Anmeldelse af: Anthem of the Awakened. Gimle, Roskilde. D. 09. februar 2024.
En ny festival ser dagens lys. Gimle i Roskilde inviterede os indenfor i februar-kulden. I blæst og snevejr gik gå-turen ned til spillestedet. Atter måtte jeg hygge mig en smule over, hvor godt temperaturen passede til genren.
Foto: Magnus Karms Blichfeldt
Den første version af black metal-festivalen Anthem of the Awakened bød på et imponerende line-up, hvoraf flere af artisterne var på besøg til eksklusive DK-shows. Med en så divers mængde artister skulle fredagen blive en yderst interessant og blasfemisk oplevelse. Jeg skulle selv optræde på Paramount DIY om lørdagen, så i denne omgang bliver kun førstedagen dækket.
Whoredom Rife
Siden 2014 har K.R. (vokal) og V. Einride (alle instrumenter) skrevet voldsom musik med rødder i nordisk mytologi og peganisme. Duoen har udgivet tre albums, Dommedagskvad (2017), Nid – Hymner Av Hat (2018) og Winds of Wrath (2021) + EP’er og en enkelt splitudgivelse med Taake.
Iklædt klassisk corpse paint kaster Whoredom Rife sig ud i en yderst rå og vred version af blackmetalen. K.R. er stænket til med ekstra blod, og hans drabelige gestikuleringer hen over sin hals giver en intens og vild fornemmelse hele koncerten igennem. Hans stemme lægger sig mere i det dybe leje, og det klæder musikken, der voldsomt angriber vores sanser. Der bliver ikke snakket til os. K.R. har travlt med at stirre forventende og truende ud på os. Når forsangeren løfter sin næve eller horn, så er der til gengæld respons med det samme. Det er rimelig klassisk black, og Whoredom Rife spiller det teknisk perfekt, imens der bestemt er variationer, man kan stå og nyde, når man nikker med hovedet.
Der findes nu og da et ekko på vokalen, der tilføjer et lille sejt teatralsk element. Badet i røg kommer der mere bevægelse på bandet, der på denne måde klarer at komme mere ud over scenekanten. K.R. bruger kort sit kabel som en løkke om halsen, og ondskaben føles ægte. Whoredom Rife var et solidt valg at starte ud med. Niveauet er højt til at begynde med.
Saor
Skotlandsk atmosfærisk black metal med fokus på naturen og historien fra hjemlandet. Det er et énmand projekt, sat i værk af Andy Marshall i 2012. Dengang gik det under Ársaidh, men i 2013 kom navneskiftet. Marshall har med Saor intet mindre end fem fuldlængde albums bag sig, hvor det nyeste, Origins, kom i 2022. Adskillige singler og et bokssæt pryder da også i den musikalske bagage.
Et banner med et hjortekranie pryder hver sin side af scenen, og bandet står med ryggen til publikum under intromusikken. Via fløjte og sækkepibe på scenen mærker man med det samme det historiske vingesus fra det skotske højland.
Marshalls stemme er i den mere simple primale ende af spektret. Der, hvor vokalarbejdet løfter sig, er, når Ella Zlotos clean vokal blander sig og gør det til en drømmende oplevelse at stå i salen. Hun varetager også folk instrumenterne i aften. Til de to specielle koncerter i Roskilde og Fredericia i forbindelse med Anthem of the Awakened spiller Saor et særligt sæt, der består af sangene fra Aura–albummet (2014).
Saors musik tager mange retninger under koncerten. Der er melodiske og aggressive passager i instrumenterne og ligeså i vokalernes samarbejde. Marshall får også demonstreret sin rene stemme i kor med den ene guitarist. Jeg må flere gange lukke øjnene og lade mig føre bort af de langsomme, flotte opbygninger og nyde hvert eneste af de lange numre, der står som sin egen episke søjle.
Saor er i sandhed sin helt egen ting, og de var nok det band, der skilte vandene mest. Både på papiret og live var de uden tvivl dem, der legede mest med black metal-formularen. Det gjorde de til gengæld også med stor succes, og jeg må erklære mig som stor fan af Marshalls smukke og medrivende musik.
