Anmeldelse af: Copenhagen Metal Fest 2023. Amager Bio m.v. 15.-16. september 2023 – del 1.
Foto: Lasse Lindhardt Photography / Heavymetal.dk
Fredag
Tilbage i 2019 blev Copenhagen Metal Fest stiftet. Amager Bio og søsterscenerne, BETA og Zebu, skulle præsentere en bunke kunstnere i alle størrelser. BETA og Zebu skulle afholde de mindre shows, imens Amager Bio skulle stå for de større koncerter.
Første år bestod line-uppen af Illdisposed, The Interbeing, Psy:Code, South Haven, Urkraft, Unseen Faith, Livløs og mange flere. Fokus var 100 % på den danske metalscene, der blomstrede som aldrig før; en udvikling, der stadig bruser derudaf og ikke ser ud til at stoppe. Timingen for festivalen var perfekt. Jeg var naturligvis til stede.
Der var de mørke år med Covid-19, og som så mange andre musikarrangementer stod Copenhagen Metal Fest på pause. I 2022 vendte musikken tilbage med blandt andet Konvent, Mercenary, Cold Night For Alligators, Forever Still, The Arcane Order og Siamese på plakaten. Igen en stor blandet pose musik, hvor nyere bands som Kill Trip, Être, Rambuk og Glemsel også fik en chance på scenerne.
Desværre måtte jeg forlade festivalen om fredagen grundet personlige problemer og kom ikke tilbage igen.
Ét år er gået, og atter kan der præsenteres et spændende line-up af etablerede bands samt nyere artister. Svartsot, Hatesphere, Bersærk, Panzerchrist, Ghost Iris og Xenoblight udgør de mere kendte grupper, imens at Udånde, Vægtløs og Feather Mountain er et par af de bands, der står klar til at føre vores danske metalmusik videre ud i nye udtryk og eksperimenter.
Oprindeligt skulle jeg slet ikke have indfundet mig på årets festival, jeg havde meldt mig til at anmelde “Durance of Hate” koncerten med Solbrud og Offermose på Vesterbro. Men årets bands på Lorteøen trak alligevel mere i mig + alle de søde folk og elskelige fæ, man nu engang er venner med, flokkes til Amager de her dage. Der kan næsten meldes udsolgt af både endags- og partoutbilletter i år. Den stigende popularitet og interesse for Copenhagen Metal Fest lader sig ikke fornægte.
Pladsen er fint dækket op med borde og bænke. Siddepladserne udenfor er omkranset af madboder, en merchandisebod + ølboder og skiftende DJ’s sørger for festligt soundtrack begge dage. Da jeg beklageligvis ikke havde planlagt min ferie efter årets festival, så ankommer jeg først efter kl. 18:00 begge dage, da jeg skulle passe mit arbejde på Strøget. Derfor er der en del bands, der desværre ikke kommer med i denne anmeldelse.
Jeg cykler afsted fra Faraos Cigarer og henter mit pressekort i indgangen til Amager Bio. Jeg er mere end oplagt til årets allersidste festival. Jeg når at hyggesnakke med de gode mennesker, man nu kender, og så smutter jeg ind på BETA for at se Telos.
De skal gå på kl. 18:30, og det undrer mig, at de er så forsinkede, da klokken bliver kvart i. Indtil konferencieren annoncerer, at Kadavermarch snart går på. Så jeg skynder mig ud af salen og imod Zebu for at nå koncerten!
Telos: Zebu kl. 18:30 (lidt senere for denne forvirrede anmelder)
Der er heldigvis ikke så proppet, at jeg må afvises i døren, og jeg får med overraskende lethed bevæget mig helt tæt på scenen. Med vanlig kaotisk vildskab leder forsanger, Victor Kaas, slagets gang i hvidt og rødt lys. Det skal dog siges, at scenen er mere sparsomt oplyst til tider, hvilket klæder Telos.
Det giver en horror films-agtig stemning til deres Blackened Hardcore. Hele gruppen giver alt, hvad de har i sig, hvor hvert medlem lever sig helt ind i sin egen vilde optræden, uden at man mister fornemmelsen af, at de er en perfekt sammenspillet enhed.
Jeg oplever dog ikke, at folk kvitterer med den samme entusiasme som drengene i bandet. En skam. Jeg selv får sat foden på scenekanten og trænet nakke og rygmusklerne. Jeg har aldrig hørt Kaas vokal lyde så enorm til andre shows, jeg har set med bandet. I aften er den 20 % mere voldsom, uden at den fylder for meget i lydbilledet.
Sidst i sættet bliver publikum revet med, og en temmelig vild pit opstår. Telos sejrede til slut på Copenhagen Metal Fest, men det var en kamp. Heldigvis har vi her at gøre med et af de mest energiske Hardcorebands i kongeriget, og de er ude af stand til at spille en dårlig koncert. Uanset hvor mange odds, der kan være imod dem
Ghost iris: Amager Bio kl. 19:30
Jeg glæder mig til at se det her voldsomme Djent/Metalcore-freakshow hver gang. Jeg har i den grad fået taget en revanche på livefronten med Ghost Iris. Der var ellers en periode, hvor jeg tabte lidt kontakt med bandet på spillestederne, på trods af at jeg lyttede med på deres voksende diskografi.
Således er det min tredje koncert med dem i år. Jeg så dem til Prime Is Coming på Hotel Cecil og anmeldte dem til Slag-Town Slays i sidste måned, hvor jeg var temmelig begejstret. Ville de holde niveauet på Amager?
Der er nogenlunde fyldt, og jeg går tæt på hegnet i højre side af scenen. Rutinen er den samme som i Slagelse, hvor de med lygte og bat i hånden hyper folk inden første nummer.
Med deres fuck you-attitude og knusende breakdowns er de hurtigt en succes. Allerede efter første nummer er deres guitarist ude at crowdsurfe. Der sættes gang i pitten, og temperaturen stiger. Publikum laver også den evige fjollede ro-manøvre på gulvet. “Hvad laver i?” spørger vokalisten Jesper med et smil. Vi har i hvert fald en fest.
“The Rat and the Snake” og “Paper Tiger” er homeruns, og igen er en af deres guitarister ude på gulvet. Han skal da arrangere en massiv wall of death. “Det her er den bedste koncert, vi har spillet i 5 år,” udbrydes det af Jesper, da showet er ved at slutte.
Den proklamering kan jeg ikke være helt uenig i. Det her slår i hvert fald endnu engang fast, at Ghost Iris ejer både headliner-potentiale og fortjener den internationale opmærksomhed, gruppen ridder på de her år. Kun fordi at jeg er ved at have set det samme show et par gange, får de ikke topkarakter. Uanset hvad, er det en vildt fed følelse at have genopdaget dem og deres storladne, skarpe brutalitet.
Øm og mørbanket på den bedst mulige måde skal jeg nu have noget frisk luft. Senere hører jeg, at kort efter friede et af bandmedlemmernes kæreste til ham på scenen Stort tillykke til den heldige mand og kvinde!
Nu løber jeg til gengæld ind i et af de problemer, som Copenhagen Metal Fest døjer lidt med. Det er desværre sådan, at der ofte ikke er nok plads på Zebu og BETA, når for mange gæster vil se en koncert. Det gør de hypede shows lidt eksklusive, men omvendt skal man ikke komme mange minutter for sent. Man risikerer ikke at blive lukket ind til en koncert, man har glædet sig til. Således får jeg ikke set hverken Vægtløs på Zebu eller Avarice på BETA.
Det er præmissen på festivalen, og om man synes, det tilføjer noget til oplevelsen, eller om det er til gene, må være op til den enkelte. Jeg har personligt ikke besluttet mig endnu.
Svartsot: Amager Bio kl. 21:30
Puha, det er længe siden, jeg sidst har set Svartsot. Men jeg er glad for deres festlige Heavy, og mit presselaminat hænger endda i en limited edition-nøglesnor fra Vældet-skiven. Jeg fik den i en pre-order tilbage i 2015. Mit nøglebundt hænger i samme stykke merchandise til hverdag.
Svartsot er afgjort det største Folk Metalband i Danmark og med en diskografi i ryggen på 5 albums og en musikhistorie, der strækker sig tilbage til 2003, da gruppen blev dannet, står de nu klar til at indtage hovedscenen.
Der er ikke så mange i salen, men et par stykker får da råbt på bandet i kor. Medlemmerne går på scenen, og forsanger, Thor Bager, er iført jakkesæt med en stor bog i hånden. Den gestikulerer han med i de første par numre. Dog er sangeren ellers ret stillestående i begyndelsen, og det er som om, at Svartsot også lige skal spille sig varme.
Da Bager lægger bogen fra sig og slår håret ud, er der straks lidt mere liv på scenen
Der kommer flere gæster til, men der er næsten ingen bevægelse at spore i salen. Frontbrøleren er ellers ude ved hegnet og piske en stemning op, men jeg har den oplevelse, at bandet ikke kan fylde den store scene ordentligt ud.
“Kilden – I Marker og I Lunde” samt “Midsommer” får heldigvis lidt mere respons, og en lille circle pit opstår da. Jeg selv er temmelig begejstret, da Thor pludselig bryder ud i pig squels; mere af den slags vildskab, tak.
Der bliver danset igennem til klassikeren “Gravøl” fra debutalbummet, Ravnenes Saga, og Folkmetallerne leverer vikingestemningen til sidst. Desværre led koncerten under manglende publikumsinteresse og et band, der muligvis var placeret på for stor en scene.
Hatesphere: Amager Bio kl. 23:30
En sand institution i Dansk Metal skal lukke første dag på Copenhagen Metal Fest. Death-Thash veteranerne fra Hatesphere står klar til en sidste svingom. Der har været mange udskiftninger i bandet, men anno 2023 består de af Mathias Uldall på vokal, Peter “Pepe” Lyse Hansen på leadguitar, Kasper Kirkegaard på rytmeguitar, Mike Park Nielsen på trommer og sidst, men ikke mindst, Jimmy Nedergaard på bas.
At fortælle min egen historie med Hatesphere gemmer jeg til min anmeldelse af dem på Forbrændingen d. 6 oktober. Men jeg har i hvert fald tabt tal på, hvor mange gange jeg har svunget min nakke i smadder til dem på spillestederne her i landet.
Med numre som “Lies and Deceit” og min personlige favorit, “Drinking With the King of the Dead”, kan man simpelthen ikke gå galt i byen, og moshpitten er sikret. “Forever War” sætter min ryg på overarbejde. Jeg lider med glæde. Man skulle tro, at det ville blive den perfekte afslutningsfest, men desværre kommer Hatesphere til at lide under det, jeg kalder “Copenhagen Metal Fest headliner-forbandelsen”. Det betyder, at publikum ofte har en kedelig tendens til at udvandre i hobetal, når sidste band går på.
Hvad dette skyldes, kan jo være mange ting, men måske har vi bare ikke et dansk band, der kan headline Amager Bio og samle os alle sammen på den her måde? Skal vi hive Mercyful Fate, Volbeat (ja, de er for dyre) til eller give Pretty Maids en chance? Hvem ved? Resultatet er beklageligvis, at fredagens headliner ikke formår at holde på publikum. Så da “The Sickness Within” lukker og slukker, er vi få tilbage til at ryste håret til denne klassiker.
Det startede så godt, men endte et mere kedeligt sted.
Første dag var lidt et turbo-run for at se musik, tage noter og snakke med vennerne. Det er ikke altid sådan at tage en opgave som den her på sig semi-spontant. Men uagtet mine manglende forberedelser, så så jeg ikke én dårlig koncert, og stemningen blandt de headbangende gæster var i top. Det var tydeligt at mærke, og man fik en helt særlig familieagtig følelse ude på pladsen og til de fleste shows.
Jeg kan ærgre mig lidt over, at jeg ikke fik oplevet flere nye håb. Det er altid rart at få bekræftet sin tro på de store bands, men Copenhagen Metal Fest gør sig ellers umage for, at alle størrelser af artister får en chance. Men min tid er i denne omgang, hvad den er.
Nu skulle jeg sove og på arbejde kl. 09:45 næste dag. Catch you on the flip side.
