Anmeldelse af:Whitechapel – Live In The Valley. Udgivet via Metal Blade Records. Udgivelsesdato d. 26.01.24.

Tennessee-bandet Whitechapel udgiver snart deres andet livealbum. Det måtte have en tur i de nye hovedtelefoner.

Det er ikke længe siden, at Whitechapel spillede i Amager Bio, hvor de leverede en rå og varieret optræden. Netop elementet i at turde stå ud fra andre i den amerikanske deathcore-scene har i mine øjn, været en af de nyere styrker hos bandet.

Live In the Valley ligger absolut også mest fokus på de seneste to skiver fra gruppen: The Valley (2019) og Kin (2021). Med netop disse to skiver tog Whitechapel springet væk fra den mere brutale sangskrivning, der tidligere har defineret dem, og prøvede kræfter med ren sang, groovemetal og andre progressive tendenser.

Hvorvidt man oplevede dette som et stort svigt af fortidens dyder eller som et modigt kunstnerisk valg, der har givet bandet en ny tiltrængt identitet, er op til den enkelte at bedømme.

Livealbums er en svær størrelse. Det kan være problematisk at fange oplevelsen af en koncert på en CD. Men det her er ikke et skidt forsøg. Til at starte med er produktionen helt i top, alle fem medlemmer af gruppen lyder perfekt hele albummet igennem. Point til guitarist Zach Householder der har stået for mixing og mastering. Er det måske lige for poleret?

Phil Bozeman har som sædvanlig sit afgrundsdybe growl og sine hæse skrig. Den rene vokal er i den grad også noget, han mestrer på sange som “History Creek” og “Anticure”. Jeg kunne dog ønske mig, at han udforskede denne side af hans stemme endnu mere.

Der er mere kommunikation med publikum, end jeg tidligere har oplevet fra Bozeman, der til tider kan være en lidt introvert forsanger. Måske har han lige givet den lidt ekstra gas nu, hvor koncerten blev optaget.

Der, hvor Whitechapel hamrer igennem med tyngde og ørehængende vrede, bliver gengivet godt i “Brimstone”, “Black Bear” og “Doom Woods”. De kan stadig folkens. Til slut skal vi naturligvis rundt om “This Is Exile” og “The Saw Is the Law”.

Jeg har personligt ikke noget imod de mere atmosfæriske numre fra bandet, men er du stået af omkring pladen Mark of the Blade, vil du ikke finde denne udgivelse videre interessant.

Har du til gengæld mod på at lære, hvorfor du skal se Whitechapel live, selvom de ikke spiller meget fra de tidligere år, så burde du give Live In the Valley en chance. Det er ikke et revolutionerende album, men et velindspillet minde om, at vi ikke får deres deathcore-dage tilbage igen. Det gør heller ikke noget.