Anmeldelse af: The Psyke Project. Pandæmonium, Copenhell. 22. juni 2019.
Det var nok ikke den mest mindeværdige koncert fra projektet, men gensynets glæde gør en del
Foto: Mark Stoumann
Forstå mig ret, når man hører The Psyke Project optræde her en håndfuld år efter, de gik i opløsning, og med tanke på, at de optrådte til den første udgave af Copenhell, så fremstår de stadigvæk lige friske, som da de kom frem i sin tid.
Så det var en kærkommen anledning til, at de lige samlede instrumenterne op igen og lod sig overtale til denne ene koncert i festivalens anledning.
Bevares, helt unge virker de da ikke, men det skal samtidig ses i kontekst med det energi-niveau, som drengene har lagt for dagen ved HVER koncert, men mindre kan bestemt også gøre det.
Lyden og vokalen var så tilpas smadret, men mulig at dechifrere musikken og vokalen i det velplanlagt mudder.
Havde det været en koncert som endnu et led på en tour for bandet, så havde den ikke været så markant, som tilfældet var her, men publikum og band VILLE have, at festen skulle opstå og vare fra start til slut.
Hverken band, specielt vokalist Martin, eller publikum kunne få nok af at være tæt nok på hinanden.
Så når man hører bandet nu, så kan man godt høre på den kontemporere hardcore-lyd i musiklandskabet nu om dage, at bandet har inspireret omkring sig og været forgangsmænd på deres front.
Så rid dog videre på den bølge og BLIV ved med at optræde og lad det ikke være en éngangsfortagelse denne optræden!
Mark fangede billeder af denne dejlige “gendannelses”-koncert:
