Lige ved og næsten, Heilung

Anmeldelse af Heilung. Forum Black Box, Frederiksberg, Kbh. D. 26. oktober 2022.

I onsdagens udgave af Politiken kunne man læse, at det stadig er de færreste danskere, der ved hvem Heilung er. Det er en skam – det beviste aftenens koncert.

Arkivfoto: Guillaume Blj.

Aftenens opvarmning bestod af Lili Refrain og Eivør.

Lili Refrain er en italiensk folk-rocksangerinde, der i 2007 selv udgav sin selvbetitlede debut og i april i år udgav hun deres fjerde udspil, Mana. Hun er en multiinstrumentarist, der både kan spille guitar, percussions, synths, loops og synge, men hun har flere musikere med sig.

Den færøske sangerinde Eivør med det borgerlige efternavn Pálsdóttir har siden debuten i 2000 lavet folkede popsange med episke melodier. I 2010 lavede hun et cover af Kate Bushs “Hounds Of Love” og fik sit kommercielle gennembrud sammen med albummet Larva. I 2012 lavede hun en et cover af “May It Be” af Enya fra Ringenes Herre-filmene, som i min optik er bedre end originalen. Men Eivør kan lave mere end “blot” gode coversange. I 2020 udgav hun sit 15. (og seneste) studiealbum, Segl.

P.g.a. en administrativ kommunikationsbrist nåede jeg hverken at se Lili Refrain eller Eivør.

Heilung
På begge sider af og på scenen, var der blevet “plantet” træer, på sidevæggene var Heilungs hulemalerier-grafik projekteret op, og mens der var sceneskift, kunne man høre fuglefløjt, som om man var i en regnskov. Amplified History, som Heilung beskriver sig selv som, var noget man tidligt og tydeligt fornemmede.

En kutteklædt person kom på scenen og fordelte røgelse ud til publikum, til instrumenterne, og da alle 18 musikere kom på scenen, også til dem. De stod i en lukket cirkel og deres åbningsceremoni begyndte. Det var stemningsfuldt, men også lidt for lukket. Det ændrede sig, da de gik ud til deres pladser, og selve koncerten kunne starte med Kai Uwe Fausts primalskrig.

Koncerten var ligesom deres albums meget atypisk for det “normale” musik. Højtideligheden, det historiske og rytmisk musiske er svære at sammenligne med noget andet. Det kræver, at man kommer i en form for trance, glemmer sig selv og overgiver sig til nuet. Det kan være angstprovokerende, men når man giver slip, er det en kæmpe forløsning.

En del af og første forløsning kom under “Alfadhirhaiti” med en masse krigere på scenen, bærende på skjold og spyd, og de sang “Haegolae Haegolae Haegolae Wiju Bi Gojze, Gaegogae Gaegogae Gaegogae Ginu Gahelija” med Christopher Juul i front. Det var bare ærgerligt, at det ikke også var “Urbani” eller “Buslas Bann”.

En anden forløsning kom under “Norupo”, “Othan”, “Traust” og “Anoana”. Sidstnævnte gav lige så store kuldegysninger som at høre den på album. Maria Franz’ vokal er lige så stærk som selve musikken.

Desværre er Heilungs musik så kompleks, så det er svært at klappe, trampe og synge med på – specielt hvis man står blandt stensøjler af andre mennesker. Man fik en smagsprøve på fællesskabsfølelsen under “Krigsgaldr” med c-stykket: “What am I supposed to do, If I want to talk about peace and understanding, But you only understand the language of the sword… ” Der var som om de fleste først overgav sig til det sidste nummer, “Hamrer Hippyer”, som også fik fuld skrald på scenen. Jeg vil have mere!

I en udånding sagde Kai Uwe Faust: “Tusind tak”, så man kunne blive helt i tvivl, om det var det, han sagde. Det kunne de/han godt have gjort endnu mere tydeligt, specielt når de slet ikke kommunikerede med publikum undervejs. Det var også ærgerligt, at de kun spillede én sang fra Drif, “Anoana” ud af 12 numre. Jeg havde håbet på, at de også ville spille “Asja”, “Nesso”, “Nikkal”, “Urbani” og/eller “Buslas Bann”, nu hvor det er sådan et godt album, og de fleste publikummer nok har hørt albummet siden dets release i midten af august.

Norge har Wardruna, Færøerne har Valravn og Eivør, Italien har Lili Refrain, Mongoliet har The HU, og Danmark har (sammen med Tyskland og Norge) Heilung. Heilung minder om dem alle fem, men er i en liga for sig. Desværre udnyttede Heilung ikke fordelen helt optimalt – jeg er sikker på, at de kunne have gjort det bedre.
Jeg stod i hvert fald tilbage med en underlig fornemmelse. Derfor får Heilung “kun” 4,5 stjerner. Når dét er sagt, så håber jeg på at se Heilung på næste års Copenhell!

Heilung sætliste: