Anmeldelse af: Halestorm m.fl. Store Vega, København. 10.11.23.
Aftenens lineup er en god blanding af poprock, emo og metal, og derfor består publikum af unge som gamle emo/alternative samt mere nedtonede outfits, som nøjedes med at bevare den indre emo i hjertet.
Foto af: Anders Groos Mikkelsen
Mothica
Første artist på scenen er amerikanske Mothica. Den 28-årige McKenzie Ellis fra Oklahoma, som med det samme indtager scenen, som om hun aldrig har gjort andet. Attituden fejler helt klart ikke noget, da hun straks påtager sig opgaven med at varme publikum op. Genren er en blanding af pop/punk/emo/electro, og Mothica bevæger sig selvsikkert rundt på scenen, taler og vinker til publikum. Med sig på scenen har hun en trommeslager og en guitarist.
Det er forståeligt, at man som mindre artist vælger at tage få musikere med og støtte sig meget op ad et backtrack i stedet for. Desværre fungerer det ikke altid lige godt for Mothica, som har et lidt uheldigt lydbillede, da guitaren i nogle numre er næsten ikke-eksisterende, og vokalen til tider drukner lidt i korstemmer fra backtracket. Det lyder næsten som playback et par gange, hvilket jeg dog ikke tror, at det er.
Selvom vi får fastslået, at det er ca. halvdelen af publikum inklusive undertegnede, som ikke kender Mothica, er folk overraskende meget på allerede. Sangerinden deler bramfrit ud af sin livshistorie, som er tæt flettet ind i sangenes tekster og handlinger. Hun fortæller blandt andet om sin ungdom, hvor hun forsøgte at begå selvmord og blev misbrugt. Nogen vil måske mene, at det var lidt for meget, men jeg kan personligt godt lide at få bundet lidt historie og mening op på sangene, så for mig gør det ikke noget.
Det er tydeligt, at Mothica går op i, hvor i verden hun befinder sig. Hvilket ikke altid er helt let for turnerende bands. Hun nævner flere gange Danmark og har lært at sige: “møl”. Hun vinder lidt billige point i form af et cover af “Can you feel my heart” af Bring Me The Horizon, som de fleste nok kender, og som hun klarer udmærket. Hen mod slutningen spilles et cover af “All Star” med Smash Mouth, som mest af alt skal ses som et sjovt afbræk uden videre kunstnerisk udfoldelse.
Alt i alt et fint show, som fik publikum gearet op til næste band i rækken.
Black Veil Brides
Showet starter med en lidt for lang dyster orgelintro, der næsten lyder som noget fra en film. Da bandet endelig kommer på scenen, er entréen næsten et hovednavn værdigt. De har fået nogle små plateauer op i hver side af scenen, som guitaristerne benytter sig af, da de kommer ud. Bifaldet er højt, og jeg tør vist godt at sige, at der er en del, der hovedsageligt er kommet for at se dette band.
Det er otte år siden, det amerikanske band sidst var i Danmark, men det er tydeligt, at de ikke er blevet glemt. De har masser af interaktioner med publikum, som både synger højlydt med, klapper og viser horn til den store guldmedalje. Bandet, som har eksisteret siden 2006, er helt klart dygtige og meget scenevante. Musikken er en del mere hårdtslående her, da genren er heavy metal/hard rock. Forsanger, Andy Biersack, spankulerer nonchalant frem og tilbage over scenen og kan næsten virke en smule arrogant, fordi han også tygger tyggegummi under hele koncerten. Jeg gætter på, at det har noget med hans stemme at gøre, da han flere gange skifter det ud ved et lille bord ved siden af trommerne. Så jeg tilgiver ham lidt for det, da han også er god til at smile og holde kontakt til publikum. Han har også en ret vild stemme, som minder mig en lille smule om Nickelbacks Chad Kroeger (på den gode måde), og han kan samtidig levere en gedigent screamvokal.
Lyden er denne gang lidt bedre end ved Mothica, men stadig ikke helt god nok. Forsanger, Biersacks, vokal drukner til tider i bestemte numre, og generelt er trommerne super gennemtrængende i forhold til resten af musikken. Og bevares – trommeslager, Christian “CC” Coma, har da også medbragt et gigantisk trommesæt med hele to stortrommer, så det skal selvfølgelig også komme til sin ret. Ellers er der generelt meget fokus på guitarerne, som spiller en solo i næsten hver eneste sang. Lidt for meget til min smag, men det er jo subjektivt.
I midten af sættet spilles sangen “Torch”, som efter eget udsagn er en af de mere stille. Og det er nok også det tætteste på en stille sang i sættet, vi kommer. En del af bandet er gået af scenen for at skifte instrumenter, og jeg når lige at tænke, at vi måske er kommet til “den stille del” af sættet, da næste sang “Legacy” går i gang på fuld smadder.
Den sidste sang “In The End” lader til at være deres største hit. Den får i hvert fald det største jubelråb, da den går i gang, og alle skråler med. Endnu en vellykket opvarmning er overstået, og nu er der kun hovednavnet, Halestorm, tilbage.
Halestorm
Det hele starter brat med, at Lzzy Hale kommer på scenen, imens hun synger a cappella. Fra første tone viser hun, hvor sindssyg en stemme hun har. Resten af bandet kommer på scenen, og de spiller hittet “Miss the Misery”. Måske har Halestorm en bedre lydmand, eller også har han bare endelig fået styr på det. I hvert fald har de klart aftenens bedste lyd.
Bandet, bestående af forsanger, Elizabeth “Lzzy” Hale, lillebror, Arejay Hale, på trommer, Joe Hottinger på guitar og Josh Smith på bas og keys, har spillet sammen siden 1997, og det er tydeligt, at de har det rigtigt godt på scenen sammen. Man kan argumentere for, at det til tider er mere Lzzy Hale med band, men det virker til at fungere for dem, og med den kæmpe karakter og personlighed, som Lzzy bringer med sig, er det svært at se, hvordan det skulle kunne være anderledes. Og hun får da også slået fast under sangen “Bombshell”, at hun er “Not fragile like a flower. Fragile like a bomb.”
Publikum er fuldstændigt med og lader sig velvilligt dirigere rundt af Lzzy, som styrer showet med hård hånd samtidig med, at det lader til at komme fuldstændigt naturligt til hende. I midten af showet fremhæves en fan, som har billet til 17 shows på denne tur, og Lzzy fortæller, at siden der er en del af de fans, som tager til en del koncerter, så vil de forsøge at gøre noget nyt til hvert show. Her spiller guitaristen, Joe, og Lzzy en sang med akustisk guitar og vokal samt en helt ny sang, for der er nemlig et nyt album i farvandet i fremtiden. I det hele taget virker de til at have et stærkt bånd med deres fans og interagerer meget med især de hardcore fans på første række, men også ud i salen og på balkonen.
Brormand, Arejay Hale, skal selvfølgelig også have sin tur i spotlightet, og her kommer så en trommesolo, spillet på hans også rimeligt fuldt udstyret trommesæt. Her skal han dreje på sin stol for at kunne spille på det hele. Det virker meget som en gentagelse af den solo, der blev spillet på Copenhell – som de fleste her til aften sikkert også var med til – med tilhørende gimmick bestående af kæmpe trommestikker, som han hiver frem midt i soloen. Men jeg synes, at han gør det godt og underholdende, så for mig gør det ikke noget, at jeg har set det én gang før.
Efter ca. 13-14 sange går bandet af, og Lzzy kommer tilbage til ekstranumre. Et keyboard bliver kørt ud på scenen, og hun spiller en medley af en række sange. Heraf sangen “Dear Daughter”, som dedikeres til en gravid fan, som hun mødte til meet and greet tidligere på dagen. Resten af bandet kommer på til “Here’s to us”, og koncerten slutter med “The Steeple”, hvor der bliver sunget om koncerten som “my church” og fans/koncertgængere som “my people”, hvilket er en følelse, jeg kun kan tilslutte mig.
En overlegen performance denne aften, leveret af Halestorm, som kan deres kram. Det eneste minus for mig er de lange soli, som dukker op et par gange under showet, for Lzzy Hale er nemlig også en habil guitarist, så det skal vi selvfølgelig også præsenteres for. Og det har jeg som sådan ikke noget imod, det skete bare et par gange, at jeg mistede koncentrationen lidt, fordi det netop blev ved i så lang tid. Så fint med solo – bare cut det lidt ned næste gang.
Galleriet fra aftenen, taget af Anders Groos Mikkelsen, kan ses herunder:
