Anmeldelse af: Telos/Fit For An Autopsy/Killswitch Engage. Amager Bio, København. 22.08.23
Publikum var klar til fængende omkvæd og tunge breakdowns, da veteranerne Killswitch Engage gæstede København.
Foto af: Anders Groos Mikkelsen
En lækker trio af bands denne varme tirsdag aften i Amager Bio var klar til at underholde det metalcore-hungrende publikum.
Telos
Første band på scenen er københavnske Telos, som går på med en (måske lidt for lang) intro. Jeg kender ikke bandet på forhånd, og min første tanke er lidt, om det er et konceptband, hvor der udelukkende bliver brugt dyrelyde? Jeg tvivler, men ikke desto mindre kommer der nogle ret dyriske skrig og brøl fra forsanger, Victor Kaas, som har en meget unik udstråling og måde at bevæge sig på scenen. Man kan se, at han mener det. Dog får jeg ikke fat i et eneste ord af det, der bliver sunget. Og selvom mikrofonen feeder lidt, så er det ikke lydmandens skyld.
Det kan måske skyldes genren, som de selv beskriver som bl.a. blackened hardcore og mathcore. Det var tydeligt, at vi denne aften i Amager Bio hovedsageligt var kommet for at høre en god omgang metalcore. Og hvis vi skal være ærlige, så er vi jo suckers for de gode sing-along-omkvæd. Det var Telos desværre ikke så leveringsdygtige i.
Et par næver og horn ryger i vejret engang imellem, og en moshpit forsøges også halvhjertet på et tidspunkt. Det er bare som om, at publikum aldrig rigtigt kommer med på vognen. Og denne aften virker bandet heller ikke så opsat på at tvinge folk op i gear.
Den instrumentale del er jeg personligt ikke så meget fan af. Trommeslageren redder en del for mig, da han leverer et holdepunkt i “larmen” fra streng-instrumenterne og er super dygtig. Højdepunktet for mig er deres sidste sang, “Throne”, som klart faldt mest i min smag.
Fit For An Autopsy
Næste band er Fit For An Autopsy fra New Jersey. Her kan man med det samme mærke, at der er et mere erfarent band på scenen. Både band og publikum er på fra starten. Forsanger, Joe Badolato, er en dygtig tovholder på løjerne, og han tøver ikke med opfordringer til horn og næver i luften.
Fit For An Autopsy forstår opgaven som supportband til fulde. De får stemningen i vejret, engagerer publikum og holder gejsten oppe. Der kommer da også gang i både mosh- og circlepits. Det er tydeligt, at bandet, som ellers har været i gang siden 2008, stadig elsker at spille sammen. Både bassist, Peter “Blue” Spinazola, og guitarist, Pat Sheridan, synger glædeligt med på sangene og nyder koncerten.
Da koncerten er lidt over halvvejs, og alle har næverne i vejret på forsangeren opfordring, glemmer man helt, at de faktiske ikke hovednavnet denne aften. Det er en stor præstation, når man “bare” er support.
Killswitch Engage
Hvis man på nogen måde var i tvivl om, hvem aftenens hovednavn var, så blev det hurtigt afklaret, da Killswitch Engage går på scenen. De bliver mødt med overdøvende begejstring fra publikum, som synger højt med fra første strofe. De lægger også stærkt ud med allerede at få gang i en moshpit. Og det er et gennemgående tema gennem hele koncerten, at hver gang muligheden for at synge højt med på et melodisk omkvæd byder sig, så tøver publikum ikke med at levere. Til tider lyder det faktisk som om, at bandet bare har medbragt deres eget personlige kæmpe kor.
Der er ikke mange pauser mellem sangene, og man får lidt følelsen af, at bandet forsøger at få klemt så mange sange ind i spilletiden som muligt. Fair nok, publikum skal have noget for pengene, det klager jeg ikke over. Under sangen “Reckoning” kommer trommeslager, Justin Foley, til sin ret med en solid omgang dobbeltpedal. Efterfølgende bliver der tid til lidt snak, som forsanger, Jesse Leach, indleder med at sige: “Already very sweaty, that’s a good sign!”
Der er generelt rigtig god kontakt til publikum fra alle i bandet, som også i høj grad ser ud til stadig at have spilleglæden i behold til trods for deres 24 år i gamet. Der bliver sunget med, hoppet, danset og headbanget. Alle er med til at engagere publikum i at vise horn, klappe i takt og generelt holde gejsten oppe.
Under “Rose of Sharyn” får publikum både gang i en circlepit og muligheden for at komme tættere på Leach, da han hopper ned foran scenen og synger sammen med de forreste rækker. “This is Absolution” er det tætteste, vi kommer på en ballade fra metalcore-heltene i denne omgang med svajende hænder fra det skrålende publikum. Et af højdepunkterne for mig er under “The End of Heartache”, hvor et stille stykke med blot trommer, leadguitar og publikum, som synger “For comfort, for solace, for the end of my broken heart”, giver undertegnede gåsehud!
Aftenens sidste sang er meget passende, “My Last Serenade”, hvor Leach igen bevæger sig ned foran scenen for at synge med publikum for så til sidst at crowdsurfe syngende. Det holder aldrig op med at imponere mig, når sangere gør det! Efterfølgende slutter koncerten desværre en smule brat. Bandet går hurtigt af scenen, og en playliste begynder hurtigt for at signalere, at vi ikke får noget ekstra nummer. Jeg tror, mange havde håbet på og forventet at høre Dio-coveret “Holy Diver”, men det måtte vi undvære i denne omgang.
Som tidligere nævnt fik bandet presset en del sange ind i en kort spilletid på ca. en time, hvilket var lidt i underkanten for et hovednavn efter min mening. Så det blev alligevel til 17 sange, hvilket de skal have credit for. Den korte spilletid trækker lidt ned, men det var alligevel en ret vellykket koncert!
Galleri, taget af Anders Groos Mikkelsen, kan ses herunder:
