på er som at åbne en tidskapsel fra 80’erne med en skive thrash metal fra genrens helt unge dage. Den djurslandske kvartet tærsker derudaf med ungdommens kompromisløse aggressivitet, og man bliver ført tilbage til dengang, man selv for første gang hørte Slayers Show No Mercy eller Metallicas Kill ’em All. Jeg kan naturligvis ikke tale for jer andre, men det er sgu et sted, jeg personligt ikke har noget imod at besøge en gang til.

Musikalsk er der ikke så mange overraskelser på pladen. Killing leverer noget af Danmarks bedste thrash metal, men i vers og omkvæd kan det godt bliver lige lovligt ensformigt og lige lovligt ens fra sang til sang. Til gengæld gør thrashens fart, at der er masser af tid til at guitaristerne, Snade og Sørensen, kan lege virtuoser, når de får plads og spiller solo eller åbner et nyt nummer op.

Vokalen er desværre der, hvor jeg synes albummet er svagest. Jeg var ellers meget imponeret over Sølbergs varierede growl, da de varmede op for Iron Fire tilbage i 2019, men der er som om han har glemt al den variation, han var så god til dengang med det samme, de gik ind i et pladestudie for at optage. Bortset fra når han råber titlerne eller særligt vigtige linjer i et par numre, bliver sangen en alt for ensformig oplevelse.

Jeg har måske lidt fået albummet til at lyde mere ensartet end det er, og det vil jeg gerne rette lidt op på. Lad mig derfor fremhæve et par numre, der gør den her thrash-ting lidt forskelligt. Åbningsnummeret, “Kill Everyone”, starter ud i allerhøjeste tempo og er en sindssygt velvagt album-åbner, der lægger den gamle thrash-stil helt præcist, mens både vokal og guitar får plads til at synge, growle, og skrige.

Den skarpeste modsætning finder vi i det lidt selvironiske “Straight Outta Kattegat”, der efter lyden af skibsklokker og mågeskrig går over i en decideret doom-agtig intro, inden thrashen sparker igennem ca. et minut inde. Jeg synes, det kunne være superspændende at høre, hvad Killing kunne have gjort, hvis de havde holdt den doom-lyd kørende, men det må blive på næste plade.

Album-afslutteren, “Killed in Action”, adskiller sig ved at være lidt længere og lidt groovy’ere end albummet som helhed og bliver til tider helt melodisk. Thrash er en hurtig genre, og det er fedt at se, at Killing ikke løber tør for ting at tage sig til, bare fordi de skal fylde knap syv minutter ud.

Alt i alt synes jeg, Face the Madness er et must-have album for fans af thrash metal og dem, der vil holde øje med et af de meste talentfulde unge bands, vi har i Danmark.

REVIEW OVERVIEW

KILLING - Face The Madness

Share this article

Recent posts

Fra 8210 til verden

CLIENTS-interview

MONO GOES METAL 2021 – del 2

Sobert brud med de faste rammer

Popular categories