Naglfar
Hvis jeg starter med at sige, at svenskernes Harvest–album fra 2007 er et af mine favoritskiver inden for genren, så er mit forhold til bandet og min spænding på koncerten ret godt beskrevet. Siden 1992 har gruppen spillet melodisk black og udgivet syv skiver, hvoraf de to seneste, Téras (2012) og Cerecloth (2020), har været i heftig rotation i mine hovedtelefoner.
Anno 2024 består Naglfar af Kristoffer W. Olivius (vokal), Andreas Nilsson (guitar) og Marcus E. Norman på (guitar). Med som livemusikere har de Efraim Juntunen (trommer) og Alex “Impaler” Friberg (bass). Det skal blive mit debutshow med gruppen, og det føles som om, at jeg har ventet det meste af mit liv på den her koncert.
Lyset er rødt, og Olivius skrig emmer af desperation og bitterhed. I strobelys kommanderer Naglfar koncerten fra starten. Allerede i andet nummer rammer vi “The Darkest Road” fra mit favoritalbum, og showet bliver kun bedre med sange som “Vortex of Negativity”, “Feeding Moloch” og “Cerecloth”.
Der er god kontakt til gæsterne, og alle de rigtige melodier forenes med det indbydende mørke. Fængende soloer og en imponerende frontmand, der med sit udseende og overdrevne mimik ligner en galning på scenen, drager publikum tæt ind på livet af Naglfar.
Hastigheden i musikken og den overlegne levering af sangene er gennemgående hele showet igennem. Da “Swarm of Plagues” larmer imod os, kunne jeg tro, at det var sidste tone for i aften. Men lykkelig er jeg, da titelnummeret fra Harvest melankolsk og storladent lukker en fantastisk koncert fra svenskerne. Mit absolutte favoritnummer til sidst.
Så kan jeg næsten ikke ønske mig mere. Til stort og fortjent bifald går Naglfar af scenen. Denne koncert var i høj grad ventetiden værd for denne anmelder.
Archgoat
Fra Finland kommer de bestialske bæster i Archgoat for at lukke førstedag. I deres levetid siden 1989 har de den imponerende diskografi med sig, bestående af to demoer, fem EP’er, fem splits og fem albums + compliation, boxset og livealbum.
De to oprindelige medlemmer, Lord Angelslayer (vokal/bass) og Ritual Butcher (guitar), flankeres af Goat Aggressor (trommer), der har været med siden 2017). Dryppet i sort satanisme og det okkulte, er de et klassisk og hårdtslående navn øverst på plakaten på Anthem of the Awakened 2024. Spændt indfinder jeg mig forrest i salen.
En ond og båndet mumlen, som messen fra en gyserfilm, lyder, og Archgoat indtager Gimle. Angel Slayer har en afgrundsdyb stemme, der klæder den voldsomme tilgang til musikken. Det hele er primalt på den helt rigtige måde. Hvad, der kommer som en god overraskelse for mig, er, hvor varieret Archgoats black faktisk er. Jo, vist er det her en kendt march til helvede, men det ændrer ikke på, hvor ofte man må stoppe op og beundre de makabre syn undervejs.
Archgoats musik går rigtig hurtigt, og man kunne tro, at de derfor kunne gå hen at blive ensformige. Men der er nok variation i hver sang til, at man aldrig keder sig. De stemningsfulde og dystre lydklip tilføjer en dosis af det makabre med lyde af slagtesvin og liderlige støn.
Ekstrapoint skal også gives til Goat Agressor, der har hamret sine trommer så meget ned, at man næsten får ondt af dem. Der bliver ikke kommunikeret til folk, men musikken talte sit eget sprog. Det var en særdeles passende og vild afslutning på førstedag.
Jeg håber, at denne begivenhed vender tilbage næste år. Bookingerne var spændende, og intet band faldt igennem. Jeg glæder mig allerede til forhåbentlig at komme tilbage i 2025.
Se hele galleriet af Magnus Karms Blichfeldt
