Anmeldelse af Heilung + support: Eivør, d. 16/03/25 i Forum Black Box, Kbh.

Som Midgårdsormen, der bider sig selv i halen omkring Jorden, gør Heilung (og Eivør) det samme.

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Eivør

På Copenhell ‘24 kaldte jeg Eivør for en halvblodsprinesse, fordi hendes optræden var meget tæt på at være en royal oplevelse – dog altså uden helt at være det endnu.

Jeg ved ikke, hvad der er sket i de sidste ni måneder, men Eivør er nu blevet en “fuldblodsprinesse” – hvis ikke dronning. Hendes throat-/strubesang, kombineret med hendes clean, poppede og folkede vokal, kan gøre ethvert metalhoved blød i knæene. Hendes færøske ophav giver endnu en dimension til hendes kraftpræstationer, som bedst kan sammenlignes med blæsten, der huserer på Færøerne; kold og gold, men også livgivende for hele naturen.

Hun snakkede lidt til publikum undervejs og fortalte bl.a., at hun havde lavet musik til TV-serien The Last Kingdoms (om vikinger), og det høstede store bifald. Desværre var “Hymn 49” ikke lige så episk som andre af hendes sange f.eks. “Undo Your Mind” eller “Even If The Sun Don’t Shine”.

Udover på Copenhell manglede jeg også noget ekstraordinært vildskab på Eivørs seneste album, Enn, fra 2024. Men både under “Hugsi bert um teg”, “Í Tokuni” og “Upp Úr Øskuni” blev der åbnet for folk-godteposen, og der var nok til hele Forum. Dette var uden tvivl den bedst mulige opvarmning til Heilung – nu var alle vist mere end klar.

Heilung

Heilung omsluttede Forum Black Box i deres mytiske mystik og rituelle koncertoplevelse, der bedst kan sammenlignes med en religiøs handling, bortset fra at Gud eller andre guder var taget ud af ligningen. Ligesom Midgårdsormen var det svært at sige, hvad der er hoved og hale; hvor et nummer sluttede, og et ny startede – så organisk og harmonisk var sangene sammenflettede, som en gordisk knude bare smukkere.

I december 2024 opfordrede kulturministeren, Jakob Engel-Schmidt (Moderaterne), danskerne til at komme med forslag til dansk immateriel kulturarv. Han fremhævede selv pølsevognen, cykelkulturen, folkehøjskoler, smørrebrød og hygge som danske eksempler, mens han nævnte den finske saunakultur, de franske baguettes, italiensk opera, argentinsk tango, cubansk rumba og japansk sakebrygning som international kulturarv, som allerede er optaget af UNESCO.

Der er nu lukket for at indsende forslag, men jeg vil argumentere for, at Heilungs ceremoni/ritual skal på. Det er både såkaldt “danskhed” og nordisk enhed, der fortæller meget om vores forhistorie på en original måde, som de fleste (nordiske) samfund på en eller anden måde kan relatere sig til deres egen, om det så kun er det rituelle og eller musikalske.

Sangerinde og musiker, Maria Franz, og sanger m.m., Kai Uwe Faust, havde en intens kemi på scenen, både da de sang, dansede og generelt performede deres sange. Som to rensdyr, der blev fanget af spotlightet, dansede de om hinanden, mens de sang de norrøne sange. Percussionist og musiker, Christopher Juul, var meget anonym det meste af koncerten, men så lige så synlige som hans to bandmedlemmer og de tre(!) andre trommeslagere, der stod omkring på scenen.

Da deres seneste album, Drif, udkom i 2022, var jeg ellevild, men i løbet af det sidste års tid, har jeg ikke hørt da så meget. Så genhøret var en stor oplevelse at få genbekræftet, hvor stort et mesterværk det er.

Som hard-rockerne i Mustasch synger, så “hader jeg at danse”, men mest fordi jeg er så dårlig til det, men jeg gør det alligevel, fordi jeg har brug for den fysiske udtryksform under en koncert og musikoplevelse. Desværre havde mange af mine med-publikummer ikke samme trang, så det meste af koncerten stod de stille som runestene. Det var næsten imponerende, at de helt kunne lade være, synes jeg.

Efter knap et kvarter var jeg allerede klar til at danse gulvet rundt i Forum til “Norupo” og “Asja”, og efter en time smed jeg t-shirten, selvom jeg normalt ikke er “shirtless-typen”. Både temperaturen og musikken indbød til at stå topløs, hvilket mange af danserne på scenen også var bl.a. under “Anoana”.

Først ved sidste nummer, “Hamrer Hippyer”, efter 1 time og 40 minutter, overgav publikum sig og dansede med Heilung og deres dansere. Heilung er en ekstrem ud-af-kroppen-oplevelse, så det var en kæmpe forløsning endelig at kunne bevæge sig lidt mere rytmisk end blot klap og tramp i gulvet.

Sidst, de spillede i Forum, i oktober 2022, var jeg lidt skuffet over, at de ikke havde flere nye numre med. Men det havde de heldigvis denne gang. Endnu en gang må jeg konkludere, at det er yderst passende, at Heilung kalder sig selv for “amplified history” – de er både historieskabte og historieskabende på en helt autentisk og nørdet måde.

Når Heilung går i hi efter deres sidste koncert d. 17. august i Sverige, kommer jeg til at savne dem, men samtidig glæder jeg mig allerede til at se dem igen, høre dem og opleve det endnu en gang.

Heilungs sætliste: