Anmeldelse af: Metallica – 72 Seasons. Udgivelse d. 14 april 2023 via Blackened Records/Universal Music.
Begrænsningens kunst i en grænseløs genre.
Metallica er verdens største meta… Vent, kender du ikke Metallica?! Så har du levet under en kampesten de sidste 42 år, så introen dropper jeg.
Metallica er tilbage med nyt studiealbum syv år efter forgængeren, Hardwired… To Self-Destruct, fra 2016. Hardwired… var et overraskende godt album både i forhold til dens forgænger, Death Magnetic fra 2008, og deres standarder. Hardwired… indholdt mange gode numre, men mange af dem var lidt for lange, og der var for mange af dem. 72 Seasons lider af samme syndrom.
72 Seasons handler om alle de sæsoner i ens ungdom (fra fødsel til 18 år gammel), der er med til at forme en som menneske, inden man bliver voksen. At Lars Ulrich og James Hetfield stadig kan lave sange om ungdommeligheden, når de er i slutningen af 50’erne, kan virke malplaceret, men lad os nu se… I sidste uge var vi på Metal A Day på til en lyttesession af albummet – den kan du læse HER.
Mere metal, mindre Metallica
Introen til titelnummeret og åbneren, “72 Season”, er rigtig god, men den drukner hurtigt i alle de andre soli, som senere hen kommer.
Singlerne “Screening Suicide”, “If Darkness Had a Son” og “Lux Æterna” lyder meget som Metallica, som de har gjort siden slutningen af 00’erne på godt og ondt. Man bliver heller ikke overrasket over at høre “Enter Sandman”-rester på “Sleepwalk My Life Away”.
På “You Must Burn!” gives der muligvis en kindhest til verdens største teenager og ‘heksejagt-offer’: Trump – hvilket ikke er så overraskende, men dog stadig vigtigt. På “Too Far Gone” og resten af pladen går Metallica overhovedet ikke langt nok ud og er ikke ekstreme nok i opbygningen af sangene. De 72 sæsoner (af sorg, som nummeret og dermed også pladen til dels handler om) minder umiskendeligt meget om hinanden. Gennemsnitslængden på de 12 sange er ca. 6-7 minutter, hvilket er 2-3 minutter for meget. Soliene bliver for mange og lange, og omkvædene bliver for repetitive som på “Crown of Barbed Wire” og “Chasing Light”.
Men på “Inamorata” udvikler de sig og eksperimenterer ca. 5 minutter inde i det 11 minutter lange nummer med en bækken/hihat-intermezzo, og tempoet bliver skruet ned, for at blive skruet op igen, og nye nuancer dukker op. Det giver en tiltrængt dynamik og variation. At sangen så handler om “Misery”, omtalt med hun-pronomen, er dog ikke synderligt originalt i rock/metalmusik, men den lader jeg fare.
Skuffende sikkert spil
I alt har jeg set Metallica live tre gange senest på Copenhell 2022, og det var også den bedste gang. Noget af den ungdommelige vildskab fra koncerten savner jeg på albummet. Hvis det havde været et mindre band, ville jeg nok være mere positiv, men fordi det er verdens største metalband, har jeg større forventninger og krav til dem. Man bliver ikke overrasket mere af Metallica – desværre.
Metallica har alle muligheder for at lave et mesterværk: De har tiden, pengene, talentet, udstyret og crewet, men alligevel vælger de at spille sikkert frem for at gamble og skabe noget helt anderledes eller helt nyt. Og det er næsten det mest skuffende og værste. Det ville have været noget andet, hvis de genopfandt sig selv, selvom de skuffede mange fans, da de gjorde det sidst med St. Anger, så var den om ikke anderledes i forhold til …And Justice For All og Master Of Puppets. Her vil jeg have noget andet end Hardwired To Self Destruct – part 2.
Nogle Metallicafans vil sikkert være godt tilfredse, men fordi 72 Seasons minder for meget om Metallica og eksperimenterer for lidt med metallen, får Metallica kun to stjerner.
72 Seasons trackliste:
- 72 Seasons
- Shadows Follow
- Screaming Suicide
- Sleepwalk My Life Away
- You Must Burn!
- Lux Æterna
- Crown of Barbed Wire
- Chasing Light
- If Darkness Had a Son
- Too Far Gone?
- Room of Mirrors
- Inamorata