Anmeldelse af: Nothing More m.fl. Amager Bio, Kbh. d. 01. februar 2024.

Amager Bio inviterede til fest med fængende og moderne metal rock. Jeg troppede spændt op i min Our Hollow Our Home-t-shirt.

Fotograf: Louise Petersen

Siamese

I 2024 er det vist unægteligt, at Siamese – bestående af Mirza Radonjica (vokal), Andreas Krüger (guitar), Christian Hjort Lauritz (violin), Mark Nommesen (bass) og Joakim Stilling (trommer) – er det absolut bredest appellerende danske metalband. Da albummet Shameless (2017) udkom, lænede bandet sig for alvor ind i den store pop-sangskrivning, og på efterfølgerne Super Human (2019) og Home (2021) kylede de endnu flere elementer ind i deres lyd. Kombinationen af metalcore, nu metal og elektronisk musik har givet gruppen stor succes, og de er nu i gang med deres europæiske The Vertigo Tour.

Om man rynker på næsen og synes, at Siamese fedter en smule for de populære musiktrends, eller om man som mig nyder deres skamløse catchy lyd, er naturligvis en smagssag. De er for nylig blevet booket til næste års Copenhell på Helviti-scenen. Så uanset hvad man mener om gruppen, så er de i hvert fald på vej frem i verden med hastige skridt. Jeg har set Siamese live flere gange, end jeg kan huske. Sidst var til en gratis udendørskoncert på Tåsinge Plads i København i 2023, som var en herlig sommeroplevelse. Vil de mon også levere denne aften i Amager Bio?

Der er samlet en pæn bunke mennesker, da en EDM-intro over højtalerne varsler, at nu begynder musikken. “The Shape of Water”, som er den første single fra deres kommende album, åbner og med sine tunge beats og med en snert af vred vokal fra Radonjica er det en fin start. I blåt lys føres vi videre over i “Numb”, “Holy” og den nyeste single, “Vertigo”. Sidstnævnte har et smooth sample af Eminems “Till I Collapse”.

Der er nærmest intet backing track på Radonjicas vokal, og hans stemme fremstår stærk og klar i aften. “Force the Love” går over i “On Fire”, og på sidstnævnte nummer er forsangerens lyse toner faktisk bedre og klarere end på singleudgivelsen. En lille pit opstår, hvor jeg står i højre side, og flere i aften kan teksten på alle numre på sætlisten. Der er en hyggelig stemning i salen, uden at det ligefrem koger. På en opfordring til fælleshop er vi oppe i luften, og smilene kan ses i hele salen.

Inden de spiller sidste sang for i aften, som er “Ocean Bed”, afslører Radonjica for publikum, at bandet også snart indtager Store Vega. Hvornår det præcist bliver, ved vi dog ikke endnu. Alt i alt en perfekt opvarmning.

Jeg tager til Haslev med min kæreste for at se bandet sammen med Cold Culture og Ashes of Billy kommende lørdag.
Jeg glæder mig til at se dem headline med mere materiale. Siamese er et strålende gatewayband, og for mange vil de være en del af deres første flirt med metalgenren. Det er slet ikke en dårlig start, og den slags kunstnere har vi altid brug for til næste generation.

SiM

Navnet er en forkortelse af Silence iz Mine, og bandet fra Japan har spillet sammen siden 2004. På papiret gør de sig i en lang række genrer som alternativ metal, metalcore, reggae, rock og punk samt hiphop. Ja, det lyder som noget af en mundfuld, men derfor kan det jo godt fungere alligevel. De fire herrer, der skal underholde os nu, er MAH (vokal), SNOW-HATE (guitar, backing vokal), SIN (bass, backing vokal) og GODRi (trommer, backing vokal). De har en diskografi, der består af seks albums, hvor det nyeste, Playdead, er fra 2023.

Det er overordnet en lidt rodet oplevelse at lytte til SiM. Det hele kan let virke forvirrende, og vokalen er desværre ikke høj nok i starten. Der er allerede fans til stede i aften, der kan bandets sange. Der er endda lidt pit i midten af gulvet. Særligt på nummeret “The Rumbling” fra Attack On Titan-animeserien er der stor positiv respons fra publikum.

Jeg trækker længere ned i salen, hvor lyden er bedre. MAH har lært lidt dansk og beder os om at juble eller buhe alt efter, hvor godt han klarer sig. Der bliver også sendt rigeligt af luftkys afsted fra forsangeren. Deres omkvæd mangler i min optik dog lige de sidste 20 %, før de sætter sig helt fast, som den her slags musik bør.

Selvom jeg ikke er solgt til musikken, er det meget underholdende at opleve, hvor mange tossede eksperimenter SiM kaster sig ud i musikalsk. Dog er MAHs skrig og growl ret svage. Til sidst lægger han mere energi i den del af sin stemme, og jeg hører, at han jo godt kan, når han anstrenger sig.

Jo længere ind i showet, vi kommer, jo mere overvinder de gæsterne. Endda også bagerst i salen, hvor jeg står. Da japanerne formår at få folk ned at sidde og derefter hoppe op, kan man roligt sige, at de har sikret sig en sejr i København og uden tvivl vundet nogle flere fans. De klarede det godt med stor indlevelse, svingende guitarer og et koncept, der var så skørt, at det alligevel holdt.

Nothing More

Det er nu tredje gang, jeg skal se amerikanerne i Nothng More. Bandet startede i 2003 og har udgivet seks studiealbums. Det var dog først med den selvbetitlede Nothing More fra 2014, at bandet for alvor slog igennem. De to første albums, Shelter (2004) og Save You/Save Me (2007), er i høj grad gået i glemmebogen. Deres fokus er mere på The Stories We Tell Ourselves–(2017) og SPIRITS– (2022) skiverne. To gange før har jeg set Nothing More begge gange i Pumpehuset i 2017 og 2019. Kunne de klare venue-opgraderingen?

Der bliver sunget højt med på John Denvers “Take Me Home, Country Roads”, inden bandet lidt forsinkede går på til “SPIRITS” og “Tired of Winning”. Med en sort klat maling på højre side af sin bare overkrop springer forsanger, Johnny Hawkins, rundt og fremviser sin store stemmekontrol. Fra blid og øm til stor og melodisk over i manisk på den bedste måde. Manden mestrer det hele.

Oven i dette er han en energibombe uden lige, og “Don’t Stop”, “If It Doesn’t Hurt” og “Go To War” bliver leveret med stor professionalitet og glæde. Der er en lille pit, der kigger frem nu og da, men ellers har størstedelen af gæsterne i aften det fint med at stå og nyde løjerne i ro og mag. Min trøje ryger af, og vi synger med på den emotionelle “Jenny”, der er dedikeret til Hawkins søster. “Angel Song” har sin debut i aften, og man kan hurtigt synge med på det fængende omkvæd.

Mark Vollelunga (guitar), Daniel Oliver (bass) og Ben Anderson (trommer) lever sig ind i hver tone og rammer ikke forkert én eneste gang. I mange aspekter skriver Nothing More temmelig standard amerikaner-rock. Men de formår alligevel at skille sig ud. Da de spiller numre som “We’ll Be Ok” og den smukke “Fade In/Fade Out”, beviser gruppen, at de har en stor sans for kunsten at skrive et nummer, der er både storslået, sårbart og dragende. Alt sammen uden at det virker som opportunist-rock. Der er en ærlighed bagved dem, der hæver dem flere niveauer over andre grupper i samme genre. Hawkins stemme holder pragten hele koncerten igennem, og da “This Is the Time (Ballast)” runger ud, hopper vi alle synkront og lykkelig energi frigives i hele salen.

Et sidste stunt skal vi dog ikke snydes for, og bevæbnet med to trommer hopper forsangeren frem til hegnet, og i instrumentalt vildskab lukker Nothing More den første aften på deres Europa-tour. De kunne absolut godt klare opgraderingen, og jeg blev næsten fan på ny af texanerne.

Se hele galleriet af Louise Petersen herunder: