Live fra Bremen til høreværnskoncert – uden høreværn

Anmeldelse af: Prime is Coming, Bremen, København, 10. februar 2018

8 Bands i Bremen. En aften i rockens bedste tegn – eller?

 

Af: Frederik Stoumann

Foto: Guillaume Blanjean

 

Bremen Teater lagde scene til endnu et fedt koncept med “Prime is Coming” (som vi også oplevede i Odense på samme turné. red), der med otte bands stillede op til en aften med new comers og erfarne gutter i den bedste sags tjeneste. Vi samlede denne aften ind til Børnecancerfonden med rock musik og bajere til hvad, der skulle blive en super fed aften med den bedste musik.

Ca 20-25 minutter fik hvert band til at rocke fuldt ud, tiden passede til nogle af de optrædende, men de fleste kunne sagtens have brugt det dobbelte. Bandenes forskellighed blev varmt modtaget, når de gik på, selvom nogle ikke trak publikum helt til sig. Smag og behag er heldigvis forskellig, og dette kunne ses og høres i løbet af aftenen.

 

møl:
Klokken ramte cirka 18:30, og aftenens første band, møl, ankom på den store scene i Bremen Teater, som var en gammel biografsal med begrænset plads på gulvet. Bandet kom på med fuld fart og åbner for aftenen.
Ret hurtigt gik det dog op for mig, at det ikke er den bedste lyd, man har i Bremen Teater. Bandet lød desværre lidt dæmpet, og bandets manglende kommunikation med publikum og konstant spillen gjorde, at man aldrig helt var sikker, på hvilket nummer man var nået til.
Dog kompenserede bandet for det med et fedt lysshow, der kunne få forsangeren i sin scenedans/yoga til at få en til at fokusere, og med hans vilde stemme, der growlede løs, glemte man næsten, at man ikke kunne høre guitarspillet pga. mixerstøj.
Jeg vil gerne se dem igen et sted, hvor lyden virker, så jeg kan opleve dem til fulde.

 

INGEN REGLER:
Var aftenens andet band, denne gang på den lille scene halvt gemt bag hovedtrappen. Da bandet gik på, var jeg straks sendt tilbage til 1996-2004 og havnet i en amerikansk teenage-film, som var dårligt dubbet til dansk. Deres musik – der var på dansk – var tydeligt inspireret af en stil, der blev gemt væk med god grund for mange år siden. Ingen Regler prøver så som nyt band at genoplive denne glemte poprockende genre.
Det var dog meget tydeligt, at der ikke var så mange, der var synderligt interesserede i dette ellers friske band. Ingen Regler prøvede ellers ihærdigt at få gang i publikum med blandet andet et cover af Nik & Jays “En dag tilbage”. Denne pop rock-genre fra en gemt tid imponerede ikke rigtigt, hvilket kunne høres, da bandet fortalte, at de havde en sang tilbage, og man kunne høre glædesjubel blandt publikum, for nu skulle vi videre.

 

I’LL BE DAMMED:
Op til store scene igen. Bum. Og så var vi i gang! På scenen stod en ung mand i sort skjorte og flåede i sin eller rene stemme på fuld skrue, for nu skulle vi fandeme rocke. Med et simpelt lysshow og super godt sammenspil fra bandet gav dette sydstats metal/rock-band den fuld skrue med amerikansk præsteprædiken – heldigvis i metallens hellige navn.
Folk var begyndt at glemme den smalle gulvplads og stod nu og spillede luftguitar og headbangede til de fede sange med gode soloer. Bandet har en super god frisk og lidt klassisk rock-stil, som bare giver en lyst til at rocke!

 

DAZE OF JUNE:
Vi var tilbage på lille scene og skulle se Daze of June (før kendt som Archives of Alaska).
Der var fuld fart på trommerne med det samme, forsangeren viste, hvor godt hans fantastiske stemme kunne bruges, folk var vilde og begyndte nærmest med det samme at rocke med bandet.
Dog gav dårlig lyd på mikrofonen flere gange i løbet af koncerten mange problemer. Dette var et tilbagevendende problem på lille scene i løbet af hele aftenen. Det skulle dog ikke holde os alle tilbage fra at have en fed koncert med bandet, som med fantastiske soloer og en forsanger med skrig og growl gjorde alle vildt begejstrede.
Super god heavy metal til folket, her kunne vi alle være med på en svingom.

 

APHYXION:
Så skulle der moshes!
Eller, det ville vi have gjort, hvis ikke vi stod i en biograf med benplads som hos Ryanair. Fra start til slut gav de den fuld smadder og growlede i ét væk.
Man følte hurtigt, hvordan ens hoved rokkede frem og tilbage langsomt i takt til de dejligt tunge toner. Bandet havde helt styr på, hvordan et publikum skulle pleases. Dog manglede bandet en enkelt guitarist, som desværre havde et dødsfald i familien. Da Aphyxion spillede deres nummer “Same Kind of Different”, kiggede jeg på publikum og blev igen mindet om, hvor forskellige metalets folk er, men et band som dette bragte os sammen denne aften.

 

ODD PALACE:
Nu stod vi igen tæt sammen på lille scene, men denne gang glemte jeg lidt, at jeg stod i en gammel kælder under Nyropsgade i indre København.
Odd Palace kunne med deres funky rock, trompet og akrobatik transportere os til Kongens Have med en kold øl i hånden. Deres måde at nærmest mikse Lukas Graham, Jack White og jazz om til rock med fart på gjorde, at man ikke kunne stå stille på noget tidspunkt. Forsangeren, som både lavede baglæns saltomortaler og spillede trompet, har den frækkeste hæse stemme, som sammen med en tydelig bas og masser af tempo gav en af aftenens bedste oplevelser. 120km/t fra start til slut.

 

SIAMESE:
Stærkt tilbage på store scene blev vi nu alle sammen kaldt så tæt på scenen, som muligt, og det var forbudt at sidde ned. Siamese ville have publikum med, for nu skulle der sker ting og sager.
Med en stærk bas, du kunne mærke i gulvet, og forsangerens fantastisk lækre stemme, blev Bremen kørt helt i gang. Flere sange, kendt fra radioen, som de fleste kunne synge med på, blev spillet i en stil, der viste, at disse drenge havde styr på det der med musik. Under koncerten valgte bandets forsanger at fortælle kort om ideen bag Prime is Coming og fik lov til at vise Bent og hans kone, Mitse, frem, som sad meget anonymt blandt publikum, men dette ældre ægtepar havde altså doneret 50.000,- til Børnecancerfonden, så de fortjente et biffald (se billedet i galleriet).
Derefter fortsatte vi med fuld max på de sindssygt gode sange fra det dygtige band og sluttede af med nummeret “Ablaze”.

 

CABAL:
Året er 1968. Vi er i Birmingham, England. Et band har set, hvordan folk betaler gode penge for at blive skræmt af gyserfilm, så hvorfor ikke lave musik, der gør det samme? Black Sabbath var født.
Tilbage på lille scene, aftenens sidste band, CABAL, gik på, og jeg følte, at det, der skete i 1968, skulle til at ske igen nu 50 år senere. Cabal tager med deres syrede lydeffekter og toner sammen med deres dystre musik, vildt lys og røg, onde skrig og dybe growl alle med dybt ud i den mørkeste skov for at blive jaget af dæmoner.
Tungt og hårdt spillede bandet, mens alle omkring mig stod og rokkede frem og tilbage, som var de i trance, nogle få udbrydere stod og moshede, mens bandet rev os igennem deres sange. Nogle kan helt sikkert ikke lide CABALs musik, men jeg blev i hvert fald betaget af den.

 

Bremen Teater:
Jeg er ikke tilfreds med Bremen teater som spillested for det her event, desværre. De ansatte var forvirret i døren med køb af billet i døren. Når man kom nedenunder, vidste man ikke helt, hvor man skulle være, der var ikke skiltet nogle steder med koncerterne, og der blev ikke fortalt, hvem der gik på hvor og hvornår.
Lyden til flere af bandsene var dårlig, en eller anden fejl med mikrofonerne gjorde, at forsangernes lyd ofte forsvandt, så man enten kun kunne høre dem svagt eller slet ikke høre dem. Ved flere bands virkede den generele lyd dæmpet, så det lød, som hvis man havde høreværn på, selv om man ikke havde det. Flere gange kunne man høre lydprøverne fra inde ved siden af, fordi dørene ikke blev lukket. Ved et enkelt band blev de overdøvet af lydprøven fra store scene, mens de spillede.

Tjek udvalgte billeder fra fotograf Guillaume Blanjean fra aftenen her: 

Mærkater: , , , , , , , , , ,