Anmeldelse af: Inter Arma – New Heaven, udgivet via. Relapse Records d. 26/04-24.

Det bliver både dystert og smukt på Inter Armas seneste udgivelse, New Heaven, hvor det tunge blandes på lækker vis med det hurtige og dissonante.

Inter Arma er et band, jeg indtil nu kun har kendt af navn og omdømme. Til trods for at have fået dem anbefalet mange gange er det ikke rigtigt blevet tjekket ud af mig. Så da det forlød, at bandets seneste udgivelse, bærende titlen, New Heaven, var landet i indbakken, var det på tide at slå til.

På papiret er dette band da helt bestemt også ovre i min boldgade. En doomet sludge med black og death-elementer lyder jo som en voldsom cocktail. Det skal også hurtigt vise sig, at den netop er voldsom, men at den også har andre stærke smagsnuancer.

Albummet lægger utroligt tungt og dissonant ud med titelnummeret, “New Heaven”, og derefter er stemningen ellers lagt. Dissonansen afløses af tunge og voldsomme riffs, hvorover forsanger, Mike Paparo, på brutal vis growler, så det er en fryd for de trænede dødsmetal-ører.

Inter Arma er ikke let at sluge, men når først man vænner sig til smagen, så fungerer det bare. Det kaotiske lydbillede vil for mange måske være for meget, men når man får lyttet sig ind og mærker alle de elementer, der er i musikken, samt effekten af de pludselige og intense skift, så er det svært at lægge dette album fra sig. Dette hjælpes yderligere på vej af albummets mange musikalske detaljer og facetter.

Det voldsomme og intense udtryk er meget gennemgående for albummet, og variationen imellem intens black metal og tung sludge fungerer afsindigt godt. Vokalen varierer en god sjat igennem albummet lige fra den voldsomme growl til inderlige skrig over i noget mere messende vokal og til nogle afsindigt velfungerende rene vokaler. Paparo kan lidt af hvert, og han lader også til at være dygtig til det meste.

Musikken tager ligesom vokalen nogle ret markante musikalske afstikkere. Der sker utroligt meget på New Heaven, hvor vi det ene øjeblik kan være i lynhurtig og nærmest avangardistisk black metal a la Deathspell Omega eller kaotiske Abyssal og det næste ovre i tungere doom blot for et hurtigt elektronisk indspark, før der igen går kaos i den.

Dette kaos kan så tilpas erstattes af en god gang Nick Cave, som det særligt høres på album afslutteren, “Forest Service Road Blues”, eller det mere elektronisk funderede “Gardens In The Dark” i hvert fald, hvis du spørger Inter Arma; egentlig også hvis du spørger mig. Den musikalske sammensætning igennem albummet er dejligt varieret og besidder en fin fornemmelse for rød tråd i de progressive kompositioner samt helheden for albummet.

Inter Arma viser også deres mere melodiske sider af på det instrumentale “Endless Grey”, der for denne anmelder vækker associationer til klassikere som Metallicas “Orion” og Panteras “Floods” uden på nogen måde at virke som en kopi. Hvad, der desværre er ærgerligt for netop dette nummer, er, at det slutter, ligesom bassen rigtigt lader til at gå i gang med noget lækker soli. Ja, du læste rigtigt: Bassolo, og det fungerer afsindigt lækkert sammen med guitarharmonierne på især dette nummer. Gruppen har virkelig et lækkert sammenspil og en god og bred tilgang til musik.

Produktionen er måske en anelse grumset i forhold til, hvor meget der egentlig foregår i det samlede lydbillede. Lytteren bliver bombarderet med lyd indtryk fra start og nærmest hele vejen igennem albummets små 42 minutter. Der foregår selvsagt meget i lydbilledet, og dette kræver også en god produktion. Bevares, produktionen er da på ingen måde dårlig – den er bare mere rå, end hvad mange måske vil forvente på et album med så fyldt et lydbillede.

Det passer dog godt til albummets overordnede udtryk. Ligeledes betyder det, at man som lytter får mere og mere af det samlede lydbillede ved at lytte albummet igennem flere gange. Man opdager slet og ret flere deltaljer i de lag, der er i musikken, og produktionen er netop dynamisk nok, til at man kan fornemme de forskellige lag.

Inter Arma har med New Heaven begået sig en lækker perle indenfor tung sludge, der formår at stikke af i flere retninger indenfor ekstremmetallen for ikke at glemme at tilsætte lidt post og Nick Cave til blandingen.

Et afsindigt lækkert og velfungerende mix. New Heaven er med sit bombastiske og ofte kaotiske, men alligevel inderlige og smukke udtryk formentlig ikke noget for alle, men kan du lytte dig ind på albummets præmisser, så kan man dårligt blive skuffet med dette album.