Kollektivets showcase-monster indledte overbevisende i hjertet af Odense

Anmeldelse af: Prime i Coming, Posten, Odense, 09. februar 2018.
Gæsteanmelder: Rasmust Borst

Fotos: Kim Song Sternkopf / HeartMatter ArtWorks

 

Det er ok. De må det godt, Prime Collective, der fredag aften indledte deres seksdagesudstillingsvindue på Posten i hjertet af Odense, hvor 10 af deres talenter – aspirerende såvel som erfarne – skulle præsenteres frem for kongeriget.

 

For Prime Collective er så afgjort en af katalysatorerne for det enorme løft i det danske metalvækstlag samt den efterfølgende eksponering, miljøet har nydt godt af. Og selvfølgelig giver det god mening for labelet endnu en gang at opstille denne her håndfuld aftener fordelt over tre weekender, hvor uindviede såvel som dedikerede fans kunne nyde godt af noget af et tag-selv-bord med hele 10 optrædende bands med vidt forskellig lyd og udtryk.

20 kompakte minutter blev det til for hvert band, og selvom tidsplanen hæmmede enkelte bands, var det korte showcase-format for de fleste mere end nok til at få overbevist Odense om, hvor dansk metals fremtid især ligger.
Lad os tage den kronologisk.

 

Odd Palace
“Moderne prog” kalder Odd Palace dem selv, og selvom drengene med baggrund i det roskildensiske næppe var rockstjerner in spe denne aften på Posten, sammenstrikkede de alligevel et dejligt skævt indslag med velfungerende math- og prog-elementer og sågar sporadisk trompetindslag.
Der var dog også lige lovlig meget tryk på volumen i det intime lokale, hvor Lasse Grube og Søren Lærkholms guitarer druknede i lydbilledet, oftere end hvad godt er, hvilket på ingen måde skulle blive sidste gang denne aften.
Som helhedsindtryk præsterede Odd Palace en til tider rodet, men energisk koncert, som trak tråde til både 90’er-funkrock og den nye progbølge fra starten af dette årtusinde, som bestemt imponerede, men ultimativt efterlod én med lyst til mere.

 

møl
Postblack-bølgen har for alvor nået vores breddegrader, hvor aarhusianske møl er velfriserede, ængstelige og spiller vanvittigt fed, moderne black á la Deafheaven og Alcest – og så stod de i min optik for det bedste indslag i fredagens Prime Collective-karavane.
I front havde forsanger Kim Song Sternkopf ikke bare en vanvittig stærk vokal til formålet. Hans nærmest demagogiske scenefremtræden satte sig også hurtigt i respekt over for et publikum, der i de tidlige aftenstunder netop havde brug for at komme helt tæt på og få sparket ansigtet af. Og når de fem bandmedlemmers tilstedeværelse ikke var nok, var det heldigt, at man også kunne hive CABALs Andreas Paarup ind til en mastodontisk duet.
Den eneste ulempe ved møls sæt var, at de ofte lange blackkompositioner krævede mere tid, end 20 minutter overhovedet ikke kunne levere, hvortil den helt rigtige stemning simpelthen ikke nåede at manifestere sig.

 

Daycare For Jedi
Til tonerne af intromelodien til kultserien “Rick and Morty” entrerede drengene fra Daycare for Jedi, og fra første guitaranslag vidste vi, at nu står den altså på fire akkorder og hurtige punktrommer. Den rastløse punkattitude var til at mærke, uniformeringen sad lige i skabet med de obligatoriske skaterkasketter, og drengene var som taget ud af en amerikansk ungdomsfilm.
Desværre stod det hurtigt klart, at lyden slet ikke var optimal, og under de to første sange var Jens Erik Keldmanns vokal fuldstændig umulig at høre. Det var skideærgerligt, fordi drengene jo netop har styr på deres sangskrivning, og nede under mudderet ligger nogle pivlækre melodier. Man fornemmede hurtigt, at drengene oppe på scenen godt kunne se, at vi ikke var helt med endnu, og efter et større problem med bassen, er der for alvor nervøsitet at spore hos Daycare for Jedi.
Lyden kom der dog langsomt styr på, og under de sidste to numre kom attituden og løssluppenheden til deres ret, men der havde vi desværre bare ramt koncertens slutning. Igen: skideærgerligt, for drengene kunne bestemt noget, vi fik det bare ikke set det ordentligt på Posten.
(Rasmus Borst)

 

CABAL
CABAL er måske det mest kompromisløse og intense metalnavn herhjemme lige nu – og det med en mærkbar afstand til forfølgerne.
Titelnummeret fra forrige EP, Purge, og “False Light”, der står som singleforløberen for Mark of Rot, som udkommer senere på måneden, var på Posten eksempelvis altødelæggende skæringer, der kun lige har minimal berøring med overfladen af, hvad CABAL egentlig kan. I modsætning til da jeg så dem sidst, var det dog med et alt for mudret lydbillede i forhold til de mange nuancer, der præger CABALs udtryk. Det kunne ikke engang den gengældte vennetjeneste fra møl vokalisten Kim Song Sternkopf redde, da han akkompagnerede Andreas Paarups klagende udbrud på den afsluttende, fabelagtige “Innocent Blood”.
Gør desuden jer selv den tjeneste at fange dem på sommerens Roskilde Festival.

 

Daze of June
På papiret skulle jeg have set Archives of Alaska, men foran mig stod pludselig bandet Daze of June til det, der simpelthen blev drengenes første koncert under det nye navn.
Efter en lækker, stemningsfyldt electrofyldt intro, (som sjovt nok stadig ledte tankerne hen på Alaska og kulde), sparkes vi i ansigtet af tung guitar og en growl, som var den trukket direkte fra helvede. Det lød skidegodt, og den lille scenes lydproblemer fra tidligere var forsvundet. Daze of June gled herefter over i et omkvæd, som Bon Jovi ville være misundelig på, og man kunne ikke blive andet end forundret over forsangerens stemme, der ubesværet vekslede mellem growl og skønsang. Og drengene stod sgu ved deres pompøse omkvæd gennem hele sættet, uden at det nogensinde mistede intensitet.
Publikum stod desværre lidt lunkent gennem hele koncerten, og en gæsteoptræden fra Siameses vokalist Mirza Radonjica tilførte ikke rigtig noget til et band, som i sig selv var så rent. Men alt i alt sad den sgu lige i skabet.
(Rasmus Borst)

 

Siamese
Siamese var måske aftenens wildcard, og man anede også en smule skepsis som de hårde rockdrenge, da en stenhård omgang electropop åbnede scenen sammen med forsanger/labelboss Mirza Radonjicas opildnen til fællesklap, før musikerne nærmest selv var startet med at spille.
Det blev ikke bedre af, at deres første nummer sgu stod lidt sløjt og hverken rigtig var metal, pop eller en lækker blanding af de to. Faktisk var det bare lidt kedeligt. Og lige lidt hjalp det, hverken da Christian Hjort Lauritzen skiftede guitar ud med violin, for vi kunne alligevel ikke høre ham over backingtracket eller det indsatte The Weeknd-cover! Jo, jo, det var da vældig sjovt, men med så korte koncerter er der simpelthen ikke plads til åbenlys filler.
Men ligesom jeg bedst stod og mistede modet, skete der til gengæld noget. ”Souls & Chemicals” rammer det sweetspot, vi manglede, og mixet mellem pop og metal sad endelig lige i skabet. Publikum vågnede op, violinen fik plads og det stod pludselig klart, at Mirza jo synger skønt og ikke mindst ved, hvad han laver deroppe.
Afsluttende smadres det hele med vanvittig dubstep, og på trods af en ærgerlig start hiver Siamese den hjem, og jeg bliver fan.
(Rasmus Borst)

 

Unseen Faith
Jeg havde glemt, hvor underholdende Unseen Faith egentlig er, og siden jeg så dem første gang i en aarhusiansk kirke – hvilket jo gik glimrende i spænd med bandets sataniske lyrikunivers – har jeg kun set dem forbedre sig på scenen.
De er skabt af den samme, destruktive muld som CABAL, og som udgangspunkt resulterede det jo selvfølgelig i absolut ingen fucks fra bandets side, hvad angik hensyntagen til folks hørelse. På Postens lille scene, der tidligere havde haft sine problemer med lydniveauet, gik det meste dog endelig lidt klarere og bedre igennem, selvom det ikke overraskende var svært at fastholde Unseen Faiths eksplosive lydbillede – heller ikke på kun 20 minutter.
Som en sidenote var sangen “The Sceptic” et af aftenens bedste indslag, og fortsætter bandet desuden den formmæssige stime, næste gang vores veje krydses, begynder det så småt at ligne topkarakter.

 

Aphyxion
Det viste sig, at jeg for snart 10 år siden allerede havde set Aphyxion i en kælder på Sydfyn foran 5-10 mennesker, og de 10 års efterfølgende erfaring hos bandet, kan man simpelthen ikke fornægte.
Michael Vahls growl sad lige i skabet, og han vidste samtidig også, hvordan man fik gang i aftenens første reelle moshpit. Aphyxion var helt igennem benhårdt, og drengene afslørede sågar, at de var underbemandede denne aften, mens Jonas Haagensen tog sig af private omstændigheder derhjemme. Det mærkede man til gengæld overhovedet ikke!
Elementer af punk, hardcore og død blev jongleret rundt, og det var fornøjelse at være vidne til, selvom intensiteten faldt en smule hen imod slutningen.
(Rasmus Borst)

 

Prevail
Det plejer ellers at være sådan, at jo længere vi kommer hen til et metalarrangement, og jo flere fadøl der ryger indenbords, jo højere stiger stemningen og intensiteten publikum og bands i mellem.
Målt på den større sammenhæng mellem aftenens optrædende og den samlede helhedsvurdering af Prime is Coming udmundede Prevails 20-minuttersperformance sig derfor i et af arrangementets mere forglemmelige momenter. Det var et noget energifattigt publikum – foruden fem sejlivede headbangere – der modtog og supplerede de randrusianske dødsmetaldrenge, og på den musikalske front overstrålede Prevail ingen af deres Prime Collective-medsammensvorne denne fredag.
De gjorde ellers deres for at få gennemtæsket de stadigt tilstedeværende på Posten, men ultimativt endte koncerten desværre med at fremstå mere anonym, end man kunne have håbet på.

 

I’ll Be Damned
Da vi nærmede os 00.30, havde det desværre tyndet rigtig godt ud i publikum, lige inden I’ll Be Damned indtog scenen. Det sked bandet heldigvis højt og helligt på, fordi nu skulle den sgu stå på rockmusik! Bandet spillede forbandet godt, og der blev smidt den ene solo efter den anden direkte fra buksekanten. Frontmand Stig Gamborg stod ulasteligt klædt som en anden præst fra helvede, mens han lod til at være irriteret over at have en så lækker stemme, hvilken han konstant prøvede at skubbe ud over kanten.
Det var virkelig en fornøjelse for alle involverede – ud over hans mikrofon som gentagende gange blev smidt i jorden – og der var ikke noget med nogen genopfindelse af nogen som helst musikalsk dyb tallerken her; bare en samling enormt lækre sange, som blev serveret perfekt.
Det hele var alt for hurtigt overstået, og alligevel føltes det, som om man havde været til en hel koncert.
(Rasmus Borst)

 

 

Mærkater: , , , , , , , , , , ,