I-da-slet ikke tosset!

Folkmetal er en sjov størrelse for mit vedkommende. Det er en utroligt farlig genre at begå sig i, thi genren har en svær balancegang imellem at tage sig selv for seriøst og ikke tage sig selv seriøst nok.

Det bliver ofte enten nærmest absurd dramatisk eller irriterende fjollet og lalleglad. Det er forståeligt nok svært at begå sig på denne musikalske knivsæg, men alligevel gør københavnske Idaslet det faktisk så ganske fint på deres debutalbum, Nu Skrider Dagen Under, dette endda til trods for, at de læner sig så absolut mest til det dramatiske, ja, til tider nærmest ufatteligt teatralske. Det er netop i det teatralske, at københavnerne har deres force.

Efter en kort og velfungerende stemning intro i form af det akustiske “Efter Solnedgang” præsenteres folket for gruppens dramatiske version af den folkekære genre, der har nogle stærke elementer af black og melodisk dødsmetal.

Der er god smæk på riffsne på pladen, der i et nummer som “Ære over Dodt” også formår at gynge lækkert med sine groove-orienterede riffs og lækre vokaler. Særligt er vokalarbejdet utroligt veludført og skaber ufatteligt meget af den dramatiske og mildest talt teatralske stemning, som Nu Skrider Dagen Under består af.

Variationen imellem brøl, growl og det eminent udførte kor skaber en til tider nærmest musical-agtig setting for albummet, hvilket egentlig spiller rigtigt fedt. Der er igennem hele pladen en rigtigt god og velfungerende brug af call- & response-vokal, som ikke er noget, jeg føler, vi har set så ofte herhjemme. Vokalerne komplementerer ligeledes hinanden utroligt godt igennem albummet, ligesom samtlige vokalister på pladen i høj grad kan deres kram.

På albummets næstsidste skæring, “Balders Død”, får Idaslet også besøg af Sofia Schmidt (som ligeledes lader til at være en del af koret igennem albummet) fra det endnu mere teatralske Ethereal Kingdoms, hvilket fungerer utroligt godt på nummeret. Det bliver dybtfølt og storladent, når der synges om, hvordan en pil af mistelten dræbte den elskede Gud.

Nu har jeg skrevet så meget om død og black, men hvordan kommer folkmetallen egentlig ind i hele billedet? Selvfølgelig leger Idaslet meget med melodier, som vi forbinder med middelalderens musik, ligesom at deres brug af harmonika (af alle instrumenter) skaber en god stemning i forhold til det mere folkelige.

Harmonikaen vil formentlig skille vandene i forhold til, om man bryder sig om Idaslet eller ej. Harmonika er ikke for alle, men Idaslet formår på nærmest exceptionel vis at inkorporere harmonikaen meget organisk i deres musikalsk brede univers ikke helt ulig, når finske Turisas fungerer bedst.

Bevares, det er ikke altid, at harmonikaen bidrager lige positivt, men for langt størstedelen af tiden fungerer det afsindigt godt i det store lydbillede og sætter ikke mindst en god og interessant stemning. Harmonikaen er i sig selv lydmæssigt nærmest et gyngende instrument, hvilket således blot forstærker de i forvejen gyngende riffs og rytmer.

Gruppens sammenspil synes fremragende med stærke riffs og melodier, der rent faktisk sætter sig i hovedet på lytteren, også efter pladen er færdig; en ting, som musik meget gerne må gøre, men som på sin vis nærmest bør være et krav for folkmetal-genren. Det er ofte dejligt simpelt, men også enormt fængende og let at samle op og komme med på de effektive melodier. Flere gange imponerer gruppen ligeledes med nogle ret heftige temposkift som i f.eks. “Ære oder Dodt”, hvor skiftet fra det blackede c-stykke til verset sidder utroligt lækkert og skarpt.

Idaslet har et flair for at efterlade plads til både vokaler og harmonikaen iblandt riffsne, der ind imellem går til den mere simple og galoperende side, således at der er plads til at inkorporere de store kor, varierende vokaler og ikke mindst harmonikaen. Dette virker langt størstedelen af tiden, hvor man dog enkelte gange godt kunne have håbet på et lidt mindre generiske riffs i netop disse stykker.

Heldigvis formår Idaslet langt størstedelen af tiden at holde lytterens opmærksomhed uden at overmætte lydbilledet. Til dette hjælper de simple og til tider forudsigelige riffs med at skabe rum i musikken. Trommerne er desuden igennem hele albummet dejligt varierende og fungerer rigtigt godt opbyggende i selve numrene. Disse spiller umiddelbart en god og stor rolle i opbygningen af numrene, ligesom der leveres nogle utroligt lækre fills i flere mere afdæmpede passager.

At albummet er så bredt funderet indenfor metallens mange genrer, spiller ligeledes godt for det københavnske band. Ikke nok med at gruppen spiller en fængende og lettilgængeligt melodisk dødsmetal med rigeligt af black- og folk-elementer, så går der også thrash i den på det glimrende og tempofyldte “Afdøbt”. Det brede musikalske spektrum, som Nu Skrider Dagen Under besidder, gør, at de til tider små-generiske passager alligevel spiller godt igennem albummet.

Albummets produktion er lækker crisp, og med undtagelse af at harmonikaen ind imellem har det med at forsvinde lidt meget i mixet, så virker albummet dejlig velafbalanceret. Vokalerne går især dejligt lækkert igennem, og koret virker stort og majestætisk, hvilket produktionen helt klart også hjælper på. Guitarerne er dejligt skarpe og nuancerede, imens trommer og bas leverer en god dybde og bredde til gruppens lydbillede.

Idaslet har med deres debutplade lavet et sammensurium af spændende og gode idéer, hvilket resulterer i det episke og enormt dramatiske værk, som Nu Skrider Dagen Under utvivlsomt er. Med et bredt funderet lydbillede og en god sans for dramaturgi stævner gruppen stærkt fra land. Københavnerne formår på elegant vis at balancere imellem det over-dramatiske og det fjollede.