Alice Cooper

Kataklysm leverede en jordskredssejr

-

Anmeldelse af: Kataklysm, m.fl. VoxHall, Aarhus. 10. december 2019.

Canadiske Kataklysm ikke bare rystede VoxHalls grundvold – de maltrakterede den ned til gulvhøjde, så vi alle så hinanden i øjnene!

 

Foto: Hasan Jensen

For det var nemlig dét, der kendetegnede den sidste koncert denne aften ud af fire bands – Kataklysm, hvis det skulle være forbigået læseren – at man kunne komme helt tæt på bandet, op på scenen uden afbrydelser fra scenevagter; moshe igennem og generelt være nogle “sick fucks!”, som forsanger Maurizio døbte os fra scenen – og så er jeg ikke engang begyndt at tale om den fabelagtige lyd under deres koncert!

Men før da skulle vi lige tage en svingom med tre “relativt” anderledes bands i metal-skålen; forskellige for dem af os, der nørder metal til dagligt, men sikkert bare er uforstående støj for mange andre.

 

Dyscarnate
At være de første på scenen har de fleste dage været en ubønhørlig tjans, når man ved, at der er et navn højere op på plakaten, som de fleste mennesker er kommet for at se.
Men det afholdt ikke engelske Dyscarnate fra at give den alt, hvad scenegulvet kunne holde til i deres tremands store besætning i den sparsomme tid, de havde fået sat til rådighed.

Alle minutter blev udnyttede, og det er svært at sige, hvad man egentlig havde at gøre med for en størrelse metalmusik her.
Nogle gange anede jeg noget Sepultura, så var der tilsat Lamb of God, og så var der, og, og… Det var bare godt, uden det blev for meget, men et uudsletteligt udtryk efterlod de mig ikke med.

At lyden så heller ikke var den bedste, forøgede ikke min indstilling til oplevelsen.

Fleshgod Apocalypse
Gud, hvor havde jeg set frem til at opleve dette italienske orkester i mange år, thi de har forbigået min live-radar mange gange, men interessen har da ikke dalet, siden de udgav nogle lækre skiver siden, jeg lærte dem at kende for en god håndfuld år siden – og der blev lavet et interview med bandet fra vores side.

Amen, havde jeg så måske ikke sat mine forventninger så højt, eller havde lyden bare været bedre, så havde det måske været nemmere at sætte mig ind i dette højoktans symfoni-død fra helvede.
Alligevel måtte jeg i mit stille sind konstatere, at selvom jeg sjældent har oplevet et orkester med så mange del-elementer, røg (som slørede lidt for meget, end det gav stemning) spille så godt sammen, gjorde den dårlige lyde desværre oplevelsen for distanceret.

Rettidigt skal bandet dog have den tvivl til gode, at hvis jeg oplever dem under bedre lydforhold, så vil de med garanti blæse mig mere bagover.

Whitechapel
Så skal vi lidt til den samme kæphest, hvor det kan være svært at lægge fankasketten væk og tage anmelderhatten på.
Det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret så stor fan af amerikanske Whitechapel og deres udvikling med deathcore-genren i en mere melodisk retning.

Atter var lyden nemlig ikke god, som situationen også var under Fleshgod Apocalypse, og Whitechapels sætliste gennemgående bød ikke på de sange, jeg egentlig havde håbet på – men jeg blev båret ind i fortællingen, musikken; og en lille tåre fandt da også sin vej ned ad kinden hos mig hist og pist.

Lad det så være sagt, at jeg hørte mange blandt publikum, der slet ikke var enige om, hvorvidt Fleshgod og Whitechapel var blevet sat i den rette rækkefølge til at optræde, men jeg var svært tilfreds!

Kataklysm
Endelig blev det dog tid til det, langt de fleste af os uomtvisteligt kunne blive enige om, at vi havde set frem til: Retten til slut i form af Kataklysm!

Lyden var endelig indstillet på det skarpkorn, som man havde håber på. Ærligt talt er det nok bandets egen lydmand, der har haft en finger med i spillet her, men vi klager ikke!

Krasbørstig dødsmetal af den slags, som på én og samme tid kan lokke nytilkommere til og så dem, der stadig bliver fænget af bandet i nyere tid, fordi de simpelthen forstår at skrive fængende sange, uden de bliver deciderede vrælende melodiske at høre på.

Kun få gange var jeg ikke opslugt af den stemning, der foregik meget tæt på og ramte mig i kroppen og sindet af at kigge på; og det hjalp da også godt til, at folk moshede, kom op på scenen og festede i symbiose.

Endelig spurgte bandet da også ud, om vi kunne trække i nogle tråde for at få dem til en vis københavnsk festival til sommer.

Ret skal være ret, hvis man booker Kataklysm senere, så fortryder man ikke!

Galleri af Hasan Jensen:

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

REVIEW OVERVIEW

Dyscarnate
Fleshgod Apocalypse
Whitechapel
Kataklysm

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories