Anmeldelse af: Thy Art Is Murder m.fl. Amager Bio, Kbh. D. 03.10.23.
En aften, der skulle byde på nakkeknækkende Deathcore i flere formater. Jeg havde naturligvis fundet mig til rette i Amager Bio til den komplet udsolgte koncert.
Foto: Andets Groos Mikkelsen
Der har været lidt personligt larm forud for showet. D. 23 september blev bandets forsanger, CJ McMahon, smidt ud af bandet efter at have været med siden 2009 og sunget på alle studiealbumudgivelser med Thy Art Is Murder. Han røg ud officielt dagen efter, at den nye skive, Godlike, udkom. Det skulle efter sigende blandt andet have været anti-trans-kommentarer og lignende holdninger fra hans side af, der var med til, at han blev fyret.
Men som i så mange af den slags sager er der mere i det, og den gamle: “han havde været træls igennem en længere periode” virker også som en fin forklaring, når man læser udmeldelsen fra resten af bandet. Hans vokal blev også slettet på det nye album, og en på det tidspunkt unavngiven sanger fik optaget sin stemme på Godlike i stedet.
27 september i Tyskland blev sløret så løftet for, hvem der har re-recorded den nye vokal på Godlike samt nu fronter Thy Art Is Murder. Det blev Tyller Miller fra Aversions Crown. Sangeren er 33 år gammel og kom med i Deathcorebandet The Guild i 2015, og i 2019 erstattede han Mike Poida i Aversions Crown. Han har siden lagt stemme til deres album He Will Come for Us All fra 2020.
Jeg har personligt aldrig hørt om Miller eller lyttet til Aversions Crown, så han bliver en 100 % ny oplevelse for mig. Som mange andre er jeg spændt på at se, hvordan han løfter arven fra CJ.
Og det bliver da lidt specielt ikke at se og høre CJ på vokal. Mine to koncertoplevelser med ham som frontmand for Thy Art Is Murder på Copenhell i 2018 og i selvsamme Amager Bio på deres Human Target EU/UK Tour i 2020 sammen med Carnifex, Fit For An Autopsy og I Am husker jeg varmt tilbage på.
Koncerten i aften er hyped som bare fanden. I denne omgang bliver supporten leveret af Whitechapel, Fit For An Autopsy og Spite. Der venter os alle en drabelig aften med Deathcore i flere brutale afskygninger.
Jeg sidder hjemme hos min kæreste og skriver det sidste af min noget forsinkede anmeldelse af Copenhagen Metal Fest 2023, da jeg får tilsendt en video lidt i kl. 19.00 fra vores udsendte fotograf i aften. Den viser en meget lang kø, der strækker sig helt ned ad Øresundsvej. Så hurtigt på med Gastrorrexis-t-shirten og ud ad døren.
Spite
Aftenens første band er Deathcore fra Californien. Det er første gang, at Spite besøger Danmark, og forud for Godlike-turneen har jeg da heller aldrig hørt om dem. Men de har faktisk en del udgivelser i ryggen, hvoraf den seneste er Dedication To Flesh” fra 2021. Men, holy freaking hell, en debut på dansk jord.
Der er godt proppet i salen, og stemningen er til at tage og føle på. Et par gutter står og hopper og småskubber til hinanden, allerede inden musikken starter. Spite træder ind i lyset, og med dræbende brutalitet kaster de sig ud i vanvittig tunge breakdowns og gal spilleglæde.
Med det samme – og jeg mener med det samme – er der en stor pit blandt gæsterne. Det er tydeligt, at folk er her for at give både sind og krop 100 % til kaosset. På en helt normal mandag ryster Amager Bio i sin grundvold.
Darius Tehrani på vokal er et monster fra det mørkeste dyb. Han veksler ubesværet mellem hysteriske skrig, ond growl og vilde pig squels. Sang nummer to får gulvet til at vibrere, og pitten vokser. Jeg ved ikke, hvem der er mest tændt lige nu: Spite eller det ustyrlige crowd? Ganske vist er musikken sine steder lidt forudsigelig, men det lever vi med.
Én ting er dog sikkert: sjældent har jeg oplevet så bragende og dæmonisk en optræden fra et opvarmningsband. Ej heller en så massiv respons fra publikum. Jeg smider trøjen og hopper med ind i løjerne. Der er ikke andet at gøre. Salen koger, som en samlet svedende organisme vælter vi rundt med uudtømmelig energi.
Da sidste nummer ender, står flere af os tilbage med en sand WTF-følelse. På den bedst mulige måde. Det kunne ikke være startet vildere. Jeg er freaking Spite-fan efter i aften. Nyt favorit Deathcore-band.
Fit For An Autopsy
Med to koncerter i bagagen med New Jersey-drengene var jeg lidt mere forberedt på, hvad jeg kunne forvente. Første gang i 2020 havde de ikke rigtig gjort noget indtryk på mig, men det ændrede sig alt sammen, da de åbnede for Killswitch Engage d. 22 august i år.
Spillestedet var også Amager Bio, og Fit For An Autopsy leverede en blæret præstation, der truede med at vælte hovednavnet den aften. Med allerede semi-ømme muskler glædede jeg mig til alle gode gange tre.
Vi står næsten som sild i en tønde, imens scenen er badet i rødt lys. Der er et stort fællesklap, og igen begynder moshen fra første nummer. Sange som “Savages” og “Black Mammoth” viser, at Fit For An Autopsy atter er i topform. Salen koger, imens det udadvendte band hamrer igennem på scenen, som var der ingen i morgen.
Deres Deathcore er lidt mere klinisk end Spite, men de har dog en anden episk stemning over sig. Kan det blive vildere? Man skulle ikke tro det, men band og publikum smelter sammen i en drabelig symbiose, og varmen og vildskaben når uanede højder.
“The Sea of Tragic Beasts” brager ud over os, og jeg er selv nu så gennemblødt, at jeg må indse, at min t-shirt ikke kommer på igen resten af aftenen. Hvem kan også have en trøje på i den hede?
Sidste sang, “Far From Heaven”, fra Oh What the Future Holds har nogle stykker med ren vokal og er på mange måder mere progressiv i sin opbygning. Ikke at det tager pusten fra os, der fester videre nede på gulvet. Et giga “HEY”-chant rejser sig fra vores struber imod Fit For An Autopsy.
Det er ikke musik, jeg går hjem og lytter til, men live er det virkelig et brag, man bør unde sig selv at opleve. Syv numre fik vi, og vi kunne godt have hørt flere, men der er freaking to, bands endnu. Så en lille pause er nok på sin plads.
Whitechapel
Bandet fra Tennessee blev dannet i 2006 og var sammen med andre kunstnere som Job For A Cowboy, Carnifex, Despised Icon, Suicide Silence og Chelsea Grin med i 00’er-bølgen, der for alvor bragte Deathcore i søgelyset. Efter otte fuldlængde udgivelser har Whitechapel i større og større grad taget afstand fra deres oprindelige lyd. En tendens, der startede på Mark of the Blade (2016) og som de førte videre på The Valley (2019) og Kin (2021). Om man er fan af denne udvikling er forskelligt, jeg selv er faktisk meget tilfreds med de nyere toner fra Whitechapel.
Min eneste koncert oplevelse med dem var på Headbangers Ball Tour i 2019, hvor de fik selskab af Kataklysm, Fleshgod Apocalypse og Dyscarnate. Dengang gjorde de det udmærket, men det føltes også lidt som om, at det bare var endnu en dag på kontoret for Whitechapel. Forhåbentlig er der mere smæk på i aften.
Men jeg er faktisk lidt lettet, da “I Will Find You” ikke starter pitten umiddelbart så hurtigt som de andre artister. Jeg er ved at være en lille smule forpustet. Måske er det passende at Whitechapels lidt mere melodiske sange giver os noget variation i aften.
Phil Bozeman har sin signatur afgrundsdybe growl, og hans rene vokal skaber en tragisk stemning, der klæder musikken. Der er færre breakdowns og mere fokus på at skabe en koncert, der flere steder bygger mere på atmosfære. Det er et dejligt afbræk i line-uppen af bands og for kroppen.
Men vi skal ikke snydes for galskab og “The Saw Is the Law” får folk i hopla, og så kører vi igen rundt i circle pits. “We Are One” viser, at folk sateme også kan give den gas til det nyere materiale. Klassikeren “This Is Exile” efterlader os mørbankede og lykkelige, og jeg har for længst opgivet at tælle alle de circle pits, der fandt sted.
Nu er Phil ikke den mest udadvendte frontmand, men i aften var han lidt mere snakkende, og det klædte koncerten. Han mistede stemmen få gange, men det var nok kun 5 % af tiden. Jeg fik, hvad jeg håbede på af Whitechapel og lidt til.
Thy Art Is Murder
Så er vi her efter radbrækkende headbanging og adskillige øretæver i pitten. Der er røg samt blåt og lilla lys. Bandet har en kæmpe omgang scene grej med, der fylder godt og giver os et majestætisk indtryk af Thy Art Is Murder.
Jeg tror, at vi i salen, der har givet den gas i snart over tre timer, er lidt mere brændt af efterhånden. Det er nemlig først på andet nummer “Death Squad Anthem”, at en giga circle pit starter. Folket kan sgu lidt endnu. “Make America Hate Again” tvinger mig til at kaste mig ud i menneskehavet af crowdsurfere, moshere og headbangende fans.
Tyler Miller har et solidt brøl og et dybt dødsgrowl. Han mangler umiddelbart i min optik lidt af den unikhed i stemmen, der kendetegnede CJ, men teknisk er han lige så dygtig. Vi har at gøre med en erfaren herre, der også forstår at piske crowdet i gang. Man kan dog godt ane, at han lige skal lære sit nye publikum at kende. Der hviler også meget på hans skuldre.
Der kommer en imponerende wall of death, og jeg må give efter for ømme muskler og melde mig ude i denne omgang. “Some of you may be wondering, who the fuck is this guy,” siger Miller med et glimt i øjet. At klappe er vist kun på sin plads.
“Holy War” og klassikeren “The Purest Strain of Hate” vrider endnu mere bevægelse ud af folk, men jeg sporer alligevel lidt træthed nu og da blandt de kogende fans. Bevares, at blive stillet over for fire så voldsomme bands på én aften kan vel trætte selv den mest hærdede mosher. Måske kan man også få nok breakdowns?
En gruppe tumper kommer med “CJ”-råb. Det er cirka lige så sjovt, som når fulde fjolser stadig tror, at det er skægt at råbe: “Spil den med Slayer!” Suk. Flere beder dem da også om at klappe i.
Som ekstranumre får vores øregange serveret “Reign of Darkness” og kongehittet “Puppet Master”
Det var en gedigen optræden, hvor Miller beviste sit værd som ny frontfigur, og hvor resten af bandet var ultra tighte på deres instrumenter. Det er en ny æra af Thy Art Is Murder, og selvom et par stykker af os var flade midt i settet og til sidst, så bevidste Deathcore-kongerne fra Australien, at de ikke behøver CJ for at beholde deres trone.
Dyrk et galleri fra aftenen af fotograf Anders Groos Mikkelsen:
