Anmeldelse af: Ghost Iris m.fl. Badeanstalten, Slagelse. 01. september 2023.

Konceptet Slag-Town Slays vokser. Ikke alene med den større 1-dagsfestival – der har budt på store udenlandske navne som Decapitated og Suffocation + et hav af danske artister som Hexis, Strychnos og LLNN – men også i form af mindre arrangementer, som det jeg besøger i dag. 

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

Denne fredag bliver der serveret musikalske tæsk i form af We Are The Dead, Mite og Ghost Iris. 

Jeg har ikke oplevet de to opvarmningsbands før, så det vil jeg naturligvis gerne. Ghost Iris er altid garanti for fest og breakdowns, så her er jeg altid frisk på at smide trøjen. De sidste to koncerter, jeg har set med dem på Copenhell og Hotel Cecil, har i hvert fald efterladt et stærkt positivt indtryk af deres evner på en scene. Men først til opvarmningen. 

Jeg ankommer til stationen, fire minutter før We Are the Dead går på, så jeg må power walke ned til spillestedet og desværre misse første nummer.

We Are the Dead

Der er godt proppet denne aften på Badeanstalten. Jeg opdager med det samme, at jeg faktisk ikke har besøgt det her spillested før. Men så er den da krydset af listen. 

Det fem mand store band boltrer sig i fængende melodier. Fra guitarsoloer, der skriger på luftguitar, til alle de ekstra detaljer, der sniger sig ind i musikken og drager en tættere på scenen. 

Vokalen kan minde mig lidt om vores svenske brødre og deres Melodic Death Metal. Der bliver i flere stykker sunget rigtig hurtigt uden pauser. Det imponerer mig, også selvom den hæse skrigende stemme ikke er den mest varierede.

Den let tilgængelig groove rammer plet, og jeg får varmet nakkemusklerne. Publikum er desværre ikke helt med endnu, selvom bandet i høj grad gør deres for at varme gæsterne godt op. Det lykkes dog henimod slutningen af deres set at få gang i noget pit i midten af salen.

Hvert nummer med We Are the Dead er skrevet ret meget efter samme skabelon, men er du til catchy metal så bør du 100 % give dem en chance. Jeg fik lidt Raunchy-vibes her og der, uden at de to bands helt kan sammenlignes med hinanden. Uanset hvad, var jeg i hvert fald solgt denne fredag og vil holde øje med dem i fremtiden.

MITE

Så for pokker, nu springer vi ud i noget helt andet. Hurtig og mega agressiv Hardcore. Det er en knusende lydmur, der bliver kastet imod os, men det er bestemt ikke kun larm. 

MITE er utroligt tekniske og har masser af skift i deres tempo og sangstruktur, der kræver, at man har tungen lige i munden. Deres trommeslager fortjener et ekstra shout out i denne sammenhæng. Vokalen er typisk Hardcore, råb og et dybere growl af og til. 

Indlevelsen fra de fire fyre på scenen fejler bestemt heller ikke noget. Der bliver sendt taknemmelighed og attitude i lige mængder ud fra scenekanten, og til højre for mig er der godt gang i de headbangende yngre mennesker og de små moshpits.

Der kommer også en cool hyldest til LGBTQ-miljøet, før “Absolution” brager ud af højtalerne. Det bliver også bemærket, hvor skønt det er, at vi er så mange aldersgrupper samlet. Det er nu engang også en stor styrke i vores genre. 

Jeg skulle lige varme op til MITE og deres musik, da det normalt ikke er min type støj. Men jeg må bøje mig for deres energiske show, og jeg glæder mig til at danse til dem igen.

Ghost Iris

Mine erfaringer med Ghost Iris strækker sig helt tilbage fra, da jeg opdagede singlen “Euphoric State” på YouTube fra Anecdotes of Science & Soul-skiven. Så der sidder jeg i 2015 og var behageligt overrasket over, at vi i Danmark gav den mere melodiske metal en ny chance. Den Djent/Metalcore, Ghost Iris gør sig i, har vi ikke dyrket meget her i landet. Hedengangne fede Between Ocean var inde over en mere poppert version, men det blev de andre, der tog den længst. 

Jeg havde fornøjelsen at at være statist i musikvideoen til “Pinnacle” fra det næste album, Blind World, fra 2017, og jeg fulgte trofast med til efterfølgeren, Apple of Discord, der uden tvivl er min favorit med danskerne. Det er i høj grad gået frem for gruppen med supportjobs for internationale navne som Attila, Jinjer, After the Burial og koncerter på flere store festivaler. Herunder en magtdemonstration på vores egen Copenhell i 2022. 

Selvom jeg ikke dyrkede det seneste udspil, Comatose, lige så meget som de andre, så har jeg nydt at se gruppen få den anerkendelse, de absolut fortjener. Nu stod jeg så en times togkørsel fra hovedstaden og skulle se dem i Slagelse. 

I deres nyere sceneudstyr med maske, riot-vest og med lygte i hånden for at vække os til kamp går bandet på scenen. Det er fra første note en intens oplevelse at være vidne til. Ghost Iris opfører sig som om, at de står på en festival foran flere 1000 mennesker og ikke på en mindre scene. 

Opfordringer om at komme tættere på lokker folk. Det samme gør de mange spark, hop og vilde grimasser, der ingen ende vil tage. Både deres guitarist og frontmand, Jesper Gün, er ude på gulvet efter første sang for at hype publikum. 

Man tør næsten ikke kigge væk fra scenen af frygt for at undgå det næste stunt. Men musikken skal jo følge med i sådan en optræden. Heldigvis sidder deres Djent/Metalcore lige i skabet, og der bliver ikke misset et eneste beat. Det er tydeligt både at se og høre, hvor meget erfaring gruppen har fået på landevejen de sidste par år.

Det efterhånden famøse bat skal da også ud, og en uskyldig tromme tæskes. På trods af deres vrede fremtræden er de alle gode til at give highfives og knuckles til deres fans. Man føler sig nemt velkommen i deres verden. 

Selvom der bruges backingtrack til tider, er det ikke noget, der overskygger musikernes egne evner. Dog oplever jeg, at det er tyndet en smule ud i salen, ligesom energiniveauet heller ikke er i de højder fra folk, jeg havde troet det ville være, når man taler om Ghost Iris. Men med numre som “The Rat & the Snake” og “Paper Tiger” samt det dramatiske show fra bandet er det stadig en sejr her i Slagelse. 

Eneste kritik må være at en eller anden bøv smed en øl op på scenen. Dette blev dog også fordømt flere gange. Og så kunne Ghost Iris-koncerten godt have været to, tre numre længere. Den føltes lidt for kort til et headlinershow.

Med fare for at rose den danske Heavy Metal-scene for meget så kan jeg ikke lade være med at være stolt af, hvor meget internationalt potentiale vi har, og hvor mange genrer vi mestrer disse dage anno 2023. Slag-Town Slays var en konge oplevelse, og jeg håber at se konceptet vokse sig større med tiden